Familien Moon

Den tidligere prinsesse i Moon-imperiet fortæller sin historie

Den nyreligiøse Moon-bevægelse bygger på traditionelle familieværdier, og Nansook Hong Moon var kun 15 år, da hun blev gift med sønnen til Moon-bevægelsens grundlægger. 15 år senere begik hun den helligbrøde at forlade sin mand. Nu er hun rede til at fortælle sandheden om familien Moon og sit liv som prinsesse i Moon-imperiet. Unification Church (Samlingskirken), bedre kendt som Moon-bevægelsen, blev grundlagt i Korea af Sun Myung Moon, der i 1936 havde haft en åbenbaring med sig selv som en inkarnation af Messias. Efter Koreakrigen, hvor Moon havde været krigsfange i det kommunistiske Nordkorea i to år, voksede bevægelsen, og i 1960'erne flyttede Moon sin kirke til USA. Blandt de adskillige nyreligiøse sekter er Moon-bevægelsen usædvanlig på grund af sin store økonomiske og finansielle magt og sin politiske og militære indflydelse. Antikommunismen er et grundelement i forkyndelsen, og pastor Moon har derfor haft fælles interesser med både den amerikanske efterretningstjeneste CIA og de amerikanske magthavere. Bevægelsen bygger på traditionelle koreanske værdier og idealet om den sande familie med Sun Myung Moon og hans kone som konge og dronning i deres eget imperium. Et af de bedst kendte billeder fra Moon-bevægelsen er da også de formidable massebryllupper, hvor brud og brudgom dårligt kender hinanden, men er udvalgt som par af pastor Moon. Nansook blev født i Korea og voksede nærmest op i Familien, hvor hendes far var en af Moons nærmeste medarbejdere. Som 15-årig i 1982 blev hun hentet til USA for at blive gift med pastor Moons ældste søn, Hio Jin. Ved et overdådigt bryllup blev den unge Nansook prinsesse og den fremtidige mor til dynastiets arvinger. 15 år senere brød hun ud af sit gyldne bur og forlod sin mand og hans familie. I dag bor hun alene med sine fem børn og tør stå frem og fortælle både om sektens rænker og om det helvede, hun har været igennem under sit ægteskab med en voldelig mand med et kokainmisbrug. Af hensyn til sine børns sikkerhed må hun stadig veje sine ord. Hendes børn er stadig Moons direkte arvinger, og hendes ældste søn er arving til dynastiet. DR 1 mandag kl. 22.00