Maria Stenz’ yndlingsbog er hypnotiserende, barsk og fuld af håb

Da skuespillerinde Maria Stenz læste bogen “Syng, levende og døde, syng”, måtte hun af og til smække bogen i, når scenerne blev for grufulde. Men hun var alligevel draget til at læse videre

Bogen “Syng, levende og døde, syng”, der er skrevet af Jesmyn Ward, foregår i den fiktive by Bois Sauvage i de amerikanske sydstater. Den centrerer sig om den unge dreng Jojo og hans familie, der på moderens side er sort og på faderens hvid.

Jojos liv er mildest talt kaotisk: Hans mor, Leonie, forsøger at tage sig af sine børn, men hun kan ikke. Hun elsker kun sine stoffer og sin mand Michael, der er Jojo og hans søster Kaylas hvide far.

Han sidder i fængsel, så omsorg får børnene kun fra Leonies forældre, der er fattige på penge, men rige på kærlighed til deres børnebørn. Jojos elskede bedstemor befinder sig på livets rand i dødskamp med en kræftdiagnose.

Jojos familie befinder sig på bunden af det sociale hierarki, og historien er både ubehagelig og frastødende. Men den er også stærk. Og den taler til følelserne.

Da skuespillerinde Maria Stenz læste bogen denne sommer, blev hun dybt berørt.

“Følelsesmæssigt blev jeg vanvittigt påvirket af at læse den. Sproget er hypnotisk, og jeg blev berørt over de forskellige menneskers fortælling. De fik mig til at tænke på min egen barndom og på noget, der ikke findes - nemlig retfærdighed,” siger hun og fortsætter:

“Romanen sætter fokus på menneskets vilkår og det svære i livet. Hvordan får vi noget ud af det liv, vi har fået?”

Kvinder uden kærlighed
Hovedpersonen Jojos mor er den følelsesmæssigt afstumpede narkoman Leonie. Hele hendes følelsesliv er ødelagt, så der kun er plads til sex og erotisk kærlighed - ikke til moderlig omsorg. Den eneste fysiske kontakt mellem hende og børnene er, når hun rammer dem med en knytnæve eller giver dem en lussing. Det er både stærkt og forfærdeligt, mener Maria Stenz, for den type kvinder findes også i virkelighedens verden.

“Jeg kan genkende bogens problematikker fra mit eget liv, for da jeg boede i kollektiv, så jeg det selv ske for kvinder, at de ikke både kunne elske deres mænd og deres børn,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg har været vanvittigt bange for kvinder, der ikke kunne give deres børn kærlighed og omsorg nok. Jeg blev decideret angst for dem. For de kunne kun give deres mænd kærlighed, ikke deres børn, og det har jeg aldrig kunne forstå. Så jeg har undgået disse kvinder, fordi jeg synes, det er så mærkeligt. Det er så synd for virkelighedens børn, ligesom det i bogen er synd for Jojo og hans lillesøster Kayla.”

Det evige håb
Bogen behandler nogle emner, der er så tunge og forfærdelige, at Maria Stenz med sin billedrige fantasi nogle gange var nødt til at tage en pause fra læsningen:

“Der er mange grove beskrivelser af, hvordan man for eksempel behandlede arbejderne i bomuldsmarkerne. Det er barske løjer, og der bliver ikke lagt bånd på noget. Der måtte jeg simpelthen lukke bogen og sidde og sunde mig lidt, før jeg bladrede videre. Men jeg fik dårlig samvittighed over at springe afsnittet over, så jeg gik alligevel tilbage og læste de grove beskrivelser,” fortæller Maria Stenz.

Hun har et smil på læben, men et alvorligt blik i de mørke øjne.

Romanens handling er hjerteskærende og smuk, og samtidig med at den er tung og alvorlig, bærer den også en modvægt: håbet. Det udødelige håb, der aldrig slukkes, men som altid skinner for en bedre fremtid. Og formidlet med forfatterens fortryllende sprog gør det for Maria Stenz “Syng, levende og døde, syng” til en ekstraordinær læseoplevelse.

“Romanen får mig til at tænke på, hvordan man kan vise medfølelse og omtanke, og hvor vigtigt det er at få et bredere perspektiv på andre mennesker i verden. Nogle gange er det nogle meget enkle mekanismer, der får en til at tænke sig om og se de store ting i livet i de små ting. Denne læseoplevelse har givet mig en følelse af, at der er noget, der er meget større end mig selv.”