Sørgetid var et nødvendigt overgangsritual

Kender du ordet "sørgetid"? Tidligere var enkestanden afgørende for, at der ikke kom rod i arvefølgen, og i løbet af 1800-tallet blev sørgetøj og sort tyl en hel industri i sig selv. Læs et uddrag fra bogen "Hvor flyver sjælen hen?" her

KLÆDT i sort og med sorte tårer broderet på sine lommetørklædermarkerede Storbritanniens Dronning Victoria sorgen, da hun i 1861 mistede sin gemal, prins Albert. Sørgetidenvarede resten af hendes liv – i 40 år.

Så længe behøvede man dog ikke at sørge i Danmark på den tid. Ved en ægtefælles død var den officielle sørgetid ét år for kvinder og et halvt for mænd. I den periode måtte man ikke gifte sig – med mindre man fik kongelig dispensation, eller ens vilkår var så ringe, at det krævede handling her og nu. At kvinden skulle vente med et nyt giftermål i dobbelt så lang tid som manden sikrede, at hun ikke risikerede at bringe sin afdøde mands ufødte barn ind i et nyt ægteskab. Modsat behøvede en mand ikke at gå sørgetiden ud, hvis han var blevet alenemed små børn.

EMMA Gad (1852-1921) beskriver den officielle sørgetid som et levn fra fortiden. Hun bemærker dog, at en sørgedragt ikke egner sig til hverken dans eller ”munter idræt som karrusel, rutsjebane og skøjter”. På den måde accepterer hun, at der er en sørgetid. Hun advarer samtidig imod, at man – også selv om dødsfaldet var ventet – alt for hurtigt springer i et komplet sørgeudstyr. Man må gerne vente til begravelsen. Forklaring: Officielt kommer døden altid som en overraskelse. Og det skulle nødig hedde sig. Således Emma Gad.

I dag er der ingen regler for tiden til sorg – kun de uskrevne, som varierer fra person til person og derfor ikke lader sig definere. DET hørte med til 1800-tallets kultur, at man gik med specielt sørgetøj, som vi nordboere havde givet farven sort efter nattens og dødens mørke. Andre steder i verden markeres sorgen med farverne rød eller hvid. Oldtidens fest for den døde – gravøllet – eksisterede på sin vis stadig. I hvert fald var det en selvfølge, at de, der var inviteret til begravelsen, også skulle bespises. Det krævede ofte store forberedelser.

57

Af Karl Simonsens beretning om de skikke, der var omkring død og begravelse på hans hjemegn – Øls ved Hobro – i perioden 1895-1920, fremgår: ”Var det om sommeren, når laden var tom for korn, blev der lavet spisesal her, hvis stuehuset ikke kunne rumme gæsterne. Der blev så hængt tæpper og lagner om det rum, der skulle bruges. Det var pigerne, der sammen med skafferen skulle ordne dette. Det var en bestemt mand i byen, der var skaffer. Det var piger fra nabogårdene, der var sendt til gården for at hjælpe. De skulle rundt i byen for at låne tallerkener og kopper, og hvad der skulle bruges. Borde og bænke skulle også lånes, og når skafferen med hjælp fra en anden mand havde stillet dem op, lagde pigerne dug på og pyntede bordene. Det blev gjort dagen før begravelsen. Det var almindelig skik, at dem, der kom for at følge til kirken, var bedt om at komme så tidligt, at de fik tid til at spise frokost. 

Det kunne tage tid, hvis der var mange, og der skulle spises i flere hold. Skafferen måtte sørge for, at det gik rask med at skifte fra et hold til et andet. Af og til skete det, er der var en, der spiste så langsomt, at han fik lov at sidde til næste hold. På den måde sikrede han sig dobbelt portion. Der var også spisning efter begravelsen. Her deltog nærmeste slægt og naboer. De blev af skafferen indbudt, inden de tog i kirke. Han havde fået en liste over dem, der skulle bydes. Da der blev bygget forsamlingshus, blev følget efter begravelsen indbudt til en mindehøjtidelighed her. Der var som regel kun kaffebord, men kunne også være spisning til hele følget. Ellers spiste nærmeste familie til aften, inden de tog hjem. 

Ved kaffebordet blev der sunget salmer og holdt mindetaler for den døde. Dagen efter begravelsen kom dem, der havde hjulpet til, for at bringe de lånte ting tilbage. Til middag fik de så af den mad, der var tilbage fra dagen før. Der var ofte oksekødssuppe til forret og steg og kartofler til anden ret. Det kunne også være sødsuppe som første ret og klipfisk og kartofler til anden. Eller måske risengrød til forret.”

Således Karl Simonsens beretning.

