Beretning fra Vestsahara

Marathon i Afrikas sidste koloni

Den 26. marts løb folk fra hele verden i solidaritet med sahrawierne til Sahara Marathon i den algeriske by, Tindouf, på grænsen til Vestsahara. Foto: Mathilde Goldschmidt Andersen og Drude Daverkosen

Hundredvis af løbere er taget til Saharas golde ørken, hvor sandstorme raser og solen bager ubarmhjertigt for at deltage i Sahara Maraton 2019. Det gør de, for at vise deres støtte til de sahrawiske flygtninge, der siden 1975 har boet i flygtningelejre midt i ørkenen. Her venter de på, at kunne vende tilbage til deres hjemland, Vestsahara - Afrikas sidste koloni

Sahara Marathon skal sætte fokus på den glemte konflikt mellem det sahrawiske folk og Marokko.

Siden den oprindelige kolonimagt, Spanien, trak sig ud af Vestsahara har Marokko forsøgt at annektere området, i håbet om at genoprette et gammelt marokkansk storkongedømme. I 16 år fra 1975 til 1991 var det sahrawiske folk i åben krig med Marokko om kontrollen over deres hjemland.

FN forhandlede en våbenhvile på plads i 1991, som lovede sahrawierne en folkeafstemning, hvor de skulle stemme om deres uafhængighed fra Marokko. Afstemningen er dog endnu ikke blevet afholdt, og mere end 200.000 sahrawier bor stadig i de snart 45 år gamle flygtningelejre i Algeriets ørken. Samtidigt lever flere stadig under Marokkos undertrykkelse i det besatte Vestsahara.

I mellemtiden er to generationer sahrawier født og opvokset i lejrene. Livet er præget af den midlertidighed, som den stagnerede konflikt har skabt. Ørkenens tørre sand giver ikke mange muligheder for selv at skaffe mad på bordet, og sahrawierne er blevet afhængige af international nødhjælp.

Med årene er nødhjælpsrationerne blevet mindre, da andre konflikter og humanitære katastrofer tiltrækker sig mere opmærksomhed. Det er en af årsagerne til, at uligheden i lejrene er steget de seneste par år i takt med, at flere unge får arbejde i udlandet og sender penge hjem til deres familier.

Civilsamfundet i lejrene er enormt levende. Tredive unge kvinder er gået sammen for at hjælpe de fattigste og mest udsatte flygtninge i deres lokalsamfund. Med bidrag fra deres egne lommer og donationer fra lokale forretningsdrivende hjælper de enker, fraskilte kvinder og forældreløse børn. Kvindernes motivation finder de hos deres mødre og bedstemødre som, mens mændene var i kamp mod marokkanerne, byggede de nuværende flygtningelejre op fra bunden på et af verdens mest ubeboelige steder.

Alt er midlertidigt i Afrikas sidste koloni. Imens sahrawiernes siden våbenhvilen i 1991 har ydet ikke-voldelig modstand og satset på internationale forhandlinger og diplomati, så er to generationer født og opvokset i lejrene, og har set deres forældre blive gamle her. Særligt blandt de unge er der store frustrationer over den stagnerede konflikt og over det internationale samfund, som lader dem i stikken ude midt i ørkenen uden mulighed for at skabe sig deres egen fremtid.

Flygtningelejrene er præget af en moderat og liberal islam, men ligger i en politisk og økonomisk ustabil region, som oplever en stigende religiøs radikalisering af unge. Eksilregeringen, Polisario, som administrerer lejrene har i de seneste år haft rigtig meget fokus på at forhindre mismod og frustrationer blandt de unge af frygt for, at de tiltrækkes af radikale religiøse grupper. Sportsaktiviteter og andre fritidstilbud spiller en stor rolle i forhold til, at give børn og unge selvtillid, muligheder for at skabe deres egen hverdag samt vise dem alternativer til narkosmugling eller vold.

Sahrawierne venter på en folkeafstemning. Samtidigt er danske og europæiske interesser med til at forlænge konflikten og fastholde sahrawierne i deres situation. Det er dyrt for Marokko at opretholde besættelsen af Vestsahara, men internationale interesser og alliancer er med til, at gøre det til en god forretning for besættelsesmagten. Senest har flere danske politikere stemt for en fiskeri- og landbrugsaftale med Marokko, der indebærer handel med varer fra de besatte områder på trods af, at det er i strid med både international lov og EU Domstolens nylige afgørelser.

Fremtiden for Afrikas sidste koloni er dybt afhængig af FN-forhandlinger om en folkeafstemning og af den politiske vilje og opbakning fra det internationale samfund. Indtil videre fortsætter sahrawierne kampen for retten til deres eget land.

Foto: Mathilde Goldschmidt Andersen og Drude Daverkosen
De sahrawiske kvinder går iklædt deres traditionelle dragt, melfa’en, der tjener til at beskytte mod sol, sand og vind. Melfa’en er et symbol på et miks af traditionelle nomade traditioner og islamisk praksis. Foto: Mathilde Goldschmidt Andersen og Drude Daverkosen