Islamisk lydkunst er spirituel

"Lysene blev slukket, og jeg sad på gulvet med mine øjne lukket. Jeg hørte en svag, men monoton lyd af rytmiske åndedrag. Som et damplokomotiv, der sættes i gang.

Åndedragene forplanter sig i rummet, som intensive lydbølger, hvis energi starter en vokal symfoni i perfekt harmoni med klap og sang. I en kraftfuld, men kontrolleret stemning, løsriver jeg mig fra nutid og finder mig i et tidløst og igangværende lydbillede."

Et minde fra min oplevelse af en smuk tonekunst fra islams verden (islam skal her forstås som en omfangsrig størrelse, der ikke identificeres geografisk og teologisk, men derimod er global, hvorend muslimer og islam lever).

Jeg befandt mig i en musikalsk sufi-forsamling her i Danmark, som samles for at vise hengivenhed.

I den akademiske verden beskrives sådan et musikalsk udtryk som "sound world," en lydverden, et billede, der optager deltagere i sin emotionelle force.

Det er et eksempel på abstrakt afrikansk sufi-musik og beskrives også som "lydens kunst" eller "lydkunst" (arabisk: handash al-sawt).

Termen "islamisk lydkunst" anvendes for at vise nuanceforskel fra den gængse opfattelse af musik -- som både er sekulær, religiøs etc.

Islamisk lydkunst er spirituel (eller emotionel kraftfuld), Guds navn messes og den inkorporerer intakte gentagelser. Stemmen er i fokus (oftest uden instrumenter) og influerer bevidstheden til at løsrive sig fra livets status quo.

Der er andre eksempler på islamisk lydkunst: (1) adhan, kald til bøn, (2) tilawat, melodisk recitation af Koranen, (3) nasheed, lovsang og (4) dhkir, dogmatisk messen.

Orientalsk og vestligt inspireret instrumental musik er et andet kategoriseret eksempel på religiøs islamisk musik. Det er hengiven musik med religiøse budskaber.

Englænderne Cat Stevens (Yusuf Islam) og Sami Yusef, den amerikanske hiphop gruppe Native Deen og pakistaneren Junaid Jamshed er få moderne eksempler på muslimske artister.

I diskussionen om musikkens rolle i islams verden er det vigtigt at nuancere de forskellige aspekter, musikken perspektiveres i.

Det er centralt at se på de kulturelle og regionale mekanismer, som har bidraget til musikkens udformning. Det ovennævnte eksempel kan beskrives som:

(a) Spirituel/hengiven islamisk musik i moderne kontekst. Alt afhængig af hvilken verdensdel vi befinder os i, vil kulturelle fænomener kontekstualisere og lokalisere musikkens udtryk.

Ser man på musikkens udvikling i et (b) historisk perspektiv, inden islam globaliseredes og bliver grænseløs særligt i cyberspace og mediaspace, var musik en lokal tradition med sine særegne lyriske traditioner.

I Tyrkiet (Det Osmanniske Rige, i tiden mellem 1300 og slutningen af 1800-tallet) var musikken et overklassefænomen, der til dels afspejlede sig i performance med hvirvlende sufier og orientalsk instrumental musik i de kongelige gemakker.

Musikken var underholdende og havde både et sekulært og religiøst udtryk. I mødet med Vesten opleves en gradvis fusion af vestlige klassiske toner i den orientalske tradition.

I 1920'erne ser vi lysende eksempler på vestligt inspirerede musikere i Egypten. Abd el Wahab lader sig inspirere af Tchaikowski og Beethoven. Han tillader den traditionelle egyptiske genre at flirte med operette, vals og tango.

Senere kommer Omm Kalthum, den absolut største kvindelige musiklegende i den arabiske verden, hvis karriere udvikledes under Anden Verdenskrig.

I moderne tider er egypteren Amr Diab et eksempel på moderne popmusik, hans musik afspejler en hybrid af musikalske indflydelser fra Latinamerika, Tyrkiet, elektroniskmusik, hiphop etc.

Ligeledes er der eksempler på rapgrupper, som den palæstinensiske gruppe D.A.M, hvis lyriske sangtekster bærer et stærkt politisk præg.

Blandt muslimer i Danmark opfattes musik som en integreret del af det moderne hverdagsliv. I religiøse forsamlinger er det mest spirituel hengiven musik, nasheed og dhikr, som kommer til udtryk.

