Politisk set
Den alvorlige Muhammed-krise vil sætte spor i dansk politik. Ikke mindst statsministerens afvisning af et møde med de 11 arabiske ambassadører vil længe blive endevendt og diskuteret, netop fordi regeringen ikke vil imødekomme oppositionens ønske om en undersøgelse.
Ydermere er dele af dansk erhvervsliv hårdt ramt af Muhammed-krisen. Forhåbentligt vil de, der er ramt af arbejdsløshed, nyde godt af, at beskæftigelsen heldigvis er høj for tiden. Erhvervslivets kritik af regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti må i en regering, der hidtil har taget støtte fra erhvervslivet for givet, give stof til eftertanke. Statsministeren på sin side udtalte, at han følte sig svigtet af uspecificerede dele af erhvervslivet. Marianne Jelved (R) kaldte så statsministeren for en farlig mand.
Opgør er en del af demokratiet. Men der er brug for mere end opgør om svigt og fejl.
Danmarks image i den islamiske verden ligger i ruiner. Allerede dansk deltagelse i Irak-krigen sled på tilliden til Danmark. Muhammed-krisen svækkede yderligere mange års tradition for, at de nordisk lande indtog en konstruktiv international rolle. Kun Finland og til en vis grad Sverige nyder for tiden den tillid, som er nødvendig for at virke konstruktivt i den muslimske verden. Krisen har ikke gavnet kampen for demokrati i den islamiske verden. I de arabiske lande virkede Jyllands-Postens tegninger snarere som en advarsel mod ytringsfrihed. Fundamentalistiske kræfter har fået vind i sejlene.
Desværre fremstår dansk politik mere polariseret efter Muhammed-krisen.
Yderfløjene i forhold til globaliseringen er Dansk Folkeparti og Det radikale Venstre. Det er også de partier, der samler de kortest uddannede, respektive de længst uddannede. De to fløjpartier har fået fremgang i opionsundersøgelserne. Polarisering i vort samfund øger ikke mulighederne for konstruktiv dialog.
De midtsøgende partier i disse spørgsmål fremstår uden stærkt lederskab. Både Bendt Bendtsen (K) og Helle Thorning-Schmidt (S) slingrede under krisen. De og deres partier vaklede mellem støtte til og afstandtagen fra statsministeren. Især Socialdemokraterne fremtrådte splittede. Begge partiers ledere har udstrålet et håb om, at krisen og problemerne ville forsvinde af sig selv. Der er intet, der tyder på, at der fra socialdemokrater eller konservative vil komme nye visioner om vor internationale rolle. Og statsministeren har låst sig fast til et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti, hvis holdninger til udenrigspolitik i høj grad bestemmes af partitaktiske hensyn.
Krisen burde føre til nytænkning af Danmarks internationale rolle og af, hvordan vi formulerer en dansk globaliseringspolitik.
Man kunne spørge, om ikke hele det danske regeringssystem er forældet af globaliseringen. Flere og flere afgørende beslutninger er gledet fra udenrigsministeren til statsministeren. Alligevel er Statsministeriets internationale ekspertise ikke øget i en længere årrække. Der har jævnligt været konflikter mellem Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Problemet øges af, at statsministeren og udenrigsministeren ikke er fra samme parti. Bedre er det ikke, hvis de folk, som hævder, at Anders Fogh Rasmussen (V) og Per Stig Møller (K) heller ikke personligt kan lide hinanden, har ret. Måske burde man lære af Tyskland. Her etablerede daværende forbundskansler Gerhard Schröder for nogle få år siden sin egen store internationale afdeling i erkendelse af, at det var farligt, hvis han alene skulle rådgives af et Udenrigsministerium, som skulle være loyalt over for en udenrigsminister af en anden partifarve.
Vi fik et Globaliseringsråd, ja. Men med henblik på økonomisk globalisering. Udenrigsministeren deltager ikke. Folk med viden om kultur og religion deltager ikke. Det er ikke alene provinsielt, men også farligt, hvis danske politikere overser de væsentligste lærdomme fra Muhammed-sagen. Den har vist, at indenrigs- og udenrigspolitik er blevet tæt sammenknyttede. Religiøse spørgsmål spiller en rolle i politik. Alt dette burde føre til overvejelser om, hvordan regeringsapparatet bliver bedre til at samtænke det indenrigske og det udenrigske med såvel økonomi og kultur som religion.
Fra 1864 til 1989 så vi os selv som en småstat, hvis internationale indflydelse måtte bygge på diplomati, internationalt samarbejde og meget gerne internationale organisationer.
Krig kunne være skæbnesvanger. Siden har vi villet føre aktivistisk udenrigspolitik med den danske deltagelse i krigen i Irak, som ikke var sanktioneret af FN, som det mest ekstreme eksempel. Den aktivistiske linje blev søsat af et dansk militær, som søgte nye opgaver efter den kolde krig samt af politikere som Uffe Ellemann-Jensen (V) og Hans Hækkerup (S) med et nært forhold til forsvaret. Den danske deltagelse i Irak-krigen lå i forlængelse heraf. Regeringen investerede i en støtte til USA og Storbritannien. Men den fik ikke meget igen. Faktisk fik Danmark mere støtte under krisen af kontinentaleuropæiske stater. Er den atlantiske linje en blindgyde? Der er behov for seriøse overvejelser. En flosset international anseelse, et forældet beslutningssystem og en aktivistisk udenrigspolitik, hvor nationale partitaktiske hensyn vejer godt til, er ikke en god cocktail.
Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.