"Alfabetet er vel et mindesmærke værd!"
Mine besøg i Armenien og Israel har mindet mig om, hvor privilegerede vi er i vores land, at vi frit kan udgive og læse tekster, der fastholder vores kultur, skriver professor Kirsten Nielsen
I efteråret 2011 deltog jeg i en ti-dages tur rundt i Armenien. Den flotte natur, de gamle kirker, den spændende historie og kultur var alt sammen med til at gøre det til en uforglemmelig oplevelse.
En af de første dage kørte vi forbi et sted, som den armenske guide udpegede som et af højdepunkterne på turen. Vi skulle i første omgang blot køre forbi, men senere på ugen skulle vi få god tid til at beundre de skulpturer, der stod i det høje græs. Skulpturerne bestod af bogstaverne i det armenske alfabet. Dertil kom skulpturer af fremtrædende armenske åndspersonligheder.
LÆS OGSÅ: Armeniernes tro blomstrer efter selvstændighed
Alfabetet er vel et mindesmærke værd
Umiddelbart virkede området ret forsømt, og hvad skulle vi egentlig se på disse bogstavsfigurer for, tænkte jeg.
Men efter en uge hvor vi havde hørt om det armenske folks mange lidelser op gennem historien, om opfindelsen af alfabetet omkring 405 e.Kr., om skriftsprogets betydning for bevarelse af kulturen, om bøger, der blev skjult under fjendtlige overgreb, og bøger, der blev kastet på bålet og tilintetgjort, var jeg moden til at besøge parken med de armenske bogstaver.
For hvor ofte tænker vi egentlig på, hvilken gave skriftsproget er for kulturen? Måske skal vi være tæt på at miste de kæreste af vore bøger, vore Bibler og salmebøger, før vi forstår, hvad vi har fået givet gennem skriften. Alfabetet er vel et mindesmærke værd!
Bogbrændinger under Holocaust
I påsken i år var jeg i Jerusalem. En af dagene var rejseselskabet på besøg på museet til minde om ofrene for Holocaust: Yad Washem.
LÆS OGSÅ: "Holocaust bliver brugt på en kynisk måde"
Navnet er taget fra profeten Esajas Bog kap. 56,5, hvor Gud afgiver dette løfte: For dem sætter jeg hånd og navn (yad washem) på murene i mit hus, som er bedre en sønner og døtre; jeg giver dem et evigt navn, der aldrig slettes ud.
Ordet yad (hånd) kan også oversættes ved mindesmærke, og det er, hvad museet skal være. Erindringen skal bevares, så vi alle gør, hvad vi kan for at undgå en gentagelse af rædslerne under Anden Verdenskrig.
Med til de rædsler, museet viser, er billeder af bogbrændinger. Og over billederne står næsten som et profetisk udsagn nogle ord af den tysk-jødiske forfatter Heinrich Heine:
"Det var kun forspil. Hvor de har brændt bøger, vil de ende med at brænde mennesker." (Originalsprog: "Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen." ) - Heinrich Heine, Almansor (1821)
Besøgene i Armenien og Israel har mindet mig om, hvor priviligerede vi er i vores land, at vi frit kan udgive og læse tekster, der fastholder vores kultur, og tekster, der udfordrer os og giver os indsigt i andre mennesker og deres kultur.
Kirsten Nielsen er professor i det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet og panelist ved kristendom.dk.