I dag er det ikke usædvanligt, at følget efter begravelsen/bisættelseninviteres på kaffebord i forsamlingshuset, på kroen eller i en restaurant. I sjældnere tilfælde sker det i hjemmet. Et stykke op i 1900-tallet bar mændene høje hatte og sorte armbind, når de sørgede og/eller skulle til begravelse. Kvinderne var klædt i sorte kjoler, som efter sørgetiden kunne erstattes af gråt og lilla. Det var en selvfølge, at man ikke havde bare ben. Havde man ikke råd til specielt sort tøj, brugte man søndagstøjet. Sorgen kunne markeres ved hjælp af et mørkt bånd. 

Bydemanden – han, der oprindelig bragte budskabet om blandt andet dødsfald rundt – var blevet til en bedemand, og dødsannoncer blev i 1900-tallet den gængse måde at sprede nyheden på.

De havde ganske vist eksisteret siden slutningen af 1700-tallet, men i de første godt hundrede år var det kun fåtallet, der benyttede sig af dem. Til fjerntboende slægtninge blev der i stedet sendt et brev – gerne på papir med en sørgekant. Klokkeringning var også en måde at få dødsbudskabet spredt – sådan som det fortsat sker i Kegnæs på Sydals. Her ringer kirkeklokkerne i ti minutter fra kl. 11.20 til 11.30 ved førstkommende lejlighed efter, at præsten har modtaget besked om et dødsfald. 

IFØLGE Landsforeningen Liv&Død brugte man ordet død i annoncerne frem til 1950’erne, da det blev mere og mere almindeligtat bruge formuleringer som er gået bort, har fået fred og er sovet stille ind. Ofte blev annoncerne indrykket efter begravelsen/bisættelsen – og stadig var det med navn, stilling og dødsdato.

Først i 1960’erne begyndte de også at rumme fødselsdatoen. I 1990’erne vendte ordet død tilbage i annoncerne, som på den tid var blevet større og ofte forsynet med diverse symboler og/eller en personlig hilsen til den døde. Ja, faktisk var teksten mange gange udformet, så man kunne få indtryk af, at den døde læste med. Egentlige mindeord var ligeledes blevet en del af hverdagen, og en opfordring til at støtte en nærmere defineret velgørenhedsorganisation i stedet for at sende blomster til begravelsen dukkede op.

I 1600- og 1700-tallet var døden i de rige kredse et udstyrsstykke. Med tunge draperinger på kisten, sørgeslør og kostbare sørgesmykker. Det var heller ikke ualmindeligt, at samfundets spidser lejede særlige sørgekvinder og studenter for at kunne udvide følget, så det så ud af mere. De var også klædt i sort. 

Skik og brug omkring sorgen fyldte så meget, at der i perioden 1699-1752 kom ikke færre end tre officielle sørgeforordninger, der beskrev sørgetid, påklædning og andre detaljer omkring døden. Sørgetøjet fulgte moden, og både det og udstyret, der fulgte med, blev efterhånden en så god forretning, at der i sidste halvdel af 1800-tallet opstod specielle butikker – sørgemagasiner – hvor man kunne købe alt det, der hørte til en begravelse, inklusiv sort tyl til at pynte op med. Nu kunne almuen også være med, takket være den industrielle tid. Selv sørgesmykkerne med deres sorte sten fandtes i en billigere kvalitet. Papir og kort med sort sørgerand var i specialbutikkerne en selvfølge.

BEGREBET sørgemagasiner klarede sig gennem besættelsestiden 1940-45 via eksisterende kvoter for køb af metervarer og færdigvarer, men allerede mellem de to verdenskrige var der sket et skred i den etablerede sørgeperiode. Det omfattede til en vis grad også tøjet – præcis som Emma Gad havde plæderet for allerede i slutningen af Første Verdenskrig. Enken behøvede ikke at være klædt i sort i et helt år. Sorgen havde ikke mere en defineret grænse. Efter Anden Verdenskrig forsvandt den entydige sorte begravelsespåklædning for alvor – selv om man stadig klædte sig diskret – og omkring 1960 var specialbutikker for sørgende fortid.

I begyndelsen af 1990’erne blev det igen comme il faut at klæde sig i mørkt tøj i forbindelse med en begravelse. Sørgebindene er primært overtaget af den kollektive sorg – sådan som vi blandt andet kender det fra sportshold. RUNDT om i landet har der gennem tiderne været forskellige sørgetraditioner. På Samsø var det skik, at enkerne bar et løst sørgeskørt, der blev lagt over hovedet og lukket, så der kun var en smal åbning fortil. Ifølge skriftlige kilder var Anne Katrine Svane, enke efter Rasmus Olsen Svane i Onsbjerg, i 1873 den sidste, der bar sørgeskørt over hovedet. I dag er det stort set kun ved kongelige begravelser, at ansigterne dækkes med sørgeslør. Det giver bæreren mulighed for til en vis grad at sørge uden nyfigne blikke.