Kronik

Målet for lange vandringer har ændret sig fra at finde Gud til at finde sig selv

Da corona kom ind, gik Jane Sandberg ud - bogstaveligt talt. Hver morgen, når hun stod op, gik hun den samme tur gennem skoven til Øresund for at klare tankerne. På den måde dæmpede hun angsten for den ukendte sygdom og mærkede vandringens helbredende kraft. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Lange vandreture har forvandlet sig fra fortidens pilgrimmes pietistiske erkendelsesvandringer til egotrips og forsøg på at finde sig selv - og måske især troen på sig selv - i en svær virkelighed, skriver museumsdirektør og forfatter Jane Sandberg i denne kronik

I verdensreligionerne har det at gå ofte været symbolsk udtryk for erkendelsesprocesser og religiøse overgangsritualer. Vi har netop passeret tidspunktet for den årlige hajj – den muslimske pilgrimsfærd.

Hajj er af islams fem søjler som foreskriver, at alle muslimer en gang i livet skal vandre til Mekka for at vise lydighed mod Gud. Pilgrimsfærden er i islam at sammenligne med dåb eller konfirmation og kan ses som et overgangsritual, hvor den muslim, der har gennemført pilgrimsfærden har bekræftet sin tro og efterfølgende indtager en ny stand i den muslimske verden.

I vores moderne liv er det blevet vældigt populært at vandre lange ture. Vi traver på Caminoen, Camønoen eller bare rundt om Furesøen. Men er målet med den slags lange gåture stadig forbundet med tro, eller er nutidens vandringer blevet til statussymboler og egotrips, som mest handler om indsigt i sig selv?

Da corona gik ind, gik jeg ud. Sådan helt bogstaveligt. Hver morgen stod jeg op og mødte dagen med en gåtur. Ned gennem skoven til Øresund. Samme tur hver morgen, og – kunne jeg konstatere efter nogle uger – i tavst selskab med de samme mennesker.

Først passerede vi blot hinanden i behørig afstand, men som ugerne gik, blev vi mindre fremmede for hinanden. Distancen blev opløst med et forsigtigt nik, siden et smil for at ende med frejdige, verbale godmorgen-hilsner.

De gåture blev min måde at være i corona-uvisheden på. Her kunne jeg nemlig få ro til at lade tankerne falde på plads, og mine bekymringer blev mindre eller i hvert fald mere håndterbare i takt med solens opstigen på forårshimlen. Fra den 11. marts til den 1. maj har jeg gået flere end 200 kilometer, fortæller min motions-app mig. Ingen tvivl om, at de gåture har betydet, at jeg har kunne tøjle min egen angst ved det ukendte corona-monsters fremfærd, men de ture har handlet om mig selv. Ikke om noget større. Og jeg tror, at min oplevelse af gåturens sjæle-helende effekt er en, jeg deler med mange.

Søren Kierkegaard hyldede gåturens meditative effekt, da han i et brev til sin svigerinde Henriette i 1847 skrev:

”Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo kan gaae fra den."

Den japanske forfatter Haruki Murakami nøjes ikke med at gå. Han løber og finder overskuddet til at skrive ved at løbe. En hel bog om at løbe, er det faktisk også blevet til. Og den norske forfatter Tomas Espedal tager i sin bog ”Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” livtag med, hvad det er, gåturen gør ved et menneske, når han skriver:

”Mærker en varm og jublende klarhed i kroppen. Tankerne vågner og mister tyngde… tankerne bliver lettere… Langsomt går det op for mig, du er lykkelig, fordi du går”.

Mon ikke de fleste efterhånden kender eller kender til en, som har vandret, hvis ikke Caminoen eller det halsbrækkende Pacific Crest Trail så bare lidt af Hærvejen? Men hvorfor rammer gåturen os moderne mennesker rent? Hvad er det vi søger – og måske finder – ved simpelthen at sætte det ene ben foran det andet?

Der er jo tale om velovervejede og velplanlagte valg, når mennesker vælger at rive nogle uger ud af en travl kalender for at snøre vandrestøvlerne og traske ensomt over andalusiske sletter eller gennem nordspanske bjerglandskaber. Men hvorfor gør de det?

