Nana: Min opvækst i Jehovas Vidner skaber en indre splittelse

Nana Lundstrøm er en minoritet alle steder hun færdes, både som et tidligere medlem af Jehovas Vidner, som seksuel minoritet og med et fremmedlegeme i kroppen og sådan vil det altid været. Det er en indre splittelse, og den er blevet hendes grundvilkår. Foto: Privatfoto.

Når Nana Lundstrøm tænker på sin opvækst, husker hun den som hjertevarm og tryg. Hun mindes et fællesskab, som ikke findes i det liv, hun lever nu. Et savn til fortiden optræder i glimt, men Nana Lundstrøm kan aldrig, om hun så ville, vende tilbage til Jehovas Vidner

I hjertet af Nørrebro i stueetagen bor Nana Lundstrøm med sin kæreste Anne-Marie. Hun har lige købt en Nintendo, for der skulle ske noget nyt. Desuden må der være en grænse for, hvor meget true crime og Netflix et menneske kan rumme. Dagene kan føles lange og ensomme, når man ikke engang kan gå i kiosken for at købe sine egne smøger.

Hun har lige fået en ny hofte og er derfor sygemeldt fra sit lærerjob. Hun har det godt, men det er hårdt. Nogle gange rammer angsten som en knytnæve i hjertet. Det er en følelse af utilstrækkelighed, der melder sig. Vejrtrækningen bliver hurtigere, og alt det, som faktisk er godt, betvivles. Andre dage drikker hun portvin i sengen med Anne-Marie og taler tingene igennem. For en uge siden drak de en øl sammen på Karrusellen i København, men Nanas Lundstrøms frihed afhænger helt af Anne-Maries nærvær.

At hun i en alder af 30 år skulle få en ny hofte lå i kortene, for Nana Lundstrøm lider af den sjældne hoftesygdom Calvé-Legg-Perthes. Det fik hun at vide på sin første skoledag.

Efterfølgende sad Nana Lundstrøm i en kørestol med gule solhjul fra 0.-2. klasse. Hun havde atopisk eksem og lignede en dreng, men hun havde det fantastisk og blev aldrig mobbet. Som 12-årig blev hun erklæret midlertidig rask. Nu havde hoftekuglen gendannet sig, og ungdommen skulle blive næsten helt almindelig.

”Jeg elskede holdsport og levede et ungdomsliv som alle andre. Men jeg viste godt, at jeg var anderledes, for jeg lignede jo en dreng, havde en dårlig hofte og så var jeg tidligere medlem af Jehovas Vidner. Da jeg var på studietur henvendte en pige sig til mig, og så blev jeg langsomt mere bevidst om min seksualitet. Pludselig kunne jeg være mig selv og klæde mig, som jeg ville, ” fortæller Nana Lundstrøm.

”Mit hjerte slår et ekstra slag, når jeg bliver mindet om risikoen for blodtransfusion”
Med tiden fik ungdomslivet en sjælden alvor over sig. Komplikationerne tiltog, og hun havde fået slidgigt. Sommetider gik hoften af led til fester, på dansegulvet, i skolegården, og smerterne føltes som at dø indvendigt 80 gange. Hun havde sin mor med på Herlev Hospital og fik en erklæring med hjem, hvor der stod: ”Denne patient har en livslang, invaliderende sygdom”. Som 21-årig gennemgik hun en omfattende operation og blev lagt ned i syv uger. Det var en forfærdelig periode, fortæller Nana Lundstrøm:

”Hvorfor skulle det lige være mig? Hvis ikke min mor havde sagt til mig foran hospitalet, at jeg kan, hvad jeg vil, havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag.”

Nana Lundstrøms familie og venner har spillet en afgørende rolle for, at hun i dag har et godt liv. Frem til tolvårsalderen var familien en del af Jehovas Vidner, og hendes opvækst var fuld af omsorg, nærvær og forståelse. De fleste afviser Jehovas Vidner både på gaden og ved hoveddøren, men Nana Lundstrøm forstår godt, hvorfor de tror, som de gør. Hvis du troede, du ville komme i himmelen af at spise ingefær hver eneste dag, ville du jo gøre det, siger hun:

”Det er altid hyggeligt, når Jehovas Vidner kommer forbi. Jeg føler sommetider et behov for at forsvare dem, men jeg synes, de skulle modernisere det lidt. Jeg kan jo aldrig blive et vidne igen, fordi jeg forelsker mig i kvinder.”

