Midt i bønnekalds-debatten: En opfordring til respekt for andres følelser

Det muslimske bønnekald, der i slutningen af april kunne høres over Gellerup i Aarhus, diskuteres stadig. Islamkender og tidligere imam Ahmed Akkari opfordrer i dette debatindlæg muslimer til at udvise almindelig, gensidig respekt for de religiøse traditioner i Danmark

Debatten om offentligt bønnekald og offentlig bøn fortsætter, og den har nu atter trukket linjerne skarpt op mellem politikere, debattører og borgere. Nogle accepterer det offentlige bønnekald og oplever det som udtryk for en fredelig trosfrihed, mens andre er imod og ser det som en krænkelse af privatlivet og den sekulære indstilling til religiøse minoriteter.

Hvad er det egentlig, religiøse muslimer opnår ved at kalde til bøn offentligt?

Fra min erfaring med islamisk identitet giver bønnekald i offentligt rum en følelse af selvværd og anerkendelse. Det er ofte forbundet med tryghed ved omgivelserne at kalde til bøn blandt ikke-troende.

Dansk lovgivning er rummelig og giver plads til fri dyrkelse af religion, herunder fri forsamling, så længe den ikke forstyrrer offentligheden, strider imod loven eller udgør en trussel mod staten. Det hører til de rettigheder en borger har i samfundet, at man har ret til at dyrke Gud på den måde, der stemmer med ens overbevisning, herunder at kalde til bøn.

Det er derfor dejligt at opleve, at det er Danmarks fortsatte styrke at rumme forskellighed med udgangspunkt i den fortsatte sikring af rettighederne i loven, der baserer sig på universelle menneskerettigheder og internationale konventioner.

Det må vi håbe også gør sig gældende i fremtiden, så vi alle kan føle os sikret under Grundlovens rettigheder, uanset vores tro, etnicitet eller orientering. I den forstand kan muslimers bønnekald tolkes som en form for tryghed ved Danmarks lov og ret.

I Danmark er det tilladt at dele sine holdninger med folk, og det er heldigvis fortsat ganske trygt at erklære sine overbevisninger. Det er derfor dejligt at opleve, at det er Danmarks fortsatte styrke at kunne rumme forskellighed uden at gå på kompromis med rettighederne og loven. Hidtil har dansk lov stort set vist overskud til at rumme provokationer eller sætte en stopper for ulovligheder. Det må vi håbe fortsat gør sig gældende i fremtiden, så vi alle kan føle os sikret under Grundlovens rettigheder, uanset vores tro, etnicitet eller orientering.

I den forstand kan muslimers bønnekald tolkes som en form for tryghed ved Danmarks lov og ret.

Jeg ved, at religiøse muslimer føler en stolthed i at erklære deres tro for omverdenen og ser det som en slags mission, idet især ordene i azan er stærke udtryk for den muslimske tros læresætninger.

Derfor er bønnekald også en symbolsk handling, der fortæller, at muslimer er parate til være synlige med religiøse følelser og identitet. Det undrer mig ikke, at flere muslimer føler, at de derved hævder deres forestillinger på trods af "de vantros" misbilligelse.

Dog rummer det også en trods, der er udtryk for en reaktion mod samfundets tilstand. Der er en tydelig udfordring i at råbe sit bønnekald højt ud over en bydel som stadfæstelse af sin tilstedeværelse. En udfordring, der provokerer visse folk, som ikke deler troen.

Men hvordan bør muslimer egentlig forholde sig til sagen?

Med mit dybe bekendtskab til både det danske samfund og de muslimske miljøer i Danmark mener jeg, at vi muslimer kun bør have trosfrihed ligestillet med andre minoritetssamfund omkring os, og at vi ikke skal kræve at kaldet til bøn skal kunne høres offentligt, idet det er provokerende og ude af stil med det at respektere andres ret til fred og fravalg.

Et argument fra islams religiøse tekster er, at profeten Muhammed heller ikke forsøgte at kalde til bøn, da muslimer var en minoritet i Mekka, hvilket bør være et eksempel til efterfølgelse for muslimer i dag, hvor de er mindretal i vestlige lande. Det er ikke en del af det gode budskab at provokere sine omgivelser, der i forvejen tildeler vidde rammer af friheder til forsamling og praktisering af religiøse ritualer. Især ikke i sekulære samfund, der ønsker at tage hensyn til mange religioner.

Gellerup består ikke udelukkende af muslimer, og derfor er det flabet at ville dominere området med en højlydt azan. Andre trosretninger i Danmark kunne principielt ønske sig det samme i Gellerup eller et andet sted i Danmark, og så bliver det muslimer, der skal høre på en buddhistisk eller jødisk annoncering. Måske de vil vågne op til et ugentligt hinduistisk tempel-ritual, der med sang, trommer og andre instrumenter fortsætter i timevis.

Kristne kan desuden, og vel nok med rette, kræve at kirkeklokker skal kunne høres bredt i muslimske lande, hvor det i dag er forbudt, så der kan være tale om ligeværdige behandling.

Principielt er det den gensidige respekt, der skaber sameksistens, men den er naturligvis svær, hvis den ene minoritetstro kalder højlydt til bøn uden at samme ret tildeles andre religiøse minoritetsgrupper. Nogle vil føle sig krænket. Ikke mindst det ikke-muslimske flertal, der høfligt udviser rummelighed men også forventer det samme af sine muslimske medborgere. En høflighed, som jeg ved kendetegner de fleste stiltiende muslimer i samfundet, men som måske kommer i tvivl.

Jeg opfordrer derfor muslimer til ikke at lade sig føre af dem, der ikke tager sådanne hensyn til loven, de religiøse traditioner og almindelig gensidig respekt.

Til slut må jeg bede til at alt dette ender godt og med fortsat fred og forsoning.