Lexner: Ondskaben ramte mig stærkest ved drabet på Dan Uzan

Vi må forsone os med, hvad der sker, men vi kan ikke tilgive ondskab på vegne af de mennesker, som ondskaben har ramt. Dette er ikke mindst gældende, når det drejer sig om de ulykker, som ramte det jødiske folk under holocaust, mener tidligere overrabbiner Bent Lexner

At der findes ondskab i verden er vist ikke til diskussion. I døgnet efter at en helt ”almindelig” mand har skudt og dræbt 58 mennesker og såret mere end 500 koncertgængere i Las Vegas, sidder jeg og skal prøve at definere, hvad ondskab er.

Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen taler om det naturligt onde og det moralske onde. Han siger, at det naturligt onde begås af mennesker, der ikke er i stand til at forstå konsekvenserne af deres handlinger. Disse personer er påvirket af indre kræfter, som de ikke selv er herre over. Den moralske ondskab bliver derimod begået af helt almindelige mennesker, som er bevidste om, hvad de gør. Her kommer begrebet den fri vilje til at spille en rolle.

Det er min opfattelse, at den fri vilje er et nødvendigt udgangspunkt for at forstå menneskers handlinger. Mennesket har som det eneste levende væsen fået en fri vilje. Dyr har instinkter, mennesker har valg.

Udgangspunktet for denne idéer naturligvis historien om Adam og Eva: Gud har skabt en verden, der fra kaos er vendt til en verden, der fungerer. Adam og Eva afprøver deres frie vilje, og vi kender konsekvenserne. Den sætning, der er afgørende i beretningen i Toraen, der svarer til Det Gamle Testamente i Bibelen, er sætningen fra slutningen af det tredje kapitel af Første Mosebog. Gud siger:

”Se, mennesket er blevet som en af os og kender til godt og ondt. Bare det nu ikke vil strække sin hånd ud og også tage af livets træ og spise og leve evigt”. Selv efter syndefaldet forbliver den frie vilje udgangspunkt for vores tilværelse.

Det, at der eksisterer ondt i verden, er et tema, der ikke gøres ret meget ud af i de første bøger i Toraen. Det ændrer sig noget i de sidste bøger, hvor forholdet mellem det enkelte menneske og Gud oftere bliver berørt. Det behandles meget direkte i Jobs Bog, hvor Job er i samtale med sine venner og Gud om sin lidelse. Det er også temaet i mange af kong Davids salmer i Salmernes Bog.

I Talmud, som er den rabbinske litteratur, volder det rabbinerne problemer at forstå og forklare, hvordan ondskab kan findes i en verden, der er skabt af en barmhjertig og kærlig Gud. De forsøger at komme med løsninger, men uden at finde et fuldgyldigt svar på det.

Rabbinerne insisterer på, at således som godhed kommer fra den skabende Gud, på samme måde kommer ondskab. I jødisk tænkning eksisterer der ikke en særskilt ond verdensmagt, en, der er ligestillet med Gud. Jødedommen accepterer ikke den form for dualisme. For at understrege denne kendsgerning, har rabbinerne indstiftet en lovprisning af Gud, der siger:

”Du skal lovprise Gud for det onde på samme måde, som du lovpriser ham for det gode”.

Idéen udtrykkes tydeligt hos profeten Esajas i kapitel 45 vers 6:

”At der ikke er nogen anden end mig, jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette. ”

I Toraen nævnes Satan tre gange, men aldrig som en magt ved siden af Gud.Det er snarere én, der tilhører Guds verden og handler på Guds Bud.

Et andet tema, der diskuteres af rabbinerne, er, at der tilsyneladende ingen retfærdighed er, når vi oplever, at også gode mennesker kommer ud for ondskab. Hvordan kan vi så forholde os til ondskab? Mit svar er, at vi må forsone os med, hvad der sker, men vi kan ikke tilgive ondskab på vegne af de mennesker, som ondskaben har ramt. Dette er ikke mindst gældende, når det drejer sig om de ulykker, som ramte det jødiske folk under holocaust.

Det forhold, at Danmark og ikke mindst den jødiske menighed blev ramt ved drabet på Dan Uzan (som blev skudt foran den jødiske synagoge i København i februar 2015, red.), er nok den ondskab, som personligt har ramt mig stærkest. At en person, der stiller sig frivilligtil rådighed for at passe på mennesker, bliver dræbt, er så uretfærdigt, at det ikke kan forklares med andet end, at mennesket har sin fri vilje, og at der er mennesker, der bruger denne unikke gave fra Gud til at gøre ondt.

Bent Lexner er tidligere overrabbiner