Lektor: Økoteologi kan - i en dansk kontekst - forekomme naiv

Vi skal tage vare på jorden og alt levende, vil økoteologer mene. Men hvordan stemmer det overens med klassisk luthersk teologi, og kan vi frelse kloden, når vi ikke kan frelse os selv? Vi har talt med lektor i teologi Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen

”Der kan i princippet laves teologi om alt. Teologi, som forholder sig til klimaet, kaldes indimellem for økoteologi,” fortæller lektor på Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Hvis hun skal fremhæve en bog, der blandt andet gør dette, griber hun fat i den tyske teolog Jürgen Moltmans bog ”Gott in der Schöpfung: Ökologische Schöpfungslehre” (dansk: Gud i skabelsen – økologisk skabelseslære, red.). Den er ifølge hende et af de bedre forsøg til dato.

Jürgen Moltmann er også manden bag den såkaldte håbsteologi, der blandt andet fokuserer på en økologisk – i betydningen sammenhængende - forvaltning af verden baseret på den tankegang, at Gud har skabt verden, og at målet er, at Gud skal bo i verden med sin retfærdighed og fred.

Med andre ord: Vi bliver ifølge Moltmann nødt til at tage vare på den jord, som Gud har skabt til sig selv og os.

Hans bog er dog ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen hverken detaljeret eller dyb nok til, at der er tale om et værk, der ændrer præmisserne for den teologiske debat. Men den læses stadig på de teologiske fakulteter og kan måske inspirere en teolog til at forsøge sig med et større værk indenfor det økoteologiske område, som er udbredt i hele verden, men har svære kår i Danmark.

Mennesket som problematisk

At den økologiske teologi ikke er mere udbredt herhjemme hænger ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sammen med den lutherske teologi og kontinentale filosofiske tradition, som er styrende i den danske teologiske verden. Ifølge denne er menneskets forhold til verden og alt i den domineret af og bestemt af, at mennesket selv er en radikal problematisk del af samme verden:

”Økoteologien forekommer i dansk teologisk sammenhæng ofte naiv. For i den klassiske økoteologiske tænkning kan mennesket gøre noget ved den verden, som mennesket selv er en del af. Disse tanker og opfattelser kan opfattes som en overvurdering af det menneskelige subjekt og af muligheden for handlinger, som økoteologien opfordrer os til.

For er det for eksempel godt – teologisk set – at fokusere på at sortere skrald, hvis vi samtidig producerer endnu mere skrald, end vi kan sortere? Deri ligger et problem, som vores teologiske og filosofiske tradition ikke så let kan overkomme - altså dette, at vi gør problemet større, mens vi forsøger at løse det,” siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Problemstillingen handler heller ikke kun om klima, men også om vores forhold til ulighed, fattigdom, undertrykkelse og lidelse, hvor vi på samme måde er en del af en verden, som vi hverken har ordentlig adgang til eller magt over.

Den danske teolog K.E. Løgstrup er et eksempel på én, der forsøgte at tage dette problem alvorligt og udvikle en teologi, der understreger menneskets plads i det skabte. Men spørgsmålet er, om dette bestemte forsøg holder i det lange løb, for mennesket lever også i modsætning til det skabte, og dette ender altid med at dø, pointerer Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen:

”I nyere tid har mange økoteologer gjort økoteologien til et spørgsmål om at redde mennesket og verden og herunder bevare klimaet. Men denne interesse, som på den ene side er teologisk indlysende, er på den anden side også ensidig og reducerende - altså den interesse, der handler om at passe på det levende, på alle arterne og på jordkloden. Den glemmer, at teologien også drejer sig så om at leve på trods af døden eller ligefrem med døden," fortæller hun og fortsætter:

"Det indebærer erkendelsen af, at jorden formentlig faktisk går under en dag, at alt levende forsvinder, og at vi endda er medansvarlige for dette - og her bærer teologien en forestilling om tilgivelse og opstandelse. Og teologiens, også en eventuel økoteologis, ­­rolle er at være med hele vejen, også dér hvor vi går til grunde. Men denne – realistiske – side har økoteologerne ikke altid med.”