Min favorittekst

Hedensk bøn sætter fokus på familien og fællesskabet

Det giver ingen mening at bede om noget til sig selv, som ikke kan deles med ens egne, skriver Philip Ørum, der er asatroende og medlem af blótlauget Hefjendur. Foto: Privatfoto

De to vers, jeg har citeret, kaldes normalt for den eneste bevarede hedenske bøn. Efterhånden som jeg netop har forholdt mig til bønnens indhold, gik dens storhed op for mig, skriver Philip Ørum, der er asatroende

De vers fra en religiøs tekst, som jeg holder mest af, er digtet Sigdrifumál, vers tre og fire. Sigdrifumál betyder på nudansk ”Sejrsdrivers Tale” og er en del af digtsamlingen Ældre Edda, der blev nedskrevet på Island af ukendte forfattere i det 13. og 14. århundrede. Sigdrifumál er en del af et større kvad om Vølsungerne, herunder den berømte Sigurd Fafnersbane. Versene lyder således:

Hil Dag! Hil Dags sønner!
Hil Nat og Nats datter!
Venlige øjne
se os an
og giv de siddende sejr.

Hil aser! Hil asynjer!
Hil dig, du livsgivende Jord!
Mæle og mandsvid,
giv os begge dele
og lægende hænder, med lindring.
 
De to vers, som jeg har citeret, kaldes normalt for den eneste bevarede hedenske bøn, og er efterhånden blevet mit foretrukne ’skriftsted’ - for så vidt det i det hele taget giver mening at tale om ’skriftsteder’ i en religion, hvor det skriftlige materiale i allerhøjeste grad spiller andenviolin i forhold til mundtlig overlevering og levende religion.

At det lige netop er Sigdrifumál, vers tre og fire, der er endt med at få stor betydning for mig, beror på to ting. For det første bruger vi versene på oldnordisk i Hefjendur, det asatroende åndsfællesskab jeg tilhører, hver eneste gang vi blóter - det vil sige ofrer til guderne. Derfor har jeg måttet forholde mig til indholdet i dem. Og for det andet er bønnens storhed blevet meget vigtig for mig.

Det er værd at fremhæve, at der foruden mæle og mandsvid på intet tidspunkt bedes om noget til egen nytte. De ’venlige øjne’, der bedes om, er venlige over for selve den bøn, der fremføres. Hvad der ellers bedes om er sejr til ’de siddende’, det vil sige folkets anførere, og lægende hænder, og de er som bekendt kun til nytte, når man skal læge andre.

Man kunne forvente, at der ville blive bedt om en god høst, men det nærmeste, digtet kommer det, er et ønske om styrkelse af den livgivende jord. Ordet ’hil’ deler nemlig ophav med ord som hel, held og helse. Når man siger ’hil aser’, udtrykker man således et ønske om, at aserne (guderne i den nordiske mytologi, red.) må blive styrket. Hilsenen vil oftest være med et bestemt mål for øje, men langt fra altid. Ligeledes hyldes og styrkes asynjer, Dag, Dags sønner, Nat, Nats datter, men der bedes ikke om nogen modydelse ved nogen af dem.

I nordisk religion er individet uden værdi, hvis det ikke har en slægt og et folk at indgå i. Hvis individets fremgang ikke deles af slægten, eller værre endda sker på bekostning af slægten, så er den fremgang slet ingen fremgang. Det giver derfor ingen mening at bede om noget til sig selv, som ikke kan deles med ens egne.

Ud fra den forståelse giver legenden om kong Radbod mening. Det er historien om den frisiske konge, der siger nej tak til dåben, fordi han hellere vil leve i helvede med sine hedenske forfædre end i den kristne himmel alene. Hvad skulle det gavne kongen, at hans sjæl blev frelst, når alle hans forfædre fortsat ville være i helvede? Så hellere lade hele slægten pines sammen.

Det er den samme impuls, der ligger til grund for bønnen om sejr til folkets ledere. Hvad glæde har man af selv at sejre, hvis ens slægtninge og naboer lider nederlag? Hvis der er ét spørgsmål, den nordiske religion ikke kan give svar på, er det netop dette: ”Hvad gavn har jeg af fremgang blandt mine egnes ulykke?”. Dette fokus på familien og fællesskabet er det, som jeg finder smukkest ved den nordiske religion.

Philip Ørum er asatroende og medlem af blótlauget Hefjendur.