Brevveksling

"Ramadanen lærer mig på ny at værdsætte de ting i livet, der ofte gøres så små"

Mathilde Bernhard håber, at hun selv og alle andre formår at beholde godheden, når ramadanen er slut. Men lige nu er hun bare glad for at være lige hér - lige midt i ramadanen, der med sine talte dage hurtigt forsvinder igen. Foto: Privatfoto

Jeg er taknemmelig året rundt for de privilegier, jeg har. Men når jeg ved solnedgang kan bryde min faste med dadler og rent vand, mærker jeg inderligt, at jeg i sandhed er privilegeret, skriver muslimske Mathilde Bernhard

De to muslimske kvinder Saliha Marie Fetteh og Mathilde Bernhard vil i år dele deres udfordringer, glæder og tanker under ramadanen med hinanden og religion.dk's læsere i en brevudveksling.

Kære Saliha

Tak for dit fine brev. Det var kærkomment. Jeg ønsker, at din faste bliver en renselse for dig, for dit sind og for din krop, når du nu drager til Jordan for at tilbringe resten af ramadanen. Der ligger sandelig skatte gemt i fasten, for de som kan faste.

For mig er fasten blevet nemmere i og med, at min krop begynder at fjerne sit fokus fra behovet for mad og drikke. Nogle vil se på min faste som unødvendig og som en hindring i forhold til min hverdag. Men nu, hvor jeg er kommet ind i rutinen, og kroppen følger med, føler jeg mig sundere - ikke kun fysisk, men bestemt også på det emotionelle og spirituelle plan.

Jeg oplever mig selv blive mere taknemmelig for noget så simpelt som vand. Nok er jeg taknemmelig året rundt, for de privilegier jeg har: Tag over hovedet, mad i køleskabet og en dejlig søn. Men når jeg ved solnedgang kan bryde min faste med dadler og rent vand, mærker jeg inderligt, at jeg i sandhed er privilegeret. Og jeg lærer på ny at værdsætte de ting i livet, der ofte gøres så små.

Jeg tror, at vi som mennesker vil komme rigtig langt på næstekærlighedens vej, hvis vi forstår, at det er disse små ting, der skal til, for at skabe liv og glæde - hvad end man indsamler penge til brønde i Somalia, indsamler soveposer til de hjemløse, eller blot glæder sig over sommerens fuglesang og ‘kukkeri’.

Du skriver, at vi ikke behøver at søge velgørenhedsinitiativer i udlandet for at gøre en forskel, og det giver jeg dig ret i. Men selvom jeg har set mange gode sjæle lave velgørende og frivilligt arbejde herhjemme, har verden stadig brug for hjælp. Verden har brug for, at vi mennesker ser vores snit til at træde ind og vise barmhjertighed.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sprede de håb og ambitioner, ramadanen giver nogle, som pollen i luften, så alle ville blive ramt. Og jeg ville ønske, at jeg selv og vi alle kan være vedholdende i vores godhed efter ramadanen. Men alting til sin tid. Lige nu er jeg bare glad for at være lige hér - lige midt i ramadanen, der med sine talte dage hurtigt forsvinder igen.

Jeg forestiller mig lidt denne måned som en vindbrise på en varm sommerdag. Den er et dejligt friskt pust i tilværelsen, men den er også flygtig. Og af dens flygtighed kan vi lære værdsættelsens kunst.

Du skriver, at du nu er rejst tilbage til Jordan. Hvordan har de første dage været der? Jeg har altid drømt om at tilbringe ramadanen i et muslimsk land. Jeg kan forestille mig en autentisk stemning omkring månedens væren. Stemningen må være helt anderledes, når hele samfundet er indrettet efter fasten, som du beskriver det. Det er Danmark jo ikke. Men dog synes jeg alligevel, at der er plads til den her, og at jeg har kunne føle dens tilstedeværelse i det danske samfund.

Første gang jeg fastede, brød jeg også fasten alene, som oftest med rugbrødsmadder efter en lang arbejdsdag på mit daværende sommerferiejob. Jeg kendte ikke så mange andre muslimer dengang, og selvom timerne mellem solnedgang og daggry kunne føles meget stille, var der uden tvivl noget meget specielt over den ramadan – den var jo også min første af slagsen.

Men vi befinder os ikke i den samme situation og den samme tilstand altid. Jeg føler selv, at ramadanen for mig har været dynamisk fra år til år. Nogle år har jeg haft muligheden for at bruge tiden ekstra meget til tilbedelse. For eksempel havde jeg et år muligheden for at lave itikaf i moskeen (itikaf er et ophold i moskeen de sidste ti dage af ramadanen, red.). Og så er der år som i år, hvor jeg skuer mere efter de små ting i hverdagen og giver dem en stor betydning.

Jeg bliver helt nysgerrig; nu hvor du er rejst tilbage til Jordan, har du så også planlagt at fejre eid al-fitr der (festdagen efter ramadanmåneden, red.)? I så fald kunne jeg godt tænke mig at høre mere om oplevelsen af eid i et muslimsk land. Dét må være helt specielt.

Jeg vil afslutningsvist ønske dig en fortsat glædelig ramadan og en glædelig eid, når vi engang når dertil. Det har været kærkomment at modtage dine fine breve. Det har været rart at både at se forskellige perspektiver, fælde tanker ned på skrift og dele dem med én, man ikke nødvendigvis kender.

Jeg glæder mig til igen at høre fra dig, kære.

Kærlige hilsner
Mathilde

Mathilde Bernhard er muslim, doula (fødselshjælper) og hjemmepasser i øjeblikket sin søn.