Interview

Camilla Johnson: At miste Gud var værre end at miste noget menneske

"Det at miste mit fundament, det var helvede på jord. For så var der jo ikke nogen grund til at leve. Det var den ultimative åndelige død," fortæller Camilla Johnson om tiden lige inden hun brød med Faderhuset i 2008, hvor hun følte sig allermest forladt af Gud. Foto: Privatfoto

Camilla Johnson har oplevet at føle sig forladt af Gud, da hun i sine år i Faderhuset oplevede Gud som en hård dommer. I dag hjælper hun andre med at gøre op med negativ social kontrol, og selvom hun har forladt menigheden, har hun ikke mistet troen

Camilla Johnsons tro har været sat på prøve gennem hele hendes liv. Fra hun var fire år voksede hun op som plejebarn i et frikirkemiljø, hvor hun fortæller, at "Bibelen blev misbrugt". Som ung voksen blev hun medlem af menigheden Faderhuset, hvor hendes tro for alvor blev sat på prøve.

Da hun som 32-årig brød med Faderhuset efter 7 år, var det ikke fordi, hun ikke længere troede på Gud. Troen var der et sted, men den blev sværere og sværere for hende at finde. Det var også derfor, Camilla Johnson valgte at gå til sidst; fordi hun ikke ville miste troen på Gud.

Fællesskabet i Faderhuset havde en pris

Som ung ledte Camilla Johnson efter den familie, hun aldrig havde haft. Det familiære fællesskab fandt hun på Griffenfeldsgade på Nørrebro, hvor Faderhuset havde deres lokaler. Camilla Johnson kom ind i Faderhuset i samme periode, som Ruth Evensen havde opkøbt grunden på Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset lå.

I Faderhuset blev Camilla Johnson taget imod af Ruth Evensen, i dag Ruth Kristiansen, der var leder af Faderhuset. Hun endte med at flytte ind hos Ruth, der til gengæld ville have, at hun kaldte hende mor. Mens hun boede der, kom hun med på rejser og fik lederstatus i menigheden. Hun boede med menigheden i Jerusalem i et år, hvor hun var med til at forberede dem på verdens undergang:

“Vi begyndte at træne til endetiden og det betød, at de unge mennesker og også mine børn skulle trænes til at være martyrer for Jesus. Det var på nogle lejre, hvor vi skulle træne dem. Det var voldsomt og grænseoverskridende på alle måder,” forklarer hun og fortsætter:

“På det tidspunkt var jeg der, hvor jeg selv var parat til at dø som martyr. Jeg troede reelt, at det var Guds vilje, at vi kun skulle leve for at dø. At den bedste måde at vise Gud din kærlighed, var ved at vise, at du var villig til at dø ligesom Jesus”.

Camilla Johnson havde ikke lyst til kalde Ruth Evensen for mor, og med tiden begyndte hun at tvivle på det fællesskab, der skulle have været hendes familie:

“Der går noget tid, før man opdager, at man ikke er fri, men at den flotte gave, som man havde fået i fællesskabet, den har en kæmpe pris”.

“En af de smukke ting ved at tro, er jo netop, at man har et frit valg. Det havde man ikke i Faderhuset. Der skulle man tro på Gud sådan, som ledelsen sagde. Det blev mere afgudsdyrkelse end sund kristentro,” fortæller hun.

Da hun brød med Faderhuset i 2008, var det blandt andet fordi, hun ikke længere kunne genkende Gud i de ting, der blev praktiseret. I tiden lige inden hun forlod menigheden, var Gud så fjern fra den virkelighed, hun levede, at hun følte, at Gud helt havde forladt hende.

Elsket eller forladt af Gud

Gennem hele livet har troen været Camilla Johnsons fundament. Som barn gav det hende en følelse af håb og eksistensberettigelse, at Gud havde en plan med hendes liv. Troen blev en følgesvend i tider, hvor der var nok at tvivle på, og derfor var den allersværeste tid også, da hun tvivlede på Gud.

“I Faderhuset begyndte det håb at svinde, for hvis Ruths Gud havde ret, så var det slet ikke den Gud, som jeg havde håbet fandtes. Det var en stor sorg og smerte at opdage, at han bare var sådan en hård dommer,” fortæller hun.

