Hvor salmens inderlighed møder naturkraften

Se videoen: Den norsk-samiske sanger Mari Boine voksede op i et kristent hjem, hvor hun og senere hendes musik blev præget af salmernes univers. Men det kristne samfund forsøgte at undertrykke og standardisere den side af hende, der tilhørte den samiske shamanisme

Der er ingen mennesker, som selv kan bestemme, hvor de kommer fra, eller hvad de kommer af. Men man kan ofte bestemme, hvordan man vil forholde sig til de omstændigheder, man bliver sat i.

Den 61-årige norske Mari Boine, som er sanger og musiker, har i mange år arbejdet på at finde sig til rette med det tveæggede sværd, som udgør hendes rødder.

Samisk kultur præget af shamanisme og traditionel norsk kristendom. Hun fandt sig først til rette i sig selv, da hun etablerede sit musikalske udtryk i en blanding af kristen salmetradition og den traditionelle samiske folkesang joik, fortæller hun, da avisens udsendte møder hende på Tønder Festivals sidste dag:

”I mit barndomshjem talte vi samisk, men det var ikke tilladt at joike. Det var Djævelens musik. Så jeg hørte aldrig joik, da jeg voksede op. Men mine forældre var vældig glade for at synge, så de sang hver dag, dog kun kristne sange eller salmer – på samisk. På den måde fik jeg et naturligt forhold til det at synge. Og det er en fin gave, som jeg fik,” fortæller Mari Boine, der fik sin debut i starten af 1980’erne.

Men da musikken begyndte at strømme ud igennem mig, var det ikke populært. Især ikke, da jeg begyndte at bruge trommer. Det var farligt,” fortæller hun om den oplevelse af undertrykkelse, der ramte hende og med egne ord ”hjernevaskede” hende til at foragte en arv, der senere fik stor betydning for hendes identitet.

En del af det forbudte ved samisk joik-tradition var den feminine naturkraft, som strømmer gennem alle:

”Verden over har man jo forbudt det, som egentlig er naturkraften, og som er en kvindelig kraft. Jeg begyndte at se en sammenhæng. Min samiske kultur var blevet forbudt af samme grund, som var overalt i verden; at man var ræd for det vilde i sig selv – for forbindelsen mellem natur og menneske. Den kraft, som gør, at mennesket ikke lader sig manipulere så let. Det er den kraft, som findes i joiken, som findes i min musik.”

Den samiske musiktradition joik er anderledes end den form for sang, som man kender i det moderne vesten. En joik er ikke en sang om noget. Og ofte er den ikke engang på ord. Det er snarere lyden af at være noget – at have en forbindelse til naturkraften. Og den tradition, som for Mari Boine er en livsfilosofi, der knytter sig til den feminine kraft, er en flamme, hvis ild ikke må slukkes. Det er en del af hendes musikalske virke at lade den brænde – for der er ingen, der har alle svarene:

”Vi er alle søgende, så vi prøver at finde ud af, hvordan man bedst overlever her, mens man er i live. Ingen har svaret. Jeg synes, det værste er den arrogance, som vestlige kristne udtrykker: At de har fundet svaret for alle, man skal bare blive ligesom dem. Men samtidig ser jeg en værdi i kristendommen. Når jeg ser på Jesus – han var jo en revolutionær – tænker jeg, at man har misbrugt ham til at undertrykke andre.”

For Mari Boine kan man gennem musik blive befriet fra denne form for undertrykkelse, som hun mener, er et udtryk for misforstået kristendom:

”I joiken findes der en kraft, som gør, at mennesket ikke lader sig manipulere så let. Jeg kan ikke fornægte, at jeg er vokset op med kristendom med den inderlighed, der findes i salmerne. Den er i min musik. Og samtidig er der den shamanistiske rytme, som er hjerterytmen,” forklarer hun og tilføjer:

”Da musikken så fik tag i mig, begyndte jeg på en rejse tilbage til det barnlige og friheden. Jeg skaber min musik i spændingen mellem disse to.”