Muslim: Fællesskabet styrker motivationen for at faste
Atia Malik begyndte at faste i starten af teenageårene, fordi hun blev fascineret af sine forældre og ældre søskende, der fastede. Dengang fastede hun kun en halv dag ad gangen, og ramadanen var mest af alt en sjov måde at efterligne sine forbilleder. I dag bruger hun fasten til at fordybe sig og fokusere på at blive et mere moralsk menneske
Overgangen fra barn til voksen markeres ikke med et fast ritual indenfor islam, på samme måde som konfirmationen gør det indenfor kristendommen. Alligevel er teenageårene en tid, hvor mange muslimer begynder at efterligne de voksnes religiøse skikke. Det kan være ved at bære tørklæde fra man når pubertetsalderen, eller ved at prøve at faste under ramadanen. For Atia var lysten til at faste inspireret af hendes forældre og ældre søskende:
”Jeg vil ikke sige, at jeg havde gjort mig så mange tanker inden. Det var egentlig bare noget, mine forældre og mine ældre søskende gjorde. Jeg så op til dem og tænkte, at det var noget, jeg også havde lyst til”.
Uden nærmere indsigt i, hvad det egentlig vil sige at faste, startede Atia stille og roligt ud med at faste halvdelen af dagen i stedet for alle timerne fra solopgang til solnedgang. På den måde blev det aldrig for hårdt for hende.
”Jeg synes faktisk, at det var meget sjovt at prøve noget, som de voksne gør. Det var ikke noget, som var svært for mig, fordi jeg havde nogle forbilleder i mine forældre og ældre brødre”.
De gode forbilleder bærer en stor del af forklaringen på, at Atia aldrig følte, at det var hårdt at holde sig fra mad og drikke. Inspirationen fra andre, der fastede, blev en stor motivationsfaktor for Atia:
”Man er fælles om det, når man faster. Når man faster, så står man op sammen, beder sammen, holder fasten sammen og man åbner fasten sammen i familien. Der ligger noget socialt i, at man gør noget sammen i familien”.
Selvom Atia stadig ville faste, hvis hun ikke havde fællesskabet at støtte sig til, så betyder det en hel del for motivationen, at fasten i ramadanen er et fællesprojekt.
”Forbilleder er med til at styrke ens motivation, fordi man føler, at der er nogen, der støtter op om de samme værdier. Især når man bor i et land som Danmark, hvor nogle ikke faster. Hvis man har nogen, der deler værdierne og kan se meningen i at faste, så bliver man motiveret”.
Fasten gør det nemmere at fokusere
For Atia har det værdi at faste, fordi hun, ved at afholde sig fra mad, bedre kan fordybe sig i hengivelsen til Gud og fordybe sig i at udvikle sig moralsk som menneske. Det er også de ord, hun bruger til at forklare ikke-fastende, hvorfor det giver mening for hende at spise og drikke mindre den ene måned om året.
”Jeg forklarer dem, at fasten handler om at udvikle sig moralsk og om at tænke dybere over sine handlinger i hverdagen. Nogen kan godt undre sig over, hvorfor man skal afholde sig fra mad, men min erfaring er, at når jeg afholder mig fra mad, styrker jeg mine evner til at fordybe mig i ting”.
Det gælder først og fremmest fordybelsen i de daglige bønner og det åndelige, spirituelle og moralske aspekt af ramadan-måneden, men også på arbejdet får hun gavn af det fokus, det giver hende ikke at spise:
”Når jeg faster, arbejder jeg mere effektivt. Det er en refleksion, jeg vil tage med videre. Jeg vil prøve på eksempelvis ikke at fokusere på kaffe i hver eneste pause på arbejdet og reducere mine madportioner”.
På den måde betyder afholdelsen i fastemåneden, at hun bedre kan fordybe sig i islam, forklarer hun:
”Den tid, jeg normalt bruger på at spise frokost, kan jeg i fasten bruge på at recitere Koranen. Eller der, hvor jeg normalt spiser aftensmad derhjemme, bruger jeg tiden på at bede en bøn,” siger hun og fortsætter:
”Det er tankerne, det handler om. Når jeg ikke faster kan mine tanker hurtigt blive ledt over på mad og drikke, da jeg elsker mad".
Ved at faste kan Atia bedre fokusere tankerne på at fordybe sig i bønnen, tænke over, hvordan hun er overfor andre og give mere i almisse.
"Jeg får en dybere medfølelse for mennesker, der ikke har noget, når jeg selv mærker sulten, men jeg bliver også dybt taknemmelig for det, jeg har, når jeg ved, at jeg har muligheden for at spise lige det, jeg har lyst til, når jeg åbner fasten".
Ramadanen skal nemlig ikke kun være en afholdelse; det skal være en rettesnor for ens handlinger resten af året, mener Atia:
”Fasten handler ikke kun om, at man skal lade være med at spise. Det handler om, at man i hele ramadan-måneden arbejder på at udvikle sig som menneske, skaber omsorg, og så bruger det som en slags rettesnor resten af året”.