Mona sagde farvel til niqabben for at beskytte sine børn

Da Mona bar niqab var hun glad og tæt på Gud. Alligevel traf hun for et år siden beslutningen om at stoppe med at bære det muslimske klæde, som dækker ansigtet på nær øjnene, i den danske offentlighed

På en arabisk skole i Egypten lå 22-årige Mona søvnløs. Hun var på et muslimsk skoleophold, og her var hun fri til at bære den niqab, hun efter stor indre splittelse havde lagt på hylden hjemme i Danmark. Men nu var skoleopholdet forbi, og det var tid til at rejse hjem til en hverdag uden tildækning.

Mona havde gået med niqab i fire år, da hun valgte at stoppe igen. Ikke fordi hun var utilfreds med den. Men fordi hendes hverdag i niqab bød på så mange sure kommentarer og skulende blikke. Og når maskeringsforbuddet træder i kraft onsdag den 1. august, ville den religiøse beklædning have udløst bøder.

Men Mona savner at gå med niqab. For hende var det den bedste måde at tilbede Gud på i det daglige, selvom hun tog den af i moskéen. Man må nemlig ikke bede med hænderne og ansigtet skjult, fortæller hun.

Kastet for løverne

Monas teenageliv i Danmark startede som så mange andres med, at hun som 15-årig begyndte at gå til fester og drikke alkohol. Men efter et halvt år med dette, gik det op for hende, at hun følte sig tom. Der måtte findes noget større end mennesket, tænkte hun, og hun begyndte derfor at interessere sig for islam. Mona beskriver niqaben som sin ”helt egen genvej til Gud,” der gav hende fred i sjælen og gjorde Gud glad.

Til at begynde med ville Monas mor ikke have, at hun gik med den. Hun kunne ikke klare tanken om, at Mona ville blive ”kastet for løverne.”

Det, hendes mor hentydede til, var, at omverdenens reaktioner ville blive hårde. Og det blev de også.

“Der var mange onde blikke, når jeg gik på gaden. Det var som om, at jeg havde gjort noget helt uhørt,” fortæller hun.

Monas beslutning om at lægge niqabben på hylden har hun taget for at beskytte sine børn. Hun ønsker ikke, at hendes døtre skal associere niqaben og det at være tæt på Gud med noget negativt og uacceptabelt, og hendes mand er enig med hende. Ligesom Monas mor var han bekymret for, at hun ville opleve noget ubehageligt ved at skille sig så meget ud.

Mona gætter på, at modstand mod niqaben må skyldes, at mange forbinder den med terror. Og hun forstår godt, at det kan være skræmmende ikke at kunne se sine medborgeres ansigter:

”Jeg bliver da også chokeret, hvis jeg ser en mand med tatoveringer i hele ansigtet. Det fremmede skræmmer jo én.”

Men for hende er det vigtigere at komme fordommene til livs ved at tale sammen, end at lade sig støde. Løsningen er ikke at fratage folk deres identitet – for det mener hun er tilfældet med maskeringsforbuddet:

”Siden jeg stoppede med at bære niqab, har jeg følt mig tom indeni.”

*Af hensyn til Monas ønske om at være anonym, er der brugt et dæknavn. Monas navn og identitet er kendt af skribenterne.