Der er ingen tvivl om, at en tur på Caminoen lader de færreste uforandrede. De, der går den slags ture, kommer ofte hjem med nye tanker om, hvordan deres liv skal leves, og måske mest af alt en klarhed over egne værdier. For der har jo været god tid til at tænke og se ens egen livsførelse efter i sømmene, når det ene skridt har taget det andet på støvede og ensomme stier i majestætisk natur.

De fleste, jeg kender, som har taget den slags vandringer, har da også gjort det, fordi de enten har rundet en milepæl, eller fordi de søgte en vej ud af et fortravlet liv, hvor de måske lidt følte, at de havde mistet orienteringen.

Men det er jo egentlig først, når disse gå-glade mennesker kommer hjem igen, at den lange vandring for alvor skal vise sin effekt. Det er nu, at der skal sættes handling bag de mange tanker forstret på de ensomme stier.

For når vandringen ikke hænger sammen med et religiøst sigte, men i stedet handler om mig-mig-mig, så er det altså også kun dig-dig-dig, der kan skabe forandringen.

Der er ikke, som i islam, en ny stand at indtage i et trosfællesskab, når de sidste skridt er taget på den symbolske vandring. Hvis forandringen skal indfinde sig, er det den enkeltes projekt, og derfor ender mange af de lange vandringer ofte med at blive historier om fysisk formåen og ikke mindst evnen til at holde sit eget selskab ud. Hvilket jo sådan set er gevinst nok i sig selv!

For de fleste, mig selv inklusive, ville et par uger udelukkende i eget selskab sådan set udgøre udfordring nok. Men det ser unægteligt ud som om de lange ture, når de løftes ud af en religiøs kontekst, går fra at være pietistiske renselses- og erkendelsesvandringer til egotrips og forsøg på at finde sig selv - og måske især troen på sig selv - i en svær virkelighed.

For et par år siden var jeg i den jordanske ørken Wadi Rum for at vandre. Jeg gik sammen med 11 andre topledere, som jeg ikke kendte i forvejen. Vi gik med det formål at føre protreptiske samtaler. Det er en samtaleform, som med inspiration fra Aristoteles sagt på forenklet nudansk handler om at spørge nysgerrigt til den anden og sætte sig selv i baggrunden. En i grunden ret fin øvelse, som både jeg selv og sikkert også andre kunne have glæde af.

For hvem kender ikke oplevelsen af at føre en samtale, hvor det, der bliver sagt, er så interessant, at du ikke kan vente med at sige ”det kender jeg godt fra mig selv”, hvorefter du konverterer dialog til monolog?

Når jeg nævner netop den vandretur her, så skyldes det, at jeg i samtalen med mennesker, jeg ikke kendte, faktisk blev mødt med spørgsmål, som i den grad fik indflydelse på, hvordan jeg tænkte om noget, jeg før rygsækken var pakket syntes var mejslet i sten.

Under ørkenens brændende sol blev jeg mødt af oprigtig undren over nogle af mine valg, som jeg aldrig selv ville have skænket flere refleksioner. Og når den slags samtaler var mulige, så tror jeg, det var fordi, vi gik. Uden at se hinanden i øjnene, som når man sidder bænket ved et bord og med mulighed for pauser. Enten bare for at få vejret (det er hårdt at gå i varmt sand!), eller fordi landskabet krævede vores opmærksomhed.

Jeg lovede mig selv, at jeg skulle have flere af den slags samtaler, når jeg kom hjem. Altså gående samtaler. Og det løfte har jeg holdt. Og selvom mange af mine corona-kilometer er gået alene, har jeg heldigvis også gået sammen med andre. Både venner og kollegaer. Med gode samtaler og undrende spørgsmål som gevinst.

Når vandringen ikke hænger sammen med et religiøst sigte, men i stedet handler om mig-mig-mig, så er det altså også kun dig-dig-dig, der kan skabe forandringen

Jane Sandberg