Dømt kvinde, der kaldte Muhammed pædofil, fik ikke krænket sin ytringsfrihed
En østrigsk kvinde er blevet dømt for blasfemi efter at have kaldt Muhammed for pædofil. Det er interessant, at Menneskerettighedsdomstolen ikke tilslutter sig dommen mod kvinden, men blot understeger, at hendes ytringsfrihed ikke er blevet krænket, vurderer ph.d. og lektor Sune Lægaard
Det kan blive dyrt at kalde den muslimske profet Muhammed for pædofil. Det har en østrigsk lærerinde måttet sande. Ved nogle seminarer om islam i 2011 gav hun udtryk for, at Muhammeds ægteskab med en mindreårig var pædofili. Hun blev dømt for blasfemi og skulle betale en bøde.
Kvinden ankede sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som den 25. oktober 2018 afgjorde, at Østrig med dommen ikke havde krænket den ytringsfrihed, som er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Ytringsfriheden er ikke ubegrænset
Domstolens afgørelse tager udgangspunkt i, at menneskers ytringsfrihed ikke er ubegrænset, men kan blive begrænset, eksempelvis hvis ytringer kan lede til religiøs intolerance. Konventionen tillader indgreb i ytringer, hvis indgrebene sker som middel til et legitimt mål og er proportionale i forhold til dette mål.
Spørgsmålet er derfor, om det konkrete indgreb i kvindens ytringsfrihed var proportionalt. Denne vurdering må tage hensyn til de lokale forhold. Her tager domstolen udgangspunkt i dens egen doktrin om den såkaldte nationale skønsmargen. Ifølge doktrinen er de nationale myndigheder bedre placeret til at foretage vurderinger af lokale forhold, end den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er.
Domstol skal tjekke de nationale domstole, ikke ytringen
Domstolen skal således ikke selv vurdere den konkrete ytring. Domstolen skal blot tjekke, om de nationale domstole har foretaget en sådan vurdering, der inddrager de relevante hensyn. Det finder menneskerettighedsdomstolen, at de østrigske domstole har gjort. Derfor afgjorde domstolen, at kvindens ytringsfrihed ikke var blevet krænket.
Denne afgørelse vil uden tvivl forekomme urimelig for mange. Kvindens udsagn er ikke unormalt i debatter om islam, og normalt sætter vi ytringsfriheden højt, især i debatter om religion. Der er da også allerede kommentatorer på de sociale medier og i dagbladene, der har kritiseret dommen. Kritikken går blandt andet på, at domstolen ofrer ytringsfriheden ud fra et misforstået multikulturalistisk hensyn til en religiøs minoritets følelser.
Men her er det vigtigt at huske, at Menneskerettighedsdomstolen faktisk ikke tilslutter sig den østrigske dom mod kvinden. Domstolen siger bare, at den østrigske dom ikke krænker kvindens ytringsfrihed. At en dom ikke krænker konventionen, betyder jo ikke, at dommen er en god ting.
Kritikere er kun glade for domme, de er enige i
Mange af dem, der har kritiseret domstolens afgørelse, ser den som et forsvar for multikulturalisme. Men mange kritikere af multikulturalisme var glade for en anden dom fra Menneskerettighedsdomstolen, nemlig S.A.S. v. France fra 2014. Dengang afgjorde domstolen, at det franske burkaforbud ikke krænkede religionsfriheden. Det var den dom, der åbnede for, at den danske regering kunne fremsætte sit såkaldte tildækningsforbud.
Dengang var der mange kritikere af multikulturalisme, der henviste til det, at Menneskerettighedsdomstolen nu havde ”blåstemplet” et burkaforbud, som en selvstændig grund til, at vi nu burde indføre et sådant forbud i Danmark. Men dengang var domstolens begrundelse præcis den samme som i den aktuelle sag, nemlig at det lå inden for den nationale skønsmargen, hvorfor de nationale domstole var bedre placeret til at foretage de krævede vurderinger.
Så kritikerne af multikulturalisme er altså glade for menneskerettighedsdomstolen, når den støtter deres egen sag, for eksempel tillader et burkaforbud, men kritiske, når den som i den aktuelle sag går imod deres dagsorden – selv om begrundelsen er fuldstændig den samme i begge sager, nemlig at det må afgøres i de nationale domstole.
Sune Lægaard er ph.d. og lektor i filosofi. Siden januar 2017 har han været medlem af bestyrelsen for Dansk Institut for Menneskerettigheder. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.