Analyse

Lektor: Skal staten anerkende livssynssamfund?

Der er blevet fremført en række grund for og imod. Et argument imod anerkendelse af livssynssamfund er, at det er svært at definere livssynssamfund, skriver lektor Sune Lægaard. Foto: Inge Haandsbæk Jensen

Det er værd at overveje, hvad en anerkendelse medfører i praksis, når det diskuteres om livssynssamfund skal anerkendes på lige fod med trossamfund, vurderer lektor Sune Lægaard

Trossamfundsloven fra 2017 indførte en ensartet regulering af trossamfund uden for folkekirken. Nu debatteres det, hvorvidt staten bør anerkende såkaldte livssynssamfund på linje med trossamfund.

Et eksempel på et livssynssamfund er Humanistisk Samfund, der foretager ritualer i forbindelse med blandt andet vielse og begravelse, men på et ikke-religiøst grundlag. Når staten i dag anerkender trossamfund som eksempelvis muslimske trossamfund og kristne menigheder uden for folkekirken, bør den så også anerkende livssynssamfund som Humanistisk Samfund?

Det er svært af definere livssynssamfund
Der er blevet fremført en række grunde for og imod. Et argument imod anerkendelse af livssynssamfund er, at det er svært at definere livssynssamfund. Der er brug for en definition, da statslig anerkendelse medfører bestemte rettigheder og pligter, hvorfor myndighederne skal kunne afgøre, både hvem der skal kunne tildeles disse rettigheder, og om de lever op til betingelserne for at oppebære anerkendelsen.

Imod dette argument er det fremført, at livssynssamfund allerede er anerkendt i Norge. Herimod har blandt andet Christian Langballe fra Dansk Folkeparti indvendt, at den norske definition er utilfredsstillende, da den blandt andet består i at stipulere, at for eksempel politiske partier ikke tæller som livssynssamfund.

Så kritikken er altså ikke, at det ikke kan lade sig gøre at afgrænse livssynssamfund. For det kan det godt. Kritikken er i stedet, at definitionen ikke indfanger noget fælles, der virkelig kendetegner livssynssamfund.

Det er også svært at definere trossamfund
Problemet med denne kritik er, at den også kan rettes mod definitionen trossamfund. For det er heller ikke uproblematisk at definere religion. Nogle religioner omfatter tro på en personlig gud, andre gør ikke. Nogle religioner handler især om indre tro, andre især om ydre praksis.

Dette fører til svære sager, som når Scientology i nogle lande anerkendes som en religion og i andre ikke anerkendes. Så hvis man kræver, at en definition er principiel og udpeger nødvendige og tilstrækkelige betingelser for, at noget kan anerkendes, opstår samme problem for trossamfund som for livssynssamfund.

Hertil kan man indvende, at forskellen angår, at trossamfund er religiøse, hvor livssynssamfund er ikke-religiøse. Selv hvis det er svært at afgrænse religion præcist, er hele formålet med anerkendelse af trossamfund at anerkende religion. Derfor er der ingen grund til at anerkende livssynssamfund, der per definition er ikke-religiøse.

Hvad indebærer en anderkendelse?
Det er i denne forbindelse værd at overveje, hvad anerkendelsen i praksis består i. Når et trossamfund anerkendes, kan religiøse forkyndere inden for trossamfundet søge om tilladelse til at forrette vielser med juridisk gyldighed. Desuden kan bidrag til anerkendte trossamfund fradrages i skat, hvilket er en indirekte form for statsstøtte.

Både vielsesbemyndigelse og fradragsret er dog udprægede verdslige forhold. Vielsesbemyndigelse er en myndighedskompetence, som uddelegeres fra staten til trossamfund. Men den juridiske gyldighed har i sagens natur ikke noget med religion at gøre. Der er derfor ingen grund til at mene, at kun religiøse trossamfund bør have vielsesbemyndigelse.

Skattefordele er heller ikke kun forbeholdt trossamfund, de kan allerede tildeles andre almennyttige foreninger ud over trossamfund. Så det vil principielt ikke gøre nogen forskel, at livssynssamfund anerkendes på linje med trossamfund – ingen ud over selve anerkendelsen.

I forhold til hvad anerkendelse i praksis omhandler, er der derfor ingen grunde til ikke at anerkende livssynssamfund.

Sune Lægaard er ph.d. og lektor i filosofi. Siden januar 2017 har han været medlem af bestyrelsen for Dansk Institut for Menneskerettigheder. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.