Synspunkt

"Bibelen er fuld af lys og mørke"

I beretningen om Jesu fødsel går stjernen op i øst og viser vej gennem nattemørket til Guds menneskesøn, skriver sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard. På billedet ses Petrus Pourus' billede fra 1571 af hyrderne, der tilbeder Jesusbarnet. Billedet hænger i Vor Frue Kirke i Brügge i Belgien. Foto: Colourbox.com

Bibelens billeder er bygget op af mørke og lys. Mørket er det farefulde onde, men uden lys kan hverken mørke eller ondskab erkendes, skriver sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard

”Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset”. Citatet er fra Davids salme 139. Det er ord, der trøster, når man føler sig allermest ulykkelig og sort indvendig.

Måske er den guddommelige virkelighed helt anderledes end den menneskelige. Det samme var den kloge, gamle hedning Platon inde på i sit hulebillede. Fordi vi mennesker kun erkender vores verden i tre dimensioner, og der sandsynligvis er langt flere, har vi brug for billeder, lignelser og symboler.

Bibelens billeder er som alle andre billeder bygget op af mørke og lys, det som skaber liv og dynamik, og som man i malerkunsten kalder clair-obscur. I Bibelen er mørket det farefulde onde. Men uden lys kan hverken mørke eller ondskab erkendes.

Al bevægelse lammes, da Gud sender tykt mørke over Ægypten som den 9. plage for at få Farao til at give jøderne fri (2.Mos,10,21). Modsat kan heller ikke lyset og glæden opleves uden en baggrund af mørke og livet kun rigtigt opleves i erkendelsen af dødens mulighed. Det er det, der gør enhver fødsel til et under.

Skabelsesberetningens præludium er mørket over urdybet. Med sit ord skaber Gud lyset, ”Og”, som der står i 1.Mos.1,4-5: ”Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag og mørket nat”.

I en sådan mørk nat på flugt for sin egen ondskab er det, at Jakob drømmer om den lysende stige, der forbinder jord og himmel og får sin pagt med Gud (1.Mos.28,11-16), og en tilsvarende nat bliver velsignet og får navnet Israel af Gud efter at have kæmpet med ham (1.Mos.32,24-32). Ved midnatstid gik Morderenglen gennem Ægypten for at dræbe landets førstefødte drengebørn, så jøderne slap fri for deres slaveri og kunne føres tilbage til Kanaans land af Moses (2.Mos.29)

Hvor indledningen til Det gamle Testamente er historien om den materielle skabelse, er indledningen til Johannesevangeliet en slags filosofisk skabelsesberetning: I begyndelsen var ordet, alt blev skabt ved det, i det var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det (Joh.1,1-5).

I beretningen om Jesu fødsel går stjernen op i øst og viser vej gennem nattemørket til Guds menneskesøn (Matt 2,1-10). Nikodemus må som farisæer opsøge ham om natten (Joh.50-51), og Jesus svigtes af alle og forrådes af Judas i Getsemane Have skærtorsdagnat (Matt.26,36-50).

Alle disse natteepisoder har inspireret malere gennem tiden. Men det billede, som mest har fået mig til glimtvis at tro på det, jeg ikke forstår eller kan forklare, er Geertgen Tot Sint Jans ”Julenat” fra c.1490. Det hænger på National Gallery i London og måler kun 34 x 25 cm. Midt i billedet ser man en foderkrybbe med et ganske lille barn i. En kvinde, en okse, et æsel og fem små engle med vinger bøjer sig ind over krybben. Alle synes helt stille i ærefrygt. De oplyses og varmes af barnet som af et bål. Bagved i mørket anes en mand, men også han varmes af barnets stråler. Gennem staldens dør kigger vi ud i natten og ser langt borte en anden lyskilde, en svævende engel midt i den sorte himmel. På bjergskråningen nedenunder står og knæler små skikkelser i silhuet omgivet af får.

Billedet er ikke enestående. Den nederlandske maler Hugo van der Goes lod sig inspirere af Den hellige Birgitta, der i en vision havde set Jesusbarnet ligge på jorden og lysstråler udgå fra ham. Mange af Goes´ elever tog motivet op. Men ingen, synes jeg, har så klart som Geertgen Tot tolket evangeliet om, hvordan Guds ord blev kød og tog bolig hos os, og hvordan der i dette ord var liv, og at dette liv var menneskers lys, som mørket ikke fik bugt med. Anne-Mette Gravgaard
Sognepræst og kunsthistoriker