Moon-bevægelsen beder for dødeligt syg stifter

Sun Myung Moon, der i 1954 stiftede Moon-bevægelsen, ses her sammen med sin hustru Han Hak-Ja ved en af bevægelsens omstridte massebryllupper. Moon er netop nu indlagt på hospitalet med en alvorlig lungebetændelse. Foto: SEGYE TIMES Denmark

92-årige Sun Myung Moon har 50 procents chance for at overleve lungebetændelse. Tilhængere over hele verden opfordres til at bede

Den selvudnævnte frelser og stifter af den omstridte Moon-bevægelse, pastor Sun Myung Moon, ligger for døden.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Moon blev den 13. august indlagt på et hospital i den sydkoreanske hovedstad Seoul med en alvorlig lungebetændelse. Ifølge en talsmand fra bevægelsen vurderer lægerne, at Moon har 50 procents chance for at overleve.

BAGGRUND:Hvad er Moon-bevægelsen?

Kirken har samtidig opfordret Moon-medlemmer over hele verden til at bede i 40 dage og faste i tre dage for at sikre Moons overlevelse.

INTERVIEW MED TIDLIGERE DANSK MOON-MEDLEM:Vi gav vores søn bort af kærlighed

Sun Myung Moon stiftede Moon-bevægelsen i 1954 og står i dag i spidsen for religiøst og finansielt imperium, der blandt andet ejer den amerikanske avis The Washington Times og det fornemme hotel New Yorker.

Kirken hævder selv at have flere millioner medlemmer, men tidligere medlemmer og kritikere hævder, at tallet næppe er højere end 100.000.

Moon hævder selv, at han som 15-årig mødte Jesus, der bad ham færdiggøre hans arbejde på jorden. Moon-bevægelsen er blandt andet blevet kendt for sine massebryllupper, hvor flere hundrede par vies samtidig.

LÆS OGSÅ:Fra moonie til folkekirkepræst

Bryllupperne er arrangeret af bevægelsen og ofte kender parrene ikke deres kommende hustru eller mand før selve brylluppet, hvilket blandt andet den danske sognepræst Martin Herbst, der er tidligere medlem af Moon-bevægelsen, har oplevet.