Moonier i offensiv under nyt navn

Moonbevægelsen i Danmark har officielt skiftet navn. Samtidig har bevægelsen åbnet nyt kontor midt i København. Begge initiativer skal styrke mooniernes muligheder for at hverve nye medlemmer, siger bevægelsens danske leder. - Vi regner med, at det bliver lettere at invitere nye med til vores møder, nu når vi har placeret os midt i København. Samtidig har vi vedtaget en ny fremgangsmåde til at skaffe nye medlemmer. Blandt andet har vi ændret det foredrag, som interesserede bliver inviteret til at høre, siger lederen af den danske Moon-bevægelse, Thorkil Christensen. Et skilt over det nyåbnede kontor bærer titlen »Family Federation for World Peace and Unification« (Famileforbundet for Verdensfred og Forening). Dermed har Moonbevægelsen i Danmark officielt udskiftet sit gamle navn »Unification Church« (Enhedskirken). På strandhugst Navneskiftet er dekreteret af sektens leder, Sun Myung Moon, med den begrundelse, at Enhedskirken set i et religionshistorisk perspektiv har gjort sig overflødig. Men kritikere hævder, at et faldende medlemstal og en slunken økonomi har fået moonierne til at gå på strandhugst blandt andre religioner. Det nydannede familieforbund optager nemlig medlemmer af alle trossamfund, mens Enhedskirken krævede af nye medlemmer, at de skulle konvertere. Ifølge Moonbevægelsens ledere har det nystiftede familieforbund 35 millioner medlemmer på verdensplan. Men udenlandske kritikere hævder, at det reelle medlemstal er langt, langt lavere. Nogle anslår tallet til under 50.000. Som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad har mooniernes forsøg på at hverve folkekirkemedlemmer til familieforbundet de seneste par år vakt røre flere steder i landet. Ikke mindst fordi de nye medlemmer inviteres til at deltage i massevelsignelser af deres ægteskab - en ceremoni der har afløst de massebryllupper, som Moonbevægelsen blev kendt for gennem 1980'erne. Trods kritikken vil moonierne fortsat forsøge at overtale danskere til at melde sig ind i familieforbundet, siger Thorkil Christensen. Han oplyser, at Moonbevægelsen de seneste 25 år har haft omkring 200 medlemmer i Danmark. Side 6