LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Muslim: Derfor bærer jeg niqab med stolthed

Det er svært at skulle beskrive den glæde, som min niqab giver mig. Jeg er stolt af min niqab, og jeg er stolt over at repræsentere islam, skriver en muslimsk kvinde, der bruger niqab. Foto: Colourbox

Et af de første spørgsmål, der dukker op hos mange, når de ser, at jeg går med niqab, er sikkert: ’’Hvorfor går du med niqab? Er det et valg, som du selv har truffet?’’

Jeg vil gerne fortælle om, hvordan det er at gå med niqab, fordi der ikke er noget, jeg værdsætter mere, end at der bliver skabt en dialog. En dialog, der ikke nødvendigvis skal ende i en fuldkommen forståelse, men en dialog, som forhåbentlig åbner op for nogle tanker og holdninger, der ikke var til stede forinden.

For at kunne give et fyldestgørende svar på, hvorfor jeg går tildækket, er vi nødsaget til at have et fælles udgangspunkt. Og hvad mener jeg så med det? Jo, for eksempelvis at kunne forklare dig, hvilken farve himlen har, så er det essentielt, at jeg sikrer mig, at du ikke har nogle røde lookalike Elton John-briller på, da dit udgangspunkt så vil være, at du ser hele verden med røde nuancer. Dermed er det ligegyldigt, hvilken forklaring eller logiske argument jeg bruger til at beskrive, at himlen er blå. Så lad os alle lige for en kort stund tage de briller af, som farver vores syn på kvinder i niqab.

Lad os starte der, hvor jeg selv stod for snart 11 år siden med et spørgsmål, som jeg nok altid har kendt svaret på, men måske aldrig turde erkende. Spørgsmålet, fandt jeg senere ud af, var skrevet i en bog, der på trods af at være over 1400 år gammel stadig er lige så aktuel i dag og i morgen, nemlig Koranen. I den står der: ”Eller blev de skabt ud af intet, eller er de skaberne [af dem selv]? Eller har de skabt himlene og jorden? Snarere, de er ikke sikre (faste i troen)” (Koranen kapitel 52 vers 35-36).

Er det rationelt at tro, at der ud af intet opstår intet? Og lige så irrationelt er det at hævde, at det skabte er skabt af sig selv. Og hvem skulle kende os bedre end Ham, som har skabt og designet os? Derfor underlægger muslimer, såvel som kristne og jøder sig det, som Gud har påbudt dem, hvoraf tildækning og fromhed er noget, der går igen i alle de store verdensreligioner.

Så mit svar til de indledende spørgsmål er: Jeg bærer niqab ene og alene for Gud, som skabte alt mellem himmel og jord, og det har jeg gjort fast i lidt over to år, fra jeg var 24 år. Tidligere bar jeg den indimellem.

Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden niqabben, da mit valg blev og er truffet for Guds skyld, men det smukke ved religionen er, at når man gør noget for Guds skyld alene, så multiplicerer det gode sig for en selv – både spirituelt og personligt.

Spirituelt så føler jeg mig tættere på Gud og på vores profet Muhammed, hvis hustruer bar niqab. Jeg føler en vis form for identifikation med dem, når jeg bærer den, hvilket inspirerer mig til at udvikle mig på et personligt plan. Det var også på grund af Profeten Muhammeds manerer og adfærd, der absolut fascinerede mig, at jeg blev muslim. Ethvert menneske, muslim såvel som ikke-muslim, burde studere hans biografi.

Det er svært at skulle beskrive den glæde, som min niqab giver mig. Jeg er stolt af min niqab, og jeg er stolt over at repræsentere islam. Det er udfordrende, men spændende, at skulle modbevise alle de stereotypiske tanker, som folk har. Ud over nogle tilråb, der desværre hører med, og et enkelt voldsomt overfald, så er der kun de udfordringer, som jeg selv giver mig. Jeg lever ikke mit liv anderledes, end hvis jeg ikke havde niqab på, men jeg lever mit liv bedre.

Skribenten har ønsket at være anonym, men redaktionen er hendes navn bekendt.