At kæmpe for denne modernisering føles som en håbløs kamp. Jehovas Vidner vil aldrig komme til at forsvare Nana Lundstrøm, som hun forsvarer dem. Dele af den nærmeste familie er stadig aktive i trossamfundet, men trods uoverensstemmelsen mellem hendes og deres liv, er der en stiltiende accept af den, hun er. De elsker hende, men de ville ønske, omstændighederne havde været anderledes.

Ingen har altså skåret hånden af Nana Lundstrøm og hendes familie, selvom de forlod trossamfundet. Forløbet har været udramatisk, men fortiden vikler sig ind i fremtiden og florer som en sytråd gennem Nana Lundstrøms liv. Jehovas Vidner er en del af hendes identitet, som melder sig i glimt og minder om to liv, der aldrig helt kan forenes.

For udover at Nana Lundstrøm er homoseksuel, kan de omfattende operationer, der løbende vil gribe ind i hendes liv og være en nødvendighed for, at tilværelsen kan vare ved, nemlig også medfølge risikoen for blodtransfusion, som er forbudt indenfor Jehovas Vidner.

”Jeg skammer mig faktisk over, at jeg stadig har det sådan. At jeg ikke har det godt med blodtransfusion. Mit hjerte slår et ekstra slag, når jeg bliver mindet om den risiko. Jeg ville blive så ærgerlig, hvis jeg så en blodpose hænge over mig efter en operation,” fortæller Nana Lundstrøm.

Jehovas Vidner i årerne og røg i lungerne
Selvom denne ambivalens optræder i flere grene af Nana Lundstrøms tilværelse, vil hun til enhver tid vælge dette liv. Jehovas Vidner længes efter livet på den anden side af døden. De har en stærk dommedagsbevidsthed, og det er derfor, de stemmer dørklokker i tide og utide, for man kommer kun med i den nye verden, hvis man også er et medlem af Jehovas Vidner.

Den nye verden klinger himmelsk i Nana Lundstrøms ører, men grundet hendes seksualitet og den potentielle risiko for, at hendes liv kan afhænge af blodtransfusion, vil hun aldrig blive indviet igen, om hun så ville:

”Det er da ærgerligt, at jeg ikke kan komme med i den nye verden, men jeg kommer jo kun frem i bussen, hvis jeg træner mit ben. Jeg vælger livet i den sande verden. Der er ikke noget deroppe, der redder mig. Smøgerne kunne jeg angre, hvis jeg ville, men ikke min seksualitet.”

Der findes mange fordomme om Jehovas Vidner. Det er et berygtet trossamfund, men de bedste mennesker, hun kender, er medlemmer af det. Nana Lundstrøm er en minoritet alle steder hun færdes, både som et tidligere medlem af Jehovas Vidner, som seksuel minoritet og med et fremmedlegeme i kroppen og sådan vil det altid været. Det er en indre splittelse, og den er blevet hendes grundvilkår.

Når man har ligget ned i flere uger, når kroppen konstant sætter en bremse i livet, er taknemmeligheden og kærligheden det eneste, der gør, at hun holder ud. Derfor står minderne om fællesskabet, omsorgen og nærheden stærkest i hendes hukommelse, fremfor visheden om, at hendes liv er i uoverensstemmelse med fortidens moralkodeks.

”Jeg tror, at grunden til, at vi har så mange problemer i verden, ikke handler om religion men om mennesker,” fortæller Nana Lundstrøm.

Hun er træt af at belaste andre med sin sygdom, men hun har ikke andre muligheder. Kunne hun da bare købe sine egne cigaretter, så kunne hun blive slået ihjel af noget andet end kedsomheden ved at sidde derhjemme. Til foråret skal hun starte som lærer igen på Vibenshus Skole:

”Det føles som om, at de børn er mine børn. De har brug for mig, og jeg har brug for dem. Jeg kan mærke, at der er noget godt i vente.”