Ærkebiskop viet ved Moon-bunkebryllup

Den katolske ærkebiskop Emmanuel Milingos, 70 år, med sin brud, der er fra Korea og er 43 år gammel. (Foto: Nordfoto)

I søndags lod den katolske ærkebiskop Emmanuel Milingo sig vie til moonien Sung Ryae (Anna) Soon på hotel New York Hilton i USA.

Det er Tongilfamiliens leder, Sun Myung Moon, som har valgt, at de to skal giftes, og han viede dem sammen med flere andre par i et af de bunkebryllupper, som sekten er kendt for.

Den katolske ærkebiskop er 70 år gammel og har haft sin katolske stilling i 31 år, senest i Rom, hvor han var ansvarlig for indvandring og turisme i Vatikanet, en stilling som han blev frataget i 1999.

Hans kone er fra Korea, 43 år gammel og læge, og sammen med hende planlægger Milingo nu at flytte til Afrika.

Den katolske kirke i Rom har ikke sagt meget til nyheden om en gift ærkebiskop. Første reaktion var, at kirken ville afvente Emmanuel Milingos egen forklaring. Senere tilføjede Vatikanets talsmand, Joaquín Navarro-Valls, dog, at Milingo ikke havde haft ansvarsområder i kirken de sidste par år, og det katoske nyhedsbureau Zenit skriver, at Kardinal Camillo Ruini i Rom har forbudt ærkebiskop Milingo at bruge stiftets kirker til helbredelsesgudstjenester, som han ellers har stået for over hele verden.

Gennem Moon-bevægelsens talsmand har Emmanuel Milingo ladet forstå, at han vil forklare bruddet med den katolske kirkes cølibat-regler senere, og at han på det tidspunkt også vil gøre helt klart, at han ikke er ved at forlade kirken eller bryde med den katolske tradition. Moon har ikke forlangt, at ægtefæller til moonierne skal være medlem af Tongilfamilien, har talsmanden forklaret ifølge dagbladet St. Louis Post i USA.

Ærkebiskoppen smides ud

Ærkebiskoppens brud på sit cølibatløfte vil sandsynligvis betyde, at han bliver ekskommunikeret af den romersk-katolske kirke. Ifølge den kanoniske lov skal biskoppen ekskommunikeres eller smides ud, hvis Vartikanet finder, at han med brylluppet har fornægtet sin katolske tro, skriver Reuters Bureau, som også citerer ham for, at brylluppet er Guds vilje.

Emmanuel Milingo har været en kontroversiel katolik i mange år.

Han skriver på sin hjemmeside, at han den 3. april 1973 tilfældigt opdagede, at han have nådegaven til at helbrede, da en syg zambisk kvinde kom til ham for at få forbøn.

Han er født i Mnukwa i den afrikanske stat Zambie i 1930 og har arbejdet for den katolske kirke i både Afrika og Europa.

korsholmkristeligt-dagblad.dk