Lexner: Vi bygger en løvhytte i vores baggård

I denne uge fejres løvhyttefesten, og mange spiser derfor en del af måltiderne i en rigtig løvhytte. Nogle gange synger vi, og flere af vores naboer har fortalt os, at de synes, det er hyggeligt, fortæller tidligere overrabbiner Bent Lexner, der har bygget en løvhytte i baggården på Østerbro

Løvhyttefesten – eller som den hedder på hebraisk "sukkot" – hører til én af de tre jødiske valfartsfester. Dengang templet stod i Jerusalem valfartede man til templet på disse dage. Festerne er omtalt i Toraen, der består af de fem Mosebøger, og festerne har både et historisk og et naturelement i sig.

En påmindelse om udfrielsen af Egypten

Om sukkotfesten hedder det blandt andet, at man skal tage en frugt fra hadartræet, palmegrene, myrtegrene og pilekviste og knytte dem sammen (Tredje Mosebog, kapitel 23, vers 40). Desuden følgende bestemmelse:

”I syv dage skal I bo i løvhytter, enhver indfødt i Israel skal bo i løvhytter, for at slægt efter slægt skal vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egyptens land.” (Tredje Mosebog, kapitel 23, vers 42-43)

Med hensyn til den første tradition knytter man faktisk disse fire plantearter sammen under dele af den særlige gudstjeneste, der afholdes på sukkot. Der findes utallige forklaringer på, hvorfor det netop er disse planter, der skal benyttes. Det siges, at hver art har en speciel egenskab. Én både dufter og smager, en anden kun dufter og så videre. Det sige også, at planterne repræsenterer fire forskellige mennesketyper, og at en fest kun kan være en glædesfest, når man accepterer alle typer af mennesker.

Den anden tradition er, at man skal bo i hytter. Det er klart, at Gud nok ikke har forestillet sig, at der skulle bo jøder i løvhytter i det høje og kolde nord, og at ideen først og fremmest knytter sig til Israel. Ikke desto mindre har jøder alle vegne på en eller anden måde fået idéen omsat fra teori til praksis.

Idéen med hytterne var, at man skulle ”bygge” et lille midlertidigt hus, hvor det væsentligste var, at taget kun måtte bestå af planter, og at der altid skulle være mulighed for at se op i gennem taget til himlen. På varmere breddegrader er det forholdsvist nemt at sætte en sådan hytte op, og i Israel vil man kunne se, at disse hytter oftest står på altanerne, måske blot med nogle tæpper som sider. Her spiser man sine måltider, og nogen sover faktisk i dem.

Løvhytter i København

I København er det anderledes. Tidligere var der rundt omkring i København adskillige sukkothytter, oftest rejst i folks baggårde. Hytterne var selvfølgelig helt anderledes bygget end i Israel, og det krævede masser af arbejde før, hytterne kunne benyttes til at spise i.

En gammel københavnsk historie, muligvis en skrøne, går ud på, at en jødisk familie hvert år byggede deres hytte, således at de kunne spise i den i de otte dage, løvhyttefesten varede. Åbenbart var der nogle naboer, der ikke var begejstret, og ejeren af ejendommen skrev til den jødiske familie, at man ikke havde lov til at lave et sådan ”skur”, så man bad om, at det blev fjernet i løbet af otte dage – Alle var glade.

I en baggård i København står der fortsat en hytte, som i dag er fredet. Her kan man blandt andet se, hvilken konstruktion man tidligere har lavet, for at regnen ikke skulle ødelægge hytten.

Familien Lexners løvhytte

Vi har i min familie været så heldige, at vi altid har haft mulighed for at have vores egen løvhytte i vores gård. Den består af sider af træ, som sættes sammen nærmest som Lego. Taget består af gran eller laurbærblade, og der er både lys og varme i hytten.

Her spiser vi en del af måltiderne i løbet af festen og glæder os sammen med vores gæster over, at det som regel ikke regner. Nogle gange synger vi, og flere af vores naboer har fortalt os, at de synes, det er hyggeligt. Nogle af dem har oven i købet optaget, når vi sang hebraiske sange.

Udover at jeg synes, det er dejligt at kunne holde de jødiske traditioner i live, så ligger der også en idé i, at vi bare en enkelt gang om året sætter os udenfor og ser op i himlen, fornemmer hvor stort det hele er og føler en tak for, at vi i det daglige bor i lejligheder og huse, der ikke er afhængige af vejr og vind.

Bent Lexner er tidligere overrabbiner i Mosaisk Trossamfund og panelist ved religion.dk.