Debat

Forfatter: Ligestillingens rødder er guddommelige

Skabelsesberetningen fra Det Gamle Testamente udgør et fælles værdigrundlag på tværs af religioner, når det gælder synet på ligestilling, mener journalist og forfatter Svend Løbner. Det er her, man finder kilden til lighed mellem de to køn. Foto: Leif Tuxen.

Hvorfor reagerer vi instinktivt mod diskrimination? Fordi mænds og kvinders ligeværd ligger i vores kultur, hvad enten vi er jøder, kristne eller muslimer, mener journalist og forfatter Svend Løbner

Hvorfor vender det sig i os, når vi hører, ser og læser om kvinder, der oplever overgreb både verbalt og korporligt? Hvorfor generer det vores retfærdighedssans, at kvinder mange steder ikke får samme løn for samme arbejde som mænd?

Ja, hvorfor insistere på menneskers ligeværd i det hele taget? Hvad er det i mennesket, der kræver, at alle uanset alder, køn, etnicitet, religion, social status og seksuel orientering bør behandles respektfuldt?

Det er, fordi det ligger i vores etiske grundlag. Et grundlag, der i vidt omfang bygger på skabelsesberetningen, som jøder, kristne og muslimer beretter om i deres helligskrifter. Selv om de tre monoteistiske religioner er forskellige, henviser de alle til skabelsesberetningen, hvis originale udtryk vi finder i jødernes Torah, nemlig i Første Mosebog kapitel 1 og 2.

Bærere af samme liv

Da sagde Adam (om kvinden): ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget” (Første Mosebog kapitel 2 vers 23).

Adam var ”dannet” af ”agerjordens muld” (Første Mosebog kapitel 2 vers 7), Eva blev ”bygget” af et ribben fra Adam (Første Mosebog kapitel 2 vers 22). Det er denne forskel, Adam pointerer i verset ovenfor: Jeg er dannet, hun er bygget. Jeg kom af død materie, hun kom af liv, endda mit eget liv. Hun er en del af mig. Og skabelsesberetningen konkluderes med: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.”

Tættere på ligestilling mellem mand og kvinde kommer vi næppe. De er begge resultat af Guds skaberakt. De er begge del af samme liv. De er begge organisk forbundet med hinanden. Og, pointerer skabelsesberetningen, de er begge bærere af Guds billede:

”Og Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (Første Mosebog kapitel 1 vers 27).

Der er en interessant krølle på det hebraiske grundsprog. Ordet for mand er ”isha”, og kvinde er ”isha-ish”, ifølge noten til 1931-oversættelsen: ”mandinde”. En fælles menneskelighed udtrykt forskelligt.

Det præger diskursen op igennem jødernes helligskrifter. Selv om mandens og kvindens roller er forskellige, omtales personerne altid med respekt. Patriarken Abraham fik påbud om at adlyde Sara, patriarken Jakob arbejdede i årevis for Laban for at kunne gifte sig med den elskede Rakel, og storbonden Boaz tog ansvar for enkerne Ruth og Noomi ved at gifte sig med Ruth.

Ingen fordømmelse

Ved siden af helligskrifternes originale beretninger opstår tolkninger, som ser ned på kvinden. Dem gjorde Jesus op med. Han havde kvinder i sit følge, han talte respektfuldt med dem til omgivelsernes forbavselse. De sidste, der stod ved hans kors, og de første, der blev vidner til hans opstandelse, var kvinder.

Og da farisæerne ville stene en kvinde, som var grebet i utroskab, sagde Jesus til dem: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende” – underforstået: Vi er alle syndere og har derfor ikke noget at sige hinanden på.

Farisæerne luskede af – den ene efter den anden. Og Jesus kunne sige de forløsende ord til kvinden:

”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Johannesevangeliet kapitel 8 vers 1-11).

Jesus gør op med mandschauvinisme

Scenen illustrerer Jesu opgør med patriarkalsk mandschauvinisme. Farisæerne havde grebet kvinden i utroskab, men hvad blev der af manden, hun var utro sammen med? Jo, han gik fri, for han var jo en mand.

I stedet blev kvinden offer for farisæernes selvtægt – indtil de på afslørende vis blev irettesat af Jesus med pointen: Synd er synd, og ingen kan sige sig fri for at have gjort noget forkert. I den forstand burde vi alle stenes. Skal vi så ikke i stedet bære over med hinanden, tilgive hinanden og hjælpe hinanden tilrette? Især da når Jesus som Guds offerlam ifølge kristendommen bærer hele verdens synd på sig (Johannesevangeliet kapitel 1 vers 29).

Jesu opgør med farisæernes diskrimination viser forskellen mellem Guds harmoniske skaberværk og menneskers stadige forsøg på at hævde sig på andres bekostning. Denne skelnen er vigtig. Der er forskel på det billede, vi får i helligskrifternes beskrivelser, og det billede vi får af menneskers tolkninger til egen fordel. Forskellen mellem gudstro og gold religiøsitet.

Jo, der er ligestilling i islam

Denne skelnen er vigtig at have i baghovedet, når vi studerer islam. Jeg er ikke muslim, men når jeg læser Koranen, ser jeg slående ligheder med jøders og kristnes helligskrifter, og jeg finder en spiritualitet, der står i diametral modsætning til den rigiditet, vi desværre finder i ultraradikale muslimske kulturer.

Også i Koranen finder vi den grundtanke, at mænd og kvinder er skabt ligeværdige, mens de udfylder forskellige roller. De er hinandens fæller, de skal leve i kærlighed og vise hinanden barmhjertighed.

Noget af det, jeg studsede over, da jeg læste Koranen første gang, var, at kvindens arveret var som taget ud af de jødiske skrifter. Kvinden har arveret, og når hun kun arver det halve af, hvad manden arver (Koranen kapitel 4 vers 11), er det, fordi mænd havde flere økonomiske forpligtelser i datidens familiestruktur.

Profeten Muhammed slår fast, at mænd og kvinder har samme værd:

”Sandelig, muslimske mænd og muslimske kvinder, troende mænd og troende kvinder, underdanige mænd og underdanige kvinder, sandfærdige mænd og sandfærdige kvinder, tålmodige mænd og tålmodige kvinder, ydmyge mænd og ydmyge kvinder, mænd og kvinder, som giver velgørenhedsgaver, fastende mænd og fastende kvinder, mænd og kvinder, som vogter deres kønsdele, og mænd og kvinder, som husker Allah, for dem har Allah forberedt tilgivelse og en stor belønning.” (Koranen kapitel 33 vers 35).

Og videre i kapitel 3 vers 195: ”Visselig, Jeg lader ikke belønningen for nogen af jeres anstrengelser gå tabt, om det så er en mands eller en kvindes.”

Vi ser således, at både jødedom, kristendom og islam i deres helligskrifter giver kvinder værdi på lige fod med mænd – alt sammen på grund af et etisk grundlag, der i vidt omfang bygger på fælles tankegods fra den skabelsesberetning, alle tre religioner trækker på

Citater fra helligskrifter: Det Gamle Testamente, Det Danske Bibelselskab 1931. Det Nye Testamente, Det Danske Bibelselskab 1992. Koranen, Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse 2015.

Svend Løbner er journalist, foredragsholder og forfatter til flere bøger om kommunikation og religionsmøde.

Kvinden har arveret, og når hun kun arver det halve af, hvad manden arver, er det, fordi mænd havde flere økonomiske forpligtelser i datidens familiestruktur.

Svend Løbner om kvindens mindre arv i islam