"Spiritualiteten røg ud med vievandet"

Spiritualiteten er traditionelt blevet underbetonet i lutherdommen og i folkekirken, mener Lene Skovmark Foto: stock.xchng

Udfordringen er at hente Luther ud af lutherdommens skygge og i højere grad at udfolde den spiritualitet, der ligger i hans egen tænkning, mener åndelig vejleder Lene Skovmark

Luthers formuleringer om retfærdiggørelse af tro og frelsen ved nåden alene, uden gerninger, gav mening i en tid, hvor folk var tynget af gerningsretfærdighedens åg og krav om aflad.

Budskabet om Guds nåde er til enhver tid befriende, men behøver at blive formuleret mere nuanceret for at bevare sin relevans. I mit møde med søgende mennesker både i kirken såvel som udenfor - oplever jeg, at mange ikke vil nøjes med ord.

De søger en vej at gå, efterspørger åndelig praksis og at deres åndelige erfaringer og bestræbelse bliver taget alvorligt. De savner spiritualitet, og at der er sammenhæng mellem tro og liv.

Hvor spiritualiteten traditionelt er underbetonet i lutherdommen og i folkekirken, havde Luther selv faktisk en langt mere dynamisk forståelse af retfærdiggørelsen, end man umiddelbart får indtryk af.

Som munk var Luther selv i sin teologi og åndelige praksis dybt forankret i middelalderens mystisk-teologiske tradition. Men i kampen for den rette lære blev det stridspunkterne i forhold til katolske kirke, der kom til at præge udformningen af luthersk teologi.

Vægten blev lagt på den rette lære, og spiritualiteten røg så at sige ud med vievandet. I nogle af sine tidlige skrifter lægger Luther vægt på sammenhængen mellem tro og gerninger, troens vækst, og om bøn og meditation.

Retfærdigheden skal udfolde sig i den kristnes liv
I flere af sine skrifter fremhæver Luther den nødvendige og naturlige sammenhæng mellem tro og gerninger. I Et Kristenmenneskes Frihed fra 1519 skriver Luther, at der i livet må ske en ligedannelse med det indre menneske.

Han understreger, at den kristne ved troen på Kristi retfærdighed i det indre menneske er fuldkommen fri for al fordømmelse og forpligtelse. Samtidig er det ydre menneske alles tjener og forpligtet på at gøre gode gerninger for næstens skyld. Denne tro og fylde må vokse indtil det hinsidige liv.

I et knap så kendt skrift Om den dobbelte retfærdighed skelner Luther mellem et ydre og indre aspekt af retfærdigheden. Den første retfærdighed er Kristi egen retfærdighed. Den er fremmed og indgydt udefra, så sandt som Kristus bor ved troen i hjertet og lever sit liv i den troende.

Retfærdiggørelsen indebærer, at Kristi retfærdighed faktisk udfolder sig i den kristnes liv. Han tilføjer, at retfærdigheden ikke indgydes helt på én gang, men den begynder, går fremad og fuldkommes endeligt gennem døden.

At være luthersk i dag handler om tilgivelse og frimodighed
At være luthersk indebærer at være lydhør over for, hvad Luther også siger. Men spiritualiteten og troens erfaring har altid haft trange kår i den akademiske verden, og Luther er alt for ofte tolket på forkerte præmisser.

Luther byggede fra først til sidst på skriften og på tiltroen til Guds nåde.
Udfordringen er at hente Luther ud af lutherdommens skygge, og i højere grad at udfolde den spiritualitet, der ligger i hans egen tænkning.

At tale med frimodighed om den sunde balance mellem tro og gerninger. At formidle budskabet om tilgivelse, så det ikke bliver en sovepude, men bliver en opmuntring til et liv i frihed og tjeneste. At være luthersk er at hvile i, at frelsen allerede nu er fuldendt, og at der samtidig er en proces i livet på vej mod fuld virkeliggørelse.

Samtidig må vi besinde os på, at den lutherske kirkes historie og teologi ikke begyndte ved reformationen, men har rødder tilbage til den fælleskirkelige tradition, som Luther var rundet af. Vi må i højere grad tænke kontinuitet og ikke brud, og med frimodighed øse af kilderne fra den udelte kirkes visdom og teologi. At være luthersk er meget dybere end som så.

Lene Skovmark er uddannet sygeplejerske, cand.theol og panelist på kristendom.dk