Interview

Mormoner i Danmark: Vi har stået ved det forkerte navn i rigtig mange år

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige benytter, ud over Bibelen, sig af deres helligskrift Mormons Bog. Den har givet bevægelsen sit mere populære navn, mormonerne. Foto: Rick Bowmer/AP/Ritzau Scanpix

Mormoner vil ikke længere kaldes mormoner. Det erklærede den amerikanske organisations øverste leder for nylig. Vi skal have fundet en anden adresse til vores hjemmeside end mormon.dk, siger bevægelsens informationschef i Danmark Lars Paulsen

De fleste kender formentligt medlemmerne af ”Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige” under navnet ”mormoner”. Men det navn vil bevægelsen ikke kendes ved fremover, og ordet ”mormon” skal kun bruges, når man omtaler bevægelsens hellige skrift Mormons Bog, som betragtes som et supplement til Bibelen.

Det meldte organisationens øverste leder i USA, Russell M. Nelson, ud for nylig. Her i landet vil trossamfundets medlemmer heller ikke længere kaldes mormoner. De håber, at det kan lykkes at få danskerne til at kende og bruge bevægelsens fulde navn, fortæller informationschef for organisationens danske del Lars Paulsen.

Hvorfor ønsker I kun at blive kaldt Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og ikke mormoner?

”Vi kan jo ikke bestemme, hvad andre folk kalder os. Men det er et spørgsmål om at få præciseret, hvem vi er. Vi er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og vi er ikke mormonerne.”

Er der noget galt med at blive kaldt mormon?

”Der er ikke noget galt med det. Men Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er kirkens navn. Det er det, kirken er: Den er opkaldt efter Jesus Kristus, fordi det jo er ham, vi tror på og tilbeder, og fordi han er vores forbillede. Mormon var ham, der sammenfattede Mormons Bog, men det er ikke ham, vi tilbeder.”

Hvad betyder ordet mormon for dig?

”Det er ikke det navn, jeg identificerer mig med. Nede i kirken har vi altid kaldt os Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Mormonerne er et kælenavn, som har stået ved i rigtig, rigtig mange år. Så måske ved folk ikke, at det er det samme som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.”

Tror du, der er nogle negative konnotationer ved ordet mormon?

”Nej sådan har jeg aldrig følt det.”

Jeres tro er på flere punkter anderledes udformet, end den er i de store protestantiske kirkesamfund og i den katolske kirke. Blandt andet ved har I et ekstra helligt skrift som supplement til Bibelen. Derfor er der flere, der ikke anerkender jer, som en kristen kirke. Hvorfor så insistere på at blive kaldt kirke?

”Fordi vi mener, at vi er en kirke. Vi mener, at vi er nogen, der samles om Kristus som en central figur i vores tro. Vi er en kirke, som er til for ham. Og deraf også navnet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.”

Kan det ikke være en ulempe at gå væk fra det navn, folk bedst kender jer under?

”Jo, det kan det godt være. For eksempel kan det helt klart være ulempe, at det vil være sværere at finde frem til os på nettet. Så vi skal have kigget på, hvad vi skal kalde vores hjemmeside i stedet for mormon.dk, som den hedder lige nu. Og vi skal sørge for, at der skal være nogle links, der kan hjælpe folk til at finde ud af, at ’mormonerne’ og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er det samme.”

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er et lidt langt navn at sige. Hvordan forventer du, at folk skal tage det til sig i praksis?

”Det er jo nemmere at sige mormoner end det lange navn. Men jeg tror bare, det er en vanesag. Det er ikke sådan, at der bliver konsekvenser, hvis man er kommet til at sige mormon. Men vi vil selv forsøge at gøre det klart, at mormonerne er det samme som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.”