Interview

Mikkel Beha: Min fars død har lært mig at mærke livet

“På den måde levede han forlæns og ikke baglæns, og det gjorde en kæmpe forskel for mig og dem, der var rundt om ham. Det var ikke et sort hul, vi sank ned i, men en smittende glæde over det fede i livet,” fortæller Mikkel Beha om sin far, Troels Kløvedal, der levede sine sidste to år med sygdommen ALS. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Da Mikkel Behas far blev syg og døde, var han pludselig efterladt som det ældste familiemedlem. Det satte nogle tanker igang hos ham, og han indså, at livet kun bliver bedre af, at man minder sig selv om sin egen dødelighed

Det er snart halvandet år siden, Mikkel Beha mistede sin far, Troels Kløvedal, til sygdommen ALS. Farens død efterlod Mikkel Beha med en sorg og ikke mindst en ærgrelse over, at de havde haft deres sidste eventyr sammen. Efterhånden som sorgen er blevet forvandlet til et savn, betragter Mikkel Beha oplevelsen som begyndelsen på det næste kapitel i sit liv.

“Sikke et liv, der venter herude. Det er spændende, hvor længe det varer, og hvad vi får ud af det.”

Sådan skal Troels Kløvedal ifølge Mikkel Beha have citeret sig selv i en af sine første bøger, hvori han fortæller om en samtale, han havde med en kammerat ude på agterdækket, da han var 19 år og lige var taget til søs som nyuddannet skibselektriker.

Allerede dengang var Troels Kløvedal bevidst om, at livet har en ende. Mikkel Beha fortæller, at hans fars gode forhold til døden har været en gave for hele familien:

“Døden var ikke noget, han havde fortrængt gennem livet. Han forstod ikke det at skulle miste livet som noget uhyggeligt eller uretfærdigt, men som noget naturligt. Det har gjort afskeden meget nemmere for os, der var omkring ham, fordi vi har kunnet bruge vores energi på at få en spændende sidste tid med ham i stedet for at gå og være triste.”

"Det var ikke et sort hul, vi sank ned i"
Mikkel Beha havde allerede prøvet at miste, da hans far blev syg. 12 år forinden døde hans mor, Marianne, i en alder af 58, og den oplevelse fyldte meget i hans og hans fars måde at forholde sig til deres forestående afsked på.

Mikkel Beha fortæller, at hans far savnede Marianne hver eneste dag, selvom de ikke havde levet sammen siden Mikkel Beha var tre år gammel. Og han tror, det på mange måder gjorde det nemmere og mere håndgribeligt for ham og hans far at sige farvel til hinanden, at de havde Mariannes død og afskeden med hende som en fælles ting.

Det gav også Troels Kløvedal perspektiv, fortæller Mikkel Beha. Hans far ærgrede sig ikke over sin egen skæbne, som han ærgrede sig over, at Marianne var død midt i sit liv. Troels Kløvedal nåede at blive 72, inden han fik stillet sin diagnose, og han var enormt taknemmelig for det lange, spændende liv, han havde fået lov at leve.

Mikkel Beha fortæller, at samværet med hans far var præget af en begejstring over livet mere end sorg over, at det for ham var på vej til at slutte. Troels Kløvedal var lige så fuld af energi, som han altid havde været. Han stod stadig op klokken syv hver morgen og gav sig i kast, måske med et nyt læserbrev til Politiken, måske med sine ivrige mailkorrespondancer med venner og bekendte fra nær og fjern. Han læste også stadig en bog om dagen. Det havde han gjort hele sit liv.

“På den måde levede han forlæns og ikke baglæns, og det gjorde en kæmpe forskel for mig og dem, der var rundt om ham. Det var ikke et sort hul, vi sank ned i, men en smittende glæde over det fede i livet,” fortæller Mikkel Beha.

Begejstring over livet
Men der var selvfølgelig også perioder, hvor glæden blev udfordret af sorgen.

“Det var som at være ude i et stormvejr, fordi den sygdom var så ond, som den var. Man skulle virkelig holde fast i roret og navigere igennem,” fortæller Mikkel Beha. Og det var hårdt for ham at være vidne til, at livet sev ud af hans far. Han visnede ind - ikke oppe i hovedet, men fysisk.

Troels Kløvedals død efterlod Mikkel Beha som familiens ældste, men selvom faren var gået bort, og han selv var ladt tilbage, var det ikke følelsen af forladthed, der dominerede. Mest af alt mærkede han, hvordan hans store familie rykkede tættere sammen, og det slog ham, at han nok var den næste i flokken, der ville ryge.

Den erkendelse har lært Mikkel Beha at gøre livets uundgåelige ophør til noget opløftende. Han beskriver, hvordan han hele tiden ligger og tipper mellem at frygte døden og begejstres over livet. Og efterhånden som sorgen over at have mistet mere er blevet til et savn, lander han oftere og oftere i begejstringen:

“Jeg kan virkelig glæde mig over at se solen titte op over horisonten på en smuk morgen. Så tænker jeg, gud, nu har jeg 12-14 timer, inden solen går ned igen ovre på den anden side. Hvor er det bare dejligt!”

Det er i sådanne øjeblikke, Mikkel Beha mærker livet. Og mere behøver han ikke:

Jeg kan godt blive imponeret over folk, der kan sætte smukke ord på livet og dets udfordringer. Men der er også fem gajolæske-citater, som virker meget godt for de fleste af os. Mere indviklet behøver det ikke være.”