Venligbostifter Mads Nygaards tanker om tro

Forfatter og medstifter af Venligboerne Mads Nygaard er selv ateist. Men han ser troen blandt de mennesker, han møder; hos de flygtninge, der indrettede et bederum på asylcenteret og hos landsbypræsten, der gav rum til sorgen. Her sætter han ord på sine tanker om tro

Jeg er ateist. Jeg tror på mennesker. Med det syn på tilværelsen trådte jeg ind i Hjørring Asylcenter i september 2014. 485 flygtninge ankom. Fra 25 forskellige lande. Den største gruppe kom fra Eritrea og var mestendels kristne. Den næststørste gruppe var fra Syrien og var mestendels muslimer.

Flygtninge indrettede rum til troen
Jeg opdagede hurtigt, at tro fyldte gevaldigt for begge. Indenfor få dage var der oprettet rum til bøn. Ikke rum givet af asylcenteret, nej, nogle af beboerne opgav deres egen bopæl for at give plads til fællesskabet.

Lyder jeg rosende nu? Så er det korrekt opfattet. Jeg var imponeret over, at mennesker, der et par uger forinden havde siddet på en overfyldt båd på Middelhavet, nu straks opgav den seng, de lige havde fået. For at give plads til troen.

Hverdagen indfandt sig. Snart havde jeg fuld adgang til begge lejre. Hvad enten jeg blev inviteret ind til en kristen bøn eller en muslimsk ditto, var det en overvældende oplevelse. Skræmmende, faktisk. Helt og aldeles ulig noget, jeg havde prøvet før.

Synet af mennesker, der alle gjorde de samme bevægelser og messede de samme lyde, jeg ikke forstod, var umiddelbart en anstødssten, jeg snublede over. Min far havde altid lært mig at hylde de individer, der ikke går i takt, de, der går selv. En ny verden åbenbarede sig altså for mig hver eneste dag.

For både eritreerne og syrerne var en asketisk tilgang til livet i højsædet. Til alle de fester, der blev holdt, var der et forbløffende fravær af alkohol og tobak. Det var også skræmmende, ja, i begyndelsen en decideret hæmsko. For mig.

Jeg fik et særligt svagt punkt for de kristne og muslimske beboere, der ikke kunne holde den stramme linje. De, der røg i smug. Eller faldt i flasken og pludselig sejlede rundt i en brandert, jeg snildt kunne se mig selv gentage ved førstkommende lejlighed. Og jeg klukkede indvendigt, når jeg på én af byens natklubber pludselig mødte nogle af beboerne fra asylcenteret ude på dansegulvet.

I takt med at jeg fik både stærkt troende kristne og muslimer som venner, spurgte jeg nysgerrigt ind til religionerne. Jeg husker særligt én sondring, som en syrer kom med. Vi sad og sludrede. Vi snakkede om kærlighed. Jeg spurgte, om det var et krav for ham, at hans fremtidige udkårne skulle være muslim som ham. Han svarede: ”Hun må være muslim, jøde, kristen, you name it. Men der er én ting, hun ikke må være.”

”Ja? Hvad?” spurgte jeg.

”Hun må ikke være ateist. Hun skal tro på noget, der er større end hende selv. Ligesom jeg gør.”

Landsbypræsten blev inviteret på bajer og smøger
Min far havde fire befolkningsgrupper, han var særligt kritisk overfor. Rockere, ansatte i Bagmandspolitiet, skolelærere og præster. Jeg har mange venner i sidstnævnte kategori, men det var faktisk først, da netop min far døde, at jobbets vigtighed gik op for mig. Det blev således min ven, landsbypræsten, der skulle forestå begravelsen. Det var ikke ceremonien i sig selv, der gjorde forskellen. Nej, det var kaffen, vi drak én af dagene op til det sidste farvel.

Min ven samlede min mor, min søster, min bror og jeg og spurgte: Vil I ikke fortælle mig, hvordan Bent var?

Han skulle bruge oplysningerne for at kunne holde en ordentlig tale til begravelsen. Med god ret for min far havde aldrig sat sine fødder i landsbykirken. Faktisk nåede de to mænd kun at møde hinanden én gang. Efter ønske fra min mor, der i modsætning til den gamle selv var særdeles flittig kirkegænger. Da hun forelagde ønsket for min døende far, svarede han, at præsten måtte komme på visit på én betingelse. De skulle sammen drikke en bajer og ryge en smøg. Ellers kunne han glemme alt om det.

Præsten var ikke længe før netop lykkedes med at holde op med at ryge, så det var noget af betingelse. Men ja, sagde han. Pligten kaldte jo. Og sådan gik det til, at de to mødtes én gang inden det var slut. I fars hule.

Her fik præsten sikkert rigeligt med indblik til at kunne holde en god begravelsestale, men alligevel insisterede han altså på kaffemødet. Så der sad vi. Midt i sorgen. Hvordan var han, den gamle?

Det viste sig, at vi hver især valgte at fremhæve vidt forskellige ting. Vi sad der med tårerne springende og sammenflikkede et forunderligt og nuanceret billede af den gamles liv og væsen. Små skvulp af latter kom også. Skubbet frem af lyse minder. Den svalende, befriende snak tror jeg ikke, vi havde taget uden præstens tilskyndelse.

Ti-årige Muhammed viste klassen, hvordan han beder
For nyligt kastede islamkritikere sig over en skole i Thyregod. Det skyldes en video med en 3. klasse, der er blevet spredt på nettet. Én af eleverne hedder Muhammed, og han har sudanesiske rødder. Han beder fem gange om dagen, og i videoen viser han, hvordan det foregår. Med bedetæppe og det hele. De andre elever og læreren prøver efter bedste evne at gentage Muhammeds ord og bevægelser.

Skolelederen kom i radioen og forklarede, at det skete i forbindelse med en temauge, hvor hver enkelt elev skulle vise de andre i klassen noget, der for ham eller hende betød noget særligt. En hamster, en violin, en flitsbue, en tro, you name it.

Skolelederen var en kende famlende i sin forklaring. Jeg synes, han skulle være stolt. Og rose sine lærere til skyerne. For at lade ti-årige Muhammed vise sine klassekammerater noget, der betyder alverden for ham.

Ligesom det betyder alverden for min syriske ven, at hans hustru tror på ét eller andet, der er større end hende selv. Ligesom det betød alverden for min far, at præsten fandengaleme skulle komme og snuppe en pilsner og en smule tobak, hvis de skulle sige goddag og farvel til hinanden. Og ligesom det har betydet alverden for min udsigt, at jeg ved et rent lykketræf fik et job som manden på gulvet i Hjørring Asylcenter i 2014.

For sandheden er jo, at jeg ikke vidste en pind om flygtninge, da jeg begyndte. Jeg anede ikke, at der fandtes et relativt lille land i Afrika ved navn Eritrea. Jeg anede ikke at tro kan fylde så meget i den enkeltes liv, at vedkommende hellere end gerne afgiver sin egen bopæl for at skabe plads til religionens udfoldelse.

Jeg fik kort sagt nuanceret mit verdensbillede. Det vil jeg for altid sætte uendeligt stor pris på.