Indføring

Sådan siger religionerne om monstre og deres betydning

Pyramiden med sfinksen ved Giza, bygget omkring 2560 f.Kr., er et godt eksempel på monstrøsiteten i religionerne - her i egyptisk religion. Foto: Claus Bonnerup

Kyklopen, Midgårdsormen og den indiske elefantgud Ganesha. Vi kender monstrene fra myterne, men hvilken rolle spiller de i vores kultur? Er de altid onde – eller kan de også hjælpe os?

”Han er jo et rent monster!” kunne man måske især tidligere finde på at sige om nogen, der opførte sig virkelig forkert. Men hvad vil det egentlig sige at være ”et monster”? Monstrøsitet som et religiøst element er stadig et nyt emne inden for religionsforskning, og der er rigeligt at tage fat på.

Først og fremmest er det monstrøse fysisk kendetegnet ved at overskride grænserne for, hvad der opfattes som normalt på så ekstrem vis, at det ikke længere passer ind i kendte kategorier. Fysiske kendetegn for monstrøse væsner kan således indeholde en eller flere af de følgende komponenter; ekstremitet – enten udtrykket ved en overdrevne karakteristika, som f.eks. enorm størrelse, eksempelvis en kæmpe, eller tydelige mangler, som eksempelvis en kyklop, der kun har ét øje. Men som kendt fra forskellige sagn, f.eks. Odysséen kan disse to også sagtens være til stede på samme tid.

Et andet kendetegn er monstrenes sammensathed, der ofte kommer til udtryk i følgende blandinger: dyr/dyr, (eksempelvis en grif, som er en blanding af en ørn og en løve), dyr/menneske, (eksempelvis en kentaur, som er en blanding af en hest og et menneske, dyr/ting og menneske/ting, f.eks. menneske- eller dyrelignende robotter, ligeledes et monstrøst træk.

Det monstrøse tilhører på denne måde mere end én kategori og overtræder grænserne for, hvad der opfattes som ”normalt”. De forstyrrer kategoriernes orden og opfattes i moderne tid ofte som noget negativt og farligt – som ”den Anden”, eller som et skræmmende væsen, der portrætterer en krisetid eller frygt i samfundet og har en angstfuld effekt på mennesker. Men opfattelsen af det monstrøse som noget negativt er en moderne idé. Monstre har tidligere været opfattet som positive hjælpere, f.eks. i Mesopotamien, hvor de kunne have en rolle som menneskets beskytter mod onde ånder.

Monstret som tærsklens vogter
Monstre åbner muligheden for at omskabe verdens kategorier og sociale strukturer, fordi de er ”både-og” frem for ”enten-eller”, f.eks. griffen som tidligere nævnt. En grif er hverken en løve eller en ørn, den er en sammenblanding; altså begge dele.

Victor W. Turner (1920-1983), en engelsk antropolog og professor i religion opfandt ”liminalitetsbegrebet” i forbindelse med sine studier af overgangsritualer.Liminalitetsbegrebet, er den fase i overgangsritualer, hvor man befinder sig midt imellem to tilstande, og altså således hverken er det man var, eller det man bliver. Dette begreb kan være praktisk at bruge i studier af det monstrøse, hvis man udvider det fra blot at være en fase i et ritual, til at have en mere rummelig funktion, i betegnelsen af grænserne mellem kategorier som rummelige gråzoner. Det er her monstret hører hjemme, da monstret i sig selv er kropsliggørelsen af ”liminalitet”; de er ”både-og” frem for ”enten-eller”.

I religiøs symbolik møder man ofte monstret ved tærsklen til ”den anden verden” eller ”det transcendente”, f.eks. sfinksen. Her kan de have én af to funktioner: Enten fungerer de som vejledere og hjælpere i det hinsides, eller også besidder de rollen som den farlige fjende, der må besejres. Monstrets hybriditet udtrykker, at det tilhører begge verdener: Både den dennesidige og den hinsidige. Sfinksen bærer både rollen som orakel og vejleder, idet den har kontakt til det hinsides; men i visse myter må den også besejres, ved at man gætter dens gåde.

På denne måde er monstrøsitet et fænomen, der rummer muligheden for også positiv forandring i menneskers verdensbillede. Monstret som enten vejleder eller fjende i religiøs symbolik understreger min pointe: Det monstrøse kan ikke tilskrives en værdi af enten godt eller ondt; det er altid både og, som f.eks. Seth fra Egyptisk religion. Han havde en form for ulvehoved og menneskekrop, og blev tilbedt som gud for ørkenen, og kæmpede side om side med Ra mod kaos – men han slog også sin egen bror ihjel og tog Horus’ øje i kampen om Egyptens trone.