Moon-bevægelsens leder på besøg

Grundlæggeren af den religiøse sekt Moon-bevægelsen, Sun Myung Moon, besøger i aften sine danske moonier på Hotel Mariott i København

Lederen af en af verdens omdiskuterede religiøse bevægelser, Moon-bevægelsen, kommer i aften til Danmark for at tale til sine medlemmer på det københavnske Hotel Mariott.

Den karismatiske Sun Myung Moons besøg er et led i en verdensomspændende turné, som af mange ventes at blive den aldrende leders sidste. Sun Myung Moon har allerede besøgt 12 byer i USA og vil komme direkte fra Mellemøsten, når han lander i København. Også Asien og Afrika er på programmet.

Ud over at møde sine danske åndsfæller samt andre, der skulle være interesserede, er formålet med hans lange rejse at promovere et nyt tiltag fra bevægelsens side, som han kalder "Universal Peace Federation," hvilket skal skabe bedre vilkår i verden. Sun Myung Moon har gennemført mange rejser rundt i verden, men han har kun været i Danmark en enkelt gang før.

– I dag har bevægelsen ikke den samme gennemslagskraft rent religiøst som i storhedstiden i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Nu er det nærmere de verdensomspændende økonomiske investeringer, som holder bevægelsen oppe og ikke medlemstilgang, siger Mikkel Pade, Center for Multireligiøse Studier på Århus Universitet.

Pastor Moon er blevet højtideligt modtaget af både ministerpræsident Michail Gorbatjov, præsident Bush senior og premierminister Edward Heath. Så sent som sidste år holdt han en såkaldt kroningsceremoni i USA, hvor der deltog 81 kongresmedlemmer og hvor seks af dem modtog en æresbevisning som fredsambassadører fra pastor Moon.

– Det er overraskende, at han kommer til Danmark, fordi her er så få medlemmer, siger sognepræst Martin Herbst, som er tidligere medlem af Moon-bevægelsen.

– Han kommer med et budskab om at vi skal bygge den ideelle verden og gøre det på moralske og universelle værdier. Det er jo meget oppe for tiden, og på den måde forsøger Moon-bevægelsen at kommunikere direkte til moderne erhversliv eller vore dages voksende spiritualitet. Det vil blive modtaget positivt mange steder i verden også af statsledere, siger Martin Herbst.

En af grundene til, at pastor Moon kommer til Danmark, skal måske søges i, at han ikke har fået indrejsetilladelse i Tyskland og Frankrig, hvor bevægelsen for år tilbage var meget større end i Danmark. Martin Herbst oplyser, at det tidligere er sket under henvisning til, at pastor Moon har en dom for skattesvig i USA.

schelde@kristeligt-dagblad.dk

vincents@kristeligt-dagblad.dk

Moon-Bevægelsen

Den religiøse sekt kendes i Danmark bedst under navnet Moon- eller Tongil-bevægelsen, men har i gennem tiderne skiftet navn mange gange. Sekten blev i 1954 grundlagt af Sun Myung Moon, som stadig i dag er bevægelsens leder. Moon er kendt for sin seksuelt orienterede frelseslære, hvor treenigheden består af mand, kvinde og Gud og for de store massebryllupper, hvor han bestemmer partnerne i ægteskaberne. I Danmark har bevægelsen omkring 200 medlemmer.