Fra Moon-leder til folkekirkepræst

- Jeg er ikke bitter på Moon. I dag har jeg tilgivet både Moon og mig selv. Min vej til kristendom gik via de erkendelser, jeg gjorde mig i Moon-bevægelsen, siger Martin Tage Herbst, som inden længe begynder som sognepræst i folkekirken. Foto: arkivfoto

Martin Tage Herbst gennemførte teologistudiet på rekordtid og med rekordkarakterer efter 18 år i Moon-bevægelsen

43-årige Martin Tage Herbst har troet, at koreaneren Sun Myung Moon var den genkomne Kristus. Han har i 18 år arbejdet inden for Moon-bevgelsen overbevist om, at den indeholdt hele sandheden. Han besluttede endda at stole på Moon, da det gjalt valget af ægtefælle og lod sig vie af ham til en ukendt kvinde ved et såkaldt massebryllup sammen med 6000 andre par.

I dag er Martin Tage Herbst cand.theol. og fra den 1. april har han embede som konstitueret sognepræst ved Vangede Kirke. Han kender ikke længere sandheden i form af præcise læresætninger, men han har mødt Jesus, som han har erkendt er sandheden. Og han er stadig gift med den lille fem år ældre japaner Yuriko, som Moon viede ham til på Chamsil Olympiske Stadium i Korea.

Martin Tage Herbst tager imod i hjemmet på Amager. En lejlighed i et belastet kvarter, hvor både posthus og bank er lukket efter gentagne røveriforsøg.

Hans kone, som arbejder som kantineassistent, er ikke hjemme, og de fire børn er henholdsvis på efterskole og i almindelig folkeskole. Så Martin Tage Herbst kan brede sig på de forholdsvis få kvadratmeter, som både er familiens opholdsstue, køkken og hans kontor.

Ikke Messias

Det var i vinteren 1996 i USA, at han forstod, at Moon-bevægelsen var et bedrageri.

- Jeg mødte Moon selv og de andre ledere, og det gik simpelthen op for mig, at Moon ikke er Messias, sådan som han påstår. Moon-bevægelsen er derimod korrupt. Den pumper medlemmerne for penge uden at aflægge regnskab. Den ser medlemmerne som midler og ikke som mål, og det hele er dybt forankret i bevægelsens lære. Selv var jeg medskyldig, fordi jeg ogs havde troet, at Moon var Messias, siger Martin Herbst.

Han voksede op i et ikke-religiøst hjem, og hans klareste minde om religion er, at faderen bogstavelig talt i raseri sparkede Jehovas Vidner ned ad trappen til hjemmet. Men som 18-årig blev han af en nær veninde introduceret til Moon-bevgelsen, og efter en måneds møder og overvejelser var Martin Herbst overbevist om læren.

- Det opfyldte mit behov for at finde ud af formlet med tilværelsen. Moon lærer, at vi skal opbygge et sandt forhold til Gud, mennesker og skabelsen. Og det lyder jo ikke helt forkert, siger han og smiler, fordi læren ligger så tæt op ad kristendom.

- De sagde, at det var sand kristendom, og jeg havde intet grundlag at vurdere det på, erkender han i dag.

Gift ved massebryllup

Dengang blev han tiltrukket af Moons meget rationelle troslre, men ad åre blev det en spændetrje, at læren havde svar på alt.

- En sekt som Moon-bevægelsen kan ikke forholde sig til det modsætningsfyldte, men tilværelsen er faktisk fyldt med paradokser. Det går ikke bare de gode godt og de dårlige dårligt, så er man i en sekt med en meget simpel forståelse af sandhed, skaber det en illoyalitet over for tilværelsen, siger Martin Tage Herbst.

Som leder i Moon-bevægelsen har han holdt masser af foredrag. Været til masser af møder. Missioneret. Og ind imellem læst i aviserne om moonier, der blev kidnappet af urolige pårørende.

- Vi i bevægelsen kunne ikke genkende os selv i medierne. Vi mente, at vores religion var andre overlegne, og at det ville være et nederlag at manipulere folk ind i sekten. I dag forstår jeg godt, at det er smertefuldt at se ens kære vie deres liv til et bedrag, men det giver ikke ret til at bryde loven. Man kan ikke kæmpe for sandhed og kærlighed med vold, siger han.

Selv opgav han mange ting for at tjene Moon og hans såkaldt hellige familie. Han holdt op med at gå i gymnasiet. Han holdt op med at spille billard, selv om han var danmarksmester. Han sagde nej til en karriere på faderens fabrik. Og han satte det meste på et bræt, da han lod Moon vælge sin ægtefælle. Ulig de fleste par fra massebryllupper, er han og hans hustru stadig sammen.

Angst for helvede

Efter mødet med Moon i 1996 og erkendelsen af, at bevægelsens lære ikke var sandheden, fulgte måneder med angst.

- Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg græd og græd, og jeg blev ved med at spørge til det, jeg var allermest bange for. Jeg regnede med, at jeg ville komme i helvede, fordi jeg havde fornægtet Moon, ligesom Judas fornægtede Jesus. Jeg var bange for, hvad der ville ske med mine børn. Jeg oplevede det som at dø, mens jeg var i live. Det, jeg havde givet mit hjerte til, var ikke Gud, siger han.

Det tog næsten et år at komme til hægterne. Han begyndte at læse Søren Kierkegaard og til hans egen overraskelse, begyndte han at tro.

- Gud blev min terapeut. Jeg fortalte ham om fortvivlelsen, og jeg følte hans bekræftelse og tillid, fortæller han.

Efter et bachelorstudium i psykologi i USA rejste han til Danmark med familien i 1999 og begyndte teologistudiet.

- Kristendommen har noget fordæmmende og nådesløst i sig. Synden kræver døden. Men den påstår, at korsdøden sker i bamhjertighed og her omfavnes det åndeslse af bamhjertighed. Det er en paradoksal forståelse af kærlighedens væsen, siger han.

Men før han begyndte at studere teologi var han ikke sikker på, at folkekirken ville have plads til en præst som ham. Så han talte med Københavns biskop Erik Norman Svendsen. Han gennemførte studierne på kun to år og ni måneder og fik 13 i alle fag. Han siger, at alle årene i Moon-bevgelsen har været en del af forberedelsen til præstegerningen.

- Jeg er ikke bitter på Moon. I dag har jeg tilgivet både Moon og mig selv. Min vej til kristendom gik via de erkendelser, jeg gjorde mig i Moon-bevægelsen. Og essensen af kristendom er, at jeg kan se tilbage på mit liv uden frygt, fordi jeg er tilgivet af Gud.