Næste generation har overtaget Moon-bevægelsen

Sun Myung Moons tre sønner står nu i spidsen for Moon-bevægelsen, som her holder massebryllup i Asan, syd for Seoul den 14. oktober 2009. Foto: STR Denmark

90-årige Sun Myung Moons tre sønner udpeget til lederstillinger

Stifteren og lederen af Moonbevægelsen, Sun Myung Moon, der snart fylder 90, har overdraget ledelsen af sekten til sine tre sønner, skriver AP.

Den yngste, 30-årige Moon Hyung-Jin, er udpeget som religiøs leder, mens 39-årige Moon Kook-Jin overtager den forretningsmæssige ledelse i Sydkorea, og den 40-årige Moon Hyun-Jin skal varetage de oversøiske forretninger. Alle tre er akademikere uddannet på Harvard universitetet i USA.

Så sent som i denne måned (oktober) har Sun Myung Moon selv stået for endnu et massebryllup, der omfattede 40.000 mennesker. 20.000 deltog i den af sektens stifter ledede ceremoni i Sydkorea, mens lige så mange blev viet i lande rundt omkring verden.

Massebryllupperne har, siden Moonbevægelsen blev stiftet i Seoul i 1954, været blandt de mest kontroversielle tiltag. Samtidig har bevægelsen iværksat initiativer og forretningstiltag i mere end et halvt dusin lande. Det drejer sig om alt fra hospitaler og universiteter til fx dagblade, et enkelt professionelt fodboldhold og en ballet. Blandt de mere kendte investeringer er dagbladet Washington Times og Hotel New Yorker på Manhattan.

Moonbevægelsen hævder at have millioner af medlemmer på verdensplan. Eksperter anser dog tallene for overdrevne og i virkeligheden næppe mere end 100.000. I hjemlandet, Sydkorea, overgås bevægelsen der selv kalder sig kirke af såvel katolikker og anglikanere som buddhister.