Reportage

Mystikkens Univers bød både på gode energier og gode tilbud

Til messen Mystikkens Univers efterstræber arrangørerne, at der er mange forskellige interesser indenfor det spirituelle miljø, der er repræsenteret, herunder krystalhealing og håndlæsning. Messens største (og eneste gratis) udbud er en fælleskirkelig stand, hvor man blandt andet kan modtage forbøn. Billedet er fra Mystikkens Univers i 2009. Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

Østerbrohuset var i weekenden fyldt op af energier, engle og evner ud over det sædvanlige. På messen Mystikkens Univers kunne man få en smagsprøve på de største trends indenfor det spirituelle miljø i Danmark

En lille uregelmæssig fløjtelyd skærer sig igennem lyden af mennesker, når man træder ind i det store rum, der til dagligt fungerer som en sportshal. Det er lyden af Chi-healing. Huset på Århusgade i København, hvor den årlige messe Mystikkens Univers finder sted, var i weekenden fyldt op fra morgen til aften. Her kunne erhverves en lille beskyttende engel til lommen, krystaller med healende energier og flasker med spray til at balancere sin aura. Gæsterne kom for at høre foredrag om spirituelle emner og få gode tilbud på clairvoyance, healing eller håndlæsning.

Noget af det første der fanger øjet er den store fælleskirkelige stand, som er messens absolut største. Her kan man kan modtage forbøn, få helet hjertet eller fæstne en bøn til et kors, som der bedes for ved messens afslutning. Standen er også messens eneste gratisoplevelse, og herfra kan man sammen med messens ca. 5000 besøgende fortsætte ud på tilbudsjagt hos de 110 yderligere udstillere.

Laila Skoubye arbejder på messen at hjælpe en af de mange udstillere. Hun fortæller, at de fleste kommer for at shoppe rundt i de forskellige spirituelle tilbud:

”Det er interessedelen og shoppedelen og så få at prøvet noget af. Hvis nu man leder efter en clairvoyant eller vil have læst sin aura, eller vil have læst sin håndflade, så kan man prøve det af her til billige penge i stedet for, at man skal prøve 10 af de udbud, der er på bagsiden af magasinet Nyt Aspekt.”

Laila Skoubye får selv taget et billede af sin aura på messen:

”Det har jeg gjort gennem mange år. Så har jeg fået taget et billede af auraen hvert andet, tredje år bare for at se, hvor meget den skifter, om jeg udvikler mig, eller om jeg er gået helt i stå.”

TV-fænomener er et trækplaster
Lige fra starten har clairvoyance været en af messens helt store trækplastre. Et par år efter Mystikkens Univers blev afholdt første gang blev tv-programmet ”Åndernes Magt” populært. En succes der ligeledes kunne mærkes på messernes deltagertal, der hurtigt steg. På årets messe kunne man også være heldig at få en tid hos clairvoyant Sebbastian Lorantius. Sebbastian er kendt fra tv-programmet ”Nærkontakt” på Kanal 4 og har op til 4-5 års ventetid på personlige sessions med afdødekontakt.

Mystikkens univers er en af fire messer som går under navnet Krop-Sind-Ånd Messerne, som har eksisteret siden 1993. Mystikkens Univers, der ifølge messernes hjemmeside er en ”spirituel overbygning”, løb af stables første gang i år 2000.

Idéen til udvidelsen med Mystikkens Univers kom ifølge Susanne Mehl Bangton, der er kvinden bag messerne, fra udstillerne selv. De ønskede en messe, der fokuserede på sind og ånd, og hvor det kropslige aspekt fra Krop-Sind-Ånd Messerne var sorteret fra. Det kan udstillerne også mærke:

”Jeg tror, at det, der er anderledes ved denne her messe, er, at målgruppen er mere spirituel anlagt. De er meget søgende og åbne og på bølgelængde med mit budskab,” fortæller Merice McDowall, som er er på messen for første gang for at markedsføre sin virksomhed Krystalskolen, som udbyder uddannelse i krystalhealing.

Flere mænd interesserer sig for det spirituelle
På trods af de mange mennesker, køen til at komme ind og bodernes travlhed synes både gæster og udstillere, at der er ro og nærvær at finde på messen. Dette er også Jane Bergliot og Leah Collins oplevelse. De er kommet hele vejen fra Lolland til Østerbro. Det er deres første besøg på Mystikkens Univers. For dem var dagens største begivenhed healing ved Klinik Ikilikian:

”Vi var ikke i tvivl om, at det var det vi skulle. Vi var draget af ham”, fortæller Jane.

Arrangørerne efterstræber et så stort udvalg som muligt, der både repræsenterer mange interesser indenfor det spirituelle miljø og rammer en bred målgruppe. De ser en tendens til flere mandlige gæster. Hvor mændene før i tiden oftest kom som ledsagere til koner eller kærester, kommer der nu flere mænd på eget initiativ

Det er dog ikke alle de populærere trends, der er lige nemme at få fat i, fortæller Susanne Mehl Bangton:

”Vi vil bare gerne have mange forskellige udbud. I år mangler vi for eksempel en numerolog, men det går jo op og ned, for dem er der faktisk ikke så mange af i Danmark. Dem har der været mange at spørge efter.”

På messen kunne man købe krystaller til healing eller beskyttelse. Foto: Drude Daverkosen
Jane Bergliot og Leah Collins er kommet hele vejen fra Lolland til Østerbro for at deltage i weekendens messe. Foto: Drude Daverkosen