Katolik: Luther tilhører os

"Mon ikke Luther i dag ville beklage tabet af det, vi som katolikker ikke vil være foruden: At vi lever i en kirke uden nationale grænser og i en kirke, der har en hukommelse, der rækker mere end 500 år tilbage," spørger katolsk præst Jesper Fich. Foto: Privatfoto

Luther ville foretrække en kirke uden nationale grænser og uden individualiseret kristentro, mener den katolske præst Jesper Fich

Straks jeg så e-mailen med opfordringen til at skrive dette bidrag om Luther udefra, altså set i katolsk fokus, tænkte jeg: "Det er da sært. Hvordan skal jeg se Luther udefra? Han var en af os, han var katolik!"

LÆS OGSÅ: Martin Luther (1483-1546)

Han elskede således Guds moder, og bad for eksempel rosenkrans hele sit liv. Men den side af Martin er sikkert gået i glemmebogen. Måske er det en af grundene til, at når jeg hører P1s radioprædikener, så får jeg regelmæssigt det indtryk, at reformationen i danske kirker stadig er en sag, der skal vindes hver søndag klokken 11.

Fordi lutheranisme aldrig er blevet sig selv, men stadig ser sig i opposition til en kirke, der måske aldrig har været sådan, som den beskrives, og som i hvert fald har ændret sig meget siden.

Den kristne kirke blev splittet
Men ulykken den store som Luther blev eksponent for, er at der kom endnu et skel i kristenheden. Sådanne skel er aldrig i orden. Jeg sympatiserer derfor med de danske biskopper, når de viser frygt for, at en separation af stat og kirke vil medføre en autonomisering af kirken.

Ikke fordi jeg sympatiserer med statskirkeordningen som netop også er frugt af det reformatoriske men fordi kristne skal leve sammen, og kirken bør være én.

Kirker med nationale grænser er umuligt i forhold til kirkens natur. Og da katolikker ikke tror, at kirken giver sig selv sin form, men at den kaldes og sendes af Gud, som vi alene står til ansvar for, så bør enheden være et hovedanliggende.

Jeg glæder mig derfor over, at Luther-jubilæet i 2017 i reformatorens Tyskland tegner til at blive en økumenisk fest, hvilket jeg desværre ikke ser tegn på i Danmark. Er der mon en særlig dansk udgave af Luther?

Luther husker vi som højtråbende. Det var ikke et problem i sig selv. Den katolske kirke har en lang og broget historie med reformatorer. De kan være ganske upolerede i deres facon: Hvad med Birgitta af Vadstena, der sagde til Paven: at han var værre end Judas, for Judas forlangte i det mindste 30 sølvpenge for at forråde Jesus, men paven gav ham gratis væk.

Men Birgitta indvarslede ikke et skel, men en reform inden for fællesskabet. Problemet med Luther var netop, at det førte til et skel. Og skylden for det faktum var langt fra kun hans eget.

Men mon ikke Luther i dag ville beklage tabet af det, vi som katolikker ikke vil være foruden: At vi lever i en kirke uden nationale grænser og i en kirke, der har en hukommelse, der rækker mere end 500 år tilbage.

Luther ville begræde individualiseringen af kristentroen
Og hvad mon Luther i dag ville sige til den spiritualitet af individualisering af den kristne tro, som blandt andet giver sig udslag i en meget løs forbindelse mellem den enkelte døbte og kirkens liv.

Troen kommer fra det som høres, men hvad nu, hvis ingen hører? Også Luther ville naturligvis mene, at ingen kan døbe sig selv - lige så lidt som et menneske kan være kristen alene.

Hvor Kristus er, der er fællesskab, der er kirke. Og det er altid konkret, som Guds historie med mennesker er konkret.

"Gud er en rygende varm bageovn"
Men kan jeg lide Luther? Jeg skrev selv mit teologiske speciale i den protestanstiske højborg Tübingen og jeg skrev om Martins Maria-fromhed. Så ja, noget kan jeg lide, andet af Luther kan jeg slet ikke goutere.

Han var et meget sammensat menneske, men også god for sine vidunderlige billeder. Mit bedste Luther-citat er derfor: ... skulle jeg male Gud, ville jeg male ham som en rygende varm bageovn, fuld af kærlighed

Jesper Fich er sognepræst i Den Katolske Kirke.