"Min bedste faste var i en december, fordi danskerne forberedte sig på julen"

Min bedste faste nogensinde var i en december. Dagene var korte, og stemningen var en helt anden, fordi det danske samfund forberedte sig på julen. På en eller anden måde følte jeg, at jeg havde noget tilfælles med hele det danske samfund, skriver muslimske Saliha Marie Fetteh

De to muslimske kvinder Saliha Marie Fetteh og Mathilde Bernhard vil i år dele deres udfordringer, glæder og tanker under ramadanen med hinanden og religion.dk's læsere i en brevudveksling.

Kære Mathilde

Det var en fornøjelse at læse om dine ærlige overvejelser i forbindelse med ramadanen. Og hvor har du dog ret! Fasten handler ikke kun om at afstå fra at spise og drikke. Den handler i høj grad om at reflektere over vores liv, og hvordan vi lever det. Vi glemmer alt for ofte, at vores tid her på jorden ikke varer evigt.

Jeg er enig med dig i, at det at overholde fasten også er en form for tilbedelse, og at vi bør gøre gode gerninger. Men tilbedelse og godhed burde ligeledes være en del af vores hverdag. Folks begejstring og kampgejst i forhold til initiativer til brøndbyggeri i tørkeramte områder, samt indsamling til nødhjælp generelt burde også komme til udtryk i hverdagen.

Her i Danmark kan man eksempelvis være besøgsven hos en ældre borger, være lektiehjælper eller mentor for en nytilkommen flygtning. Vi behøver såmænd ikke søge velgørenhedsinitiativer i udlandet, for der er så mange mennesker i lille Danmark, som trænger til økonomisk støtte eller bare et smil eller en varm hånd at holde i.

Jeg går faktisk også nogle lange ture i naturen i disse dage. Enten alene, med min søster eller med min veninde Inge. Det giver både motion og tid til eftertanke. Og så nyder jeg den smukke natur, der er at finde mange steder i Odense. Tænk sig, alle de grønne områder midt inde i en fortravlet dansk storby. Ænder er her dog ikke nogen af i nærheden. Men fuglene synger højt – især solsorten – og jeg har sågar hørt en gøg kukke. Det hører man ikke i Jordans hovedstad Amman, som jeg snart rejser til.

Hvordan går det med at faste de mange timer? Du skrev i dit sidste brev, at du tager en dag ad gangen, hvilket er en klog beslutning. Og jeg har respekt for din beslutning om ikke at stile efter at bede tarawih, der skal bedes hver aften under ramadanen, eller færdiggøre din recitation af hele Koranen.

Jeg gik til tarawih for mange år siden, da jeg boede i Irak, men har efterfølgende ikke deltaget, hverken i Danmark eller i Jordan. Koranlæsning nyder jeg både på dansk og på arabisk, men ikke som en pligt. Jeg elsker at sidde i sofaen med benene oppe og læse, slå op, reflektere og så videre. Eller at lytte til koranrecitation på YouTube, mens jeg laver mad eller gør rent.

Jeg synes, det er godt, at både moskéer og private i Danmark åbner dørene og byder velkommen til dem, der skulle have lyst til at bryde fasten i fællesskab. For mange muslimer – både unge og gamle – lever alene eller er ikke en del af en muslimsk familie, som faster i ramadanen. De kan derfor føle sig temmelig ensomme, hvilket jeg tit gør under fasten i Danmark, da jeg er enlig. Og især de år, hvor man åbner fasten meget sent. For da har de fleste mennesker hverken tid eller kræfter til at invitere fremmede på besøg. Og man orker såmænd heller ikke selv at gå på besøg så sent om aftenen for at spise et måltid mad.

Jeg rejser tilbage til Jordan den 2. juni, og så faster jeg fra den 3. juni, hvilket jeg faktisk ser frem til. For stemningen under ramadanen i Jordan kan vel nærmest betegnes som værende hyggelig. Lidt ligesom december måned i Danmark. Gaderne er pyntet, og folk går ud om aftenen. Endvidere er der rejst telte, hvor fattige kan åbne fasten ved solnedgang. Nogle restauranter donerer mad til de fattige, mens andre restauranter og butikker lægger lidt ekstra på regningen til eksempelvis kræftramte børn. Det er noget helt andet at holde ramadan, når hele samfundet indretter sig på fasten.

Den bedste faste, jeg nogensinde har haft i Danmark, var engang, da den faldt i december måned. Dagene var korte, og stemningen var en helt anden, fordi det danske samfund forberedte sig på julen. På en eller anden måde følte jeg, at jeg havde noget tilfælles med hele det danske samfund og ikke kun den muslimske del af det.

Sidst, men ikke mindst siger jeg mange tak for indbydelsen. Hvis jeg ikke når at kigge forbi dig og din familie denne gang, så bliver det måske, når jeg er tilbage i Danmark efter sommerferien. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at læse dit næste brev.

Kærlig hilsen
Saliha

Saliha Marie Fetteh er forfatter, underviser, foredragsholder og debattør.