Min favorittekst

Muslim: Lad os bruge vores forskelle til fælles gavn

Man behøver blot at kigge lidt i menneskehedens DNA for at forstå den meget simple sandhed, at vi alle sammen er i familie med hinanden, og hvis vi går et trin dybere ned i vores krop, opdager vi, at vi alle består af de samme atomare grundstoffer, skriver cand.jur. og muslim Safia Aoude. Foto: Privat

Mit favoritvers fra Koranen peger på, at hvis man ikke forstår den gode hensigt med, at vi alle er skabt forskelligt, vil man miste både sin egen fromhed og Guds tilfredshed, mener cand.jur. Safia Auode

Det kan være enormt svært at udvælge et skriftstykke frem for et andet. Skriftstykker læses ofte i en bestemt sammenhæng, og nogle gange dvæler man mere kærligt ved ét bestemt skriftstykke og andre gange ved et andet.

Nogle skriftstykker er dog så rammende i deres egen kontekst, at man igen og igen kan trække dem frem og sige: det her er lige mig! Sådan har jeg det med Koranens kapitel 49 afsnit 13, hvor Gud taler direkte til mennesket:

"O menneske! Vi har skabt jer fra en mand og en kvinde, og gjort jer til folk og stammer, for at I kan kende hinanden. Sandelig, den mest ærefulde af jer hos Allah er den, der har fromhed. Sandelig, Allah er alvidende. ”

Verset fortæller mig noget helt grundlæggende om vores verden og om mennesket, som bor i den. Gud fortæller mig, at vi er skabt af Ham med et bestemt formål. Skabelsen er hverken vilkårlig eller tilfældig; der er en højere mening med Guds skaberværk, og vi er en del af dette.

Dernæst fortæller Gud mig, at vi er blevet skabt forskellige, og at forskellen i etnisk oprindelse, nationalitet, familiemæssige relationer og lignende ikke er afgørende for vores forhold til ham. Det samlende element i skabelsen består i, at vi alle kommer fra Gud.

Jeg forstår verset således, at hvis man ikke forstår vores fælles skabelse og den gode hensigt med forskelligheden, vil man miste både sin egen fromhed og Guds tilfredshed. Hvis vi bruger forskelligheden iblandt os til arrogance og had, vil vi også føle arrogance overfor Guds skaberværk og skabe had til os selv.

Verset fortæller mig, at jeg skal møde en anden person uden at bedømme hans eller hendes etniske eller nationale baggrund, for den betyder ikke andet, end at forskellen mellem os bidrager til forståelse af hele skaberværket. Hvis jeg derimod møder en anden person med arrogance og nationalistisk værdiansættelse, vil jeg miste evnen til at lære mere om mig selv, og jeg vil miste respekten for Guds skaberværk – som jeg jo også er en del af.

Man behøver blot at kigge lidt i menneskehedens DNA for at forstå den meget simple sandhed, at vi alle sammen er i familie med hinanden, og hvis vi går et trin dybere ned i vores krop, opdager vi, at vi alle består af de samme atomare grundstoffer. Forskelligheden i komposition kan ingenlunde bruges til at påstå, at nogen af os er bedre end andre. Racisme, nationalisme eller etnocentrisme splitter ikke kun mennesker eller samfund, men også vores egen sjæl.

Hvis vi bruger vores forskelle til indbyrdes og fælles gavn, vinder vi selv ved det. Det er en lærdom, der har inspireret og fulgt mig gennem hele mit liv.

Den fromhed, som verset tager udgangspunkt i, er i Koranens åbenbaring af islam, men den behøver i versets natur ikke at begrænse sig til islam alene. Ud fra skabelsens enhed er vi alle forbundet til den samme Gud. Verset henvender sig derfor ikke specifikt til muslimer, men til alle mennesker.

Når man først begriber den barmhjertighed, som skabelsens enhed og fuldstændighed indeholder, bliver dette skriftsted igen og igen en påmindelse om, at vores egen hudfarve, udseende, sprog, kultur, politik og baggrund ikke betyder så meget, som vi nogle gange bilder os ind.

Safia Aoude er uddannet cand.jur. og arbejder som freelanceskribent, foredragsholder og underviser.