Man ser også undertoner af religiøse inspirationer i sekulær musik. I den danske musikgruppe Outlandish, som består af to musikere med muslimsk baggrund, ses implicitte indflydelser fra islam.

Titlen på deres nyudkomne cd "Closer than veins" er inspireret af et koranvers (50:16): "Og Vi er tættere på den (sjælen/selvet) end en pulsåre."

Koranverset henviser til Guds nærvær. På deres cd-cover illustreres også en grøn streg, som er det første bogstav i det arabiske alfabet: alif. I sufisk kalligrafi symboliserer alif Guds eksistens og omnipotens.

Siden den tidlige formalisering af de islamiske retskilder, en udvikling der indledtes efter profeten Muhammads død i år 632, har diskussionen om musikkens legitimitet stået på.

Kilderne viser ingen eksempler på musikkens ugyldighed eller gyldighed i henhold til islamisk etik og lov. I Koranen findes ingen vers, der eksplicit omtaler musik eller forbyder musik.

I profetens sædvane og pålidelige overleveringer er der eksempler, der viser, at musik indgik som en naturlig del ved højtider som Eid, bryllupper og sportsbegivenheder.

Modstandere af musik såvel som fortalere for musik tager udgangspunkt i fortolkninger af udvalgte citater, overleveringer og eksegese for at retfærdiggøre deres standpunkt.

I lyset af de islamiske kilder, Koranen, hadith-samlingerne og de adskillige udlægninger af muslimske lærde, baserer mange muslimer deres stillingtagen til musikkens retmæssige placering i islam.

Inden for muslimske kredse hersker der ambivalente indstillinger til musik, dens påvirkninger og legitimitet. I sufi-kredse er musik et glorificerende udtryk for kærlighed til Gud.

Musik er et incitament til indsigt og spirituel udvikling -- musik er nydelse, som mennesket naturligvis tiltrækkes af.

Igennem historien ser vi, hvordan sufi-musikken har manifesteret sig. I vesten blev vi i 90´erne introduceret til en type "verdensmusik" eller "world music," som er qawalien og ghazal genren fra Indo-Pakistan af pakistaneren Nusrat Fateh Ali Khan.

Ligeledes stifter vi bekendtskab med sema med hvirvlende dervisher, et tyrkisk kunstnerisk og musikalsk sufi-udtryk, der symboliserer det ekstatiske menneskets forbindelse til det guddommelige.

Knap så positiv opfatter man musikken i salafi og konservative kredse. Musik ses som satanisk, nedbrydende for sjæl og sind. Musik ses som noget uetisk (forbudt), der absolut forbydes.

Et eksempel på en rigid og konservativ indstilling er den tyrkiske lærd Mustafa Sabri (d. 1954), som har taget afstand fra al slags musik. Han har beskrevet musik som nytteløs og tidsspild, der beskadiger menneskets værdighed og tvinger mennesket til at underlægge sin lidenskab.

Helt anderledes er attituden i den religiøse institution og autoritet Al-Azhar Universitet, Afdeling for Religiøse Spørgsmål og Svar (fatwa). Inspireret af den klassiske teolog fra det 12. århundrede Imam Ghazali, opfattes musik, musikalske instrumenter og lyrik ikke som uetisk og forbudt i islam.

Den tidligere egyptiske stor-mufti (lærd der har autoritet til at besvare religiøse spørgsmål, sunni-muslimer kan rette sig efter) Ali Jad al-Haq (d. 1980) har udførligt redegjort for musikkens legitimitet i islam.

Det er ikke musik, som er uetisk, men den sociale kontekst, hvor musik (hvis lyrik, ordvalg eller musikkomposition er vulgær), alkohol og dans tilsammen opmuntrer til uagtsom, uislamisk og sensuel adfærd, der nedlægges et religiøst forbud imod.

Også den siddende egyptiske mufti, Tantawi har en afslappet indstilling til musik og bruger den som et medium for dialog med kristne og jøder.

Den egyptiske lærd bosat i Qatar, Yusef Qaradawi er også positiv overfor musik, så længe den ikke leder i fordærv.

Iram Asif er muslim og praktiserer sufisme. Hun studerer islamologi ved Lunds Universitet. Læs i den kommende tid flere indlæg på religion.dk om forskellige religioners brug af musik. Du kan også selv skrive til debat@religion.dk om dit syn på emnet.