Muslimske kvinder i Danmark: Det er svært at komme ud af islamiske ægteskaber

En ny rapport viser, at det kan være problematisk for muslimske, minoritetsetniske kvinder at komme ud af deres islamiske ægteskab. Hvordan kan det være? Og kan man indenfor islamiske rammer understøtte det socialfaglige arbejde?

I januar 2020 udkom forskningsorganisationen VIVE med rapporten ”Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser”. Rapporten behandler, hvordan en gruppe muslimske, minoritetsetniske kvinder i Danmark har svært ved at komme ud af islamiske ægteskaber.

Den mest afgørende faktor for, om de adspurgte kvinder havde problemer med at blive skilt, var deres ressourcer. En af rapportens konklusioner er, at efterkommere af indvandrere generelt er bedre stillet end indvandrede kvinder, da de har et bedre netværk, flere kvalifikationer, og de skal ikke frygte for at skulle rejse ud af Danmark ved en skilsmisse.

Hvad angår de specifikke problematikker med opløsningen af et muslimsk ægteskab, ’nikah’, viser rapporten, at kvinderne er fanget i et vakuum, fordi der ikke findes islamiske domstole i Danmark, hvor de legitimt kan få opløst deres nikah, hvis manden i forholdet modsætter sig det.

Kønsulige adgang til skilsmisse
Rapporten beskriver den traditionelle adgang til skilsmisse indenfor islam som kønsulige. Groft sagt kan en mand opløse ægteskabet til enhver tid, mens det som udgangspunkt er langt sværere for kvinden.

I sit værk ”Marriage and Slavery in Early Islam” viser Kecia Ali, professor i religion på Boston University, hvordan den tidlige islamiske retspraksis – og derved i udformningen af de fire sunni-muslimske retsskoler – tilskrev manden magten over ægteskabet og skilsmissen. Ved flere tilfælde brugte man det samme arabiske udtryk ’milk’, der betyder ’besiddelse’ eller ’ejerskab’, til at beskrive hustruer og konkubiner. Kvinden kunne søge skilsmisse ved hustruvold, manglende forsørgelse eller mandens fravær over længere tid, men udover det var skilsmissen i mandens hænder.

Patriarkalske familiestrukturer er ikke kun et islamisk fænomen. Familier i eksempelvis det romersk-kristne rige havde samme struktur, så der er ingen historisk særegenhed ved det. Det har dog skabt et legitimt grundlag for senere islamiske juristers fortsatte fokus på mandens magt over ægteskabet og skilsmissen.

Så hvordan kan man indenfor islam hjælpe de involverede kvinder med at fylde det vakuum, de er i?

”At få et nikah-ægteskab opløst kan være problematisk, især hvis manden føler sig krænket af hustruens ønske om skilsmisse. Selvom nikah-vielsen ikke har juridisk gyldighed, er den i visse traditionelle, muslimske miljøer vigtigere end den borgerlige vielse,” fortæller muslim og forfatter Aminah Tønnsen. ”Det gælder både for nikah-vielser indgået i udlandet såvel som i Danmark. Vi mangler en uafhængig instans til at opløse nikah-vielser.”

En kort tænkepause.

”Her i Danmark skal man være forsigtig med at bruge ordene ’råd’ og ’islam’ i samme sætning, selvom det er fuldstændig legitimt i eksempelvis England. Et islamisk råd burde ikke være kontroversielt, eftersom både Den Katolske Kirke og Det Jødiske Samfund i Danmark har deres egne religiøse domstole, der tager sig af ægteskabs- og skilsmissesager.”

Som hun også påpeger i et brevkassesvar til en muslimsk kvinde, der er i tvivl om, hvorvidt hun stadig er islamisk gift, har imamen Sherin Khankan løst svære skilsmisse-konflikter i samarbejde med sharia-rådet i London. På den måde kunne det vakuum, de involverede kvinder føler, blive fyldt, og gøre det muligt for dem at komme videre med deres liv.

”For at forhindre disse komplicerede situationer i fremtiden burde enhver vielsesattest, borgerlig såvel som ’islamisk’, som et minimum indeholde en anmærkning om, at begge parter har ret til at begære skilsmisse, og at en borgerlig skilsmisse automatisk ophæver nikah-vielsen,” mener Aminah Tønnsen og tilføjer:

” Flere moské-hjemmesider bekendtgør i dag, at de ikke foretager nikah-vielser, hvis der ikke foreligger en borgerlig vielse, hvilket er et skridt på vejen til at skaffe ordnede forhold.”