“Jeg råbte rigtig meget til Gud og bad rigtig meget til Gud. Jeg var ulykkelig over, at jeg ikke kunne finde ud af at være sådan, som han synes, jeg skulle være. Jeg skulle jo være en soldat lige pludselig og ikke hans barn”.

I begyndelsen var følelsen af afmagt og utilstrækkelighed altoverskyggende. Hun begyndte at tvivle på alt det, der foregik, på sit fundament og på sin Gud. Da hun delte tvivlen med ledelsen, kaldte de hende oprørsk og gav hende tre dage til at tænke sig om, men hendes billede af Gud var allerede ødelagt.

Senere kom skuffelsen over at være blevet forladt af Gud, for ‘hvis Gud var der, hvorfor reddede han mig så ikke?’, kunne hun finde på at spørge sig selv.

“Det var faktisk den største sorg, det at miste min tro. Der gik et års tid, hvor jeg var i det mørke. Det var værre end at miste noget menneske på den her jord”.

Hun bliver tavs for en stund, mens hun genkalder sig tiden, hvor hun stod på kanten af afgrunden uden vished om, hvad der ventede hende på den anden side.

“Jeg har mistet rigtig mange gange i mit liv, og jeg har ikke forældre eller familie, så jeg er vant til det. Men det at miste mit fundament, det var helvede på jord. For så var der jo ikke nogen grund til at leve. Det var den ultimative åndelige død,” fastslår hun.

Troen kom snigende tilbage

Der gik nogle år, hvor Camilla Johnson kæmpede med at finde sin egen vej frem til Gud. Kirken kunne hun ikke holde ud at komme i, så i stedet åbnede hun evangelierne og begyndte at læse. Gennem sin egen læsning fik hun et helt nyt syn på Gud:

“Han var for de svage, for de fortabte og han var for kvinderne. Han var motiveret af kærlighed, ikke af dom og af vrede. Det var et helt nyt billede, jeg fik af Jesus, og pludselig blev han den sejeste person for mig,” fortæller hun opløftet.

“Det var den vildeste følelse, da det gik op for mig, at mennesker ikke kan definere mit forhold til Gud, og at jeg er fri til at tro på ham, som jeg har lyst til”.

Hun begyndte også langsomt at bede igen. Det var ikke faste bønner, men samtaler med Gud, hvor hun hverken skulle gøre eller sige noget bestemt, men bare være til og give sit hjerte til Gud.

“Jeg kunne mærke, at når jeg begyndte at bede ud af hjertet og ikke med alle de her religiøse bønner, så skete der noget. Der kom et håb igen og der kom et lys ind i mørket. Og jeg oplevede, at Gud ikke havde forladt mig. Tværtimod opdagede jeg stille og roligt og med små skridt en fred,” forklarer hun.

“Jeg ved ikke, hvordan det kom tilbage, men det kom bare snigende”.

‘Jeg skal ikke frelse nogen’

Tiden gav plads til, at Camilla Johnson i dag forbinder troen med fred frem for gerninger. Hun kalder sig ikke længere kristen, men det skyldes i højere grad, at hun har svært ved at placere sig selv i en religiøs kasse, end at hun har mistet troen på Gud. I stedet for i kirken har hun derfor søgt indad for at finde Gud.

“Jeg tror, at et trosliv er nødt til at komme indefra. Det er en åbenbaring, man får. Du kan ikke overbevise et andet menneske om tro. Det er noget, man selv skal opleve,” siger hun.

Da Camilla Johnson forlod Faderhuset, var der ikke meget hjælp at hente. Derfor stiftede hun organisationen InsideOut, der hjælper folk, der har oplevet negativ social kontrol eller brudt med et destruktivt fællesskab.

Selvom troen har hjulpet hende selv til at give slip på den bitterhed, hun forlod Faderhuset med, så er det langt fra formålet med InsideOut at hjælpe folk tilbage til troen.

“Jeg skal ikke frelse nogen, jeg skal ikke redde nogen. Det skal jeg heller ikke i mit arbejde i InsideOut. Jeg kan stille mig selv til rådighed med mine erfaringer og mine oplevelser, men mennesker er selv eksperter i deres liv. De skal selv finde deres vej. Det er min dybeste tro, at vi selv skal finde vejen. Tilbage til os selv, til håbet eller lyset”.