Interview

Leonora Christina Skov: De forlod mig, mens jeg kæmpede videre for deres kærlighed

Selvom det er fem år siden, at Leonora Christina Skovs mor døde, føles hendes væsen og aftryk stadig lige så nært, som dengang hun blev forladt. Hun fik aldrig nogen forklaring på, hvorfor hendes opvækst og familieliv skulle være så ubærligt, hvorfor hun ikke blev elsket, eller hvorfor der ikke var nogen, der greb ind. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Det siges, at enhver moder elsker sit barn, men når man læser Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman ”Den, der lever stille”, kommer man i tvivl. På trods af, at hun ikke fik den fundamentale kærlighed, som forældre bør give, har hun skabt sin egen vej

I barndomshjemmet i Helsinge var kærlighed en mangelvare, eller også blev den blot formidlet i en frekvens, som datteren Leonora Christina Skov ikke kunne forstå. Der var noget helt i vejen i det hjem, og mens et stille, men alvorligt omsorgssvigt åd sig vej ind i hendes opvækst og skabelse, var der skræmmende få, der gjorde noget for at hjælpe. På overfladen så alt normalt ud. Og det var det også næsten, så længe datteren var bøjelig og lignede sin mor.

”Jeg følte mig meget alene, og jeg havde det som om, jeg var blevet forbyttet, fordi jeg på ingen måde mindede om min mor. Jeg skabte mig et hemmeligt univers, hvor jeg drømte om andre kærlige forældre, tegnede og skrev. Det hjalp mig meget, og herved lærte jeg mig selv og min egen klang at kende. Jeg følte mig aldrig forkert, men følelsen af skyld og dårlig samvittighed var meget tung. De fortalte mig, at jeg var skyld i min mors gråd og ulykke, og det troede jeg på,” fortæller Leonora Christina Skov.

Hun var sin mors livline og ansvaret lå som en tung angst i kroppen, der siden har været svær at fravriste. Hver gang dårligdommen ramte forældrene, påtog hun sig ansvaret, og dette familiemønster blev sat på spidsen, da hun som 21-årig sprang ud som homoseksuel. Forældrene sidestillede sådan en seksualitet med pædofili. Det var umuligt for dem at acceptere, og sådan blev hun forladt, mens ingen i den resterende familie greb ind:

”Da jeg sprang ud, sagde mine forældre til mig, at jeg var velkommen til at besøge dem, men jeg måtte ikke nævne min kvindekæreste med et ord, og det var bedst, at jeg levede alene. Da jeg nægtede at besøge dem på de præmisser, sagde de, at jeg havde forladt dem. Men det havde jeg jo ikke, for jeg ville gerne have haft dem, men de ville ikke have mig, som jeg var. De troede faktisk, jeg var psykisk syg. De få i familen, som ville kendes ved mig, så mig i smug, og i den forstand følte jeg mig dobbelt forladt,” siger hun.

Frygten der følger med at skrive selvbiografisk om levende og døde
Leonora Christina Skovs seneste udgivelse, ”Den der lever stille” fra 2018, blev en bestseller og ledte til utallige personlige henvendelser fra læsere, der i en eller anden grad følte sig forbundet til fortællingen. Dette stille ekkokammer af tabubelagte følelser og historier om ikke at elske og ikke at blive elsket resulterede i en to år lang bogturné med overfyldte sale. Den grænseløse applaus har været overvældende, en gave faktisk, men det at skrive selvbiografisk medfølger et stort ansvar, og Leonora Christina Skov føler også en endeløs frygt for konsekvenserne af det litterære aftryk.

”Hver gang jeg har fortalt min historie, har jeg haft det dårligt over det. Frygten for at blive straffet for det. Frygten for at min far ville begå selvmord – hvordan skulle jeg kunne klare den reaktion og bære den på mine skuldre? Men jeg besluttede alligevel, at det var vigtigere at skrive bogen,” fortæller hun.

Selvom det er fem år siden, at Leonora Christina Skovs mor døde, føles hendes væsen og aftryk stadig lige så nært, som dengang hun blev forladt. Hun fik aldrig nogen forklaring på, hvorfor hendes opvækst og familieliv skulle være så ubærligt, hvorfor hun ikke blev elsket, eller hvorfor der ikke var nogen, der greb ind:

”Min mor døde på den dårligste måde, for hun fik aldrig ryddet op omkring sig, og det skal man simpelthen gøre, før man dør. Hun foragtede min seksualitet til det sidste, selvom jeg var der for hende, som den gode datter der tog affære trods det enorme svigt, jeg var blevet udsat for. Det er blevet et grundvilkår for mig, at jeg aldrig fik den helt fundamentale kærlighed, som forældre bør give,” fortæller Leonora Christina Skov.

Familier bygget på sandslotte
Livsberetningen og ordene om Leonora Christina Skovs opvækst vejer tungt, men bag alvoren og mørket er også fortællingen om en kvinde, der klarede sig mod alles forventninger. Hun havde talent for at skrive, lattermildhed og en iver efter livet. Det var disse karaktertræk, der var hendes styrke i sårbarheden, og det holdt hun fast i, hver gang hun blev slået ud af kurs. Men opvæksten har sat sine spor, og en generel mistro til, at familierelationer er bygget på noget ærligt og kærligt, har sat sig fast.

For alt for mange mennesker er familielivet forbundet med smerte, mindreværd og angst, fortæller hun. Alt for mange må forlade sig selv for at blive accepteret, og det viser, at selv i det familiære bånd, kan man ikke altid elske betingelsesløst:

”Det er ensomt at være det barn, der ikke føler sig elsket, og man spørger uvægerligt sig selv: Hvis ikke engang mine forældre kan elske mig, hvem kan så? Lige så vel tror jeg, at mange forældre føler en skam over ikke at mærke den kærlighed til deres børn, som siges at være ubetinget. Derfor er det vigtigt at vi taler mere om den realitet, selvom det er svært,” fortæller hun.

Leonora Christina Skov mistede kærligheden fra sine forældre, da hun blev sig selv. Hun var ganske enkelt ikke i stand til at være den, de ønskede, og selvom de foragtede hendes seksualitet og person, så rummede hun et væsen, der ville, at livet skulle være andet end en fontæne af skyld over andres sorger og ulykker. I dag lever hun i et godt parforhold, og selvom ingen samlede hende op, da hun blev forladt som barn, er der mange, der har gjort det sidenhen:

”Jeg fandt nogle mennesker, jeg kunne knytte mig til. Mange af dem har jeg stadig i dag, og de blev min familie. Jeg er ofte i tvivl om alt muligt og ofte bange for ikke at være elsket eller værd at elske. Den evige usikkerhed kommer måske aldrig til at forsvinde, men jeg har et rigtig godt liv trods alt,” fortæller hun.

Alligevel er der så mange ting, der ikke blev fortalt i den historie, som verden kender til i dag, så nu skriver hun videre på fortællingen om Leonora Christina Skovs liv. Et liv, der stiller forfatteren lige så mange spørgsmål som læseren.