LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Analyse

"Asylbørn, der giver op, reagerer som dæmonbesatte"

Mindst 35 asylbørn på øen Nauru ved Australien er begyndt at trække sig ind i sig selv. De holder op med at bevæge sig og tale, holder op med at spise, og til sidst kan ikke engang deres forældre få kontakt til dem, skriver ph.d.-studerende Lars Williams. Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Teorier om dæmonbesættelse kan give en forklaring på, hvorfor asylbørnene på stillehavsøen Nauru tilsyneladende smitter hinanden med zombielignende adfærd, vurderer ph.d.-studerende Lars Williams

Øen Nauru i Stillehavet ligger knap 500 km fra den Australske kyst. Den bliver brugt af de Australske myndigheder til asylansøgere, og for nyligt er et besynderligt fænomen blevet observeret af Læger Uden Grænser, som arbejder med asylsøgerne på øen.

Psykiater: De bliver som zombier

Mindst 35 børn er begyndt at trække sig ind i sig selv. De holder op med at bevæge sig og tale, holder op med at spise, og til sidst kan ikke engang deres forældre få kontakt til dem. De ender i en tilstand af bevidstløshed og inkontinens. ”De bliver som zombier” siger Beth O’Connor, som er psykiater ved Læger Uden Grænser. Antallet af tilfælde stiger ifølge en rapport fra sidste år.

Fænomenet er blevet registeret flere steder i verden hos asylbørn, men det mest voldsomme tilfælde er fra Sverige for nogle år tilbage. Her blev det beskrevet som en decideret epidemi, hvor mange hundrede tilfælde blev registreret. Over 400 tilfælde blot i 2005.

I nyhedsartikler og rapporter er det blevet kaldt ’resignationssyndrom’ eller ’opgivenhedssyndrom’ - men først fornylig er fænomenet blevet beskrevet mere systematisk i forskningslitteraturen. I maj udkom en af de først sammenfatninger oversigter over forskningslitteraturen på området, som fokuserer på det traumatisk i at være flygtning og den ofte inhumane asylproces, som mange må gennemgå.

Men dybest set forstår man ikke fænomenet til bunds.

En tillært adfærd, der smitter

Den canadiske filosof Ian Hacking er kommet med et bud på, hvordan man kan forstå fænomenet – nemlig i sammenligning med, hvordan man i antropologien og religionsforskningen ofte har forstået åndebesættelse: Som en type af tillært- eller imitationsadfærd, men som er blevet internaliseret på en måde, så man ikke aktivt kan vælge den fra igen, når den først er gået i gang.

Ian Hacking mener, at en sådan model også kan redegøre for, hvorfor opgivenhedssyndrom spredes som en epidemi lokalt, men ikke er registeret hos de fleste flygtningebørn på globalt plan.

Hacking forslår således, at de første tilfælde af børn, som trak sig ind i sig selv, var på grund af langvarig og ekstrem stress, men at udbredelsen, eller ’epidemien’ sker ved, at andre børn får præsenteret en måde at reagere på og herefter imiterer adfærden, som så til sidst får sit eget liv. Dette kan så, ifølge filosoffen, have spredt sig til andre, men uden at de har kunne holde op igen.

Det lyder måske besynderligt, men imitations adfærd er vidt udbredt i alle mulige tilfælde (tænk bare på fodboldfans eller koncertgængere) og internaliseringen af en adfærd uden efterfølgende at kunne styre den, er netop hvad mange analyser af åndebesættelse hviler på.

Studier fra både Sydøstasien og Afrika rapporterer om epidemier af besættelser, hvor for eksempel en hel flok skolebørn eller kirkegængere bliver besat på samme tid, ved en slags sneboldeffekt.

Flere studier har vist tilfælde af hundredevis af individer, som over nogle timer eller dage bliver besatte på samme måde, og hvor besættelsesadfærden spredes, uden at de besatte synes at kunne vælge det fra. Fra mit eget feltarbejde i Uganda kender jeg også et tilfælde af dette, hvor en åndebesættelse spredte sig på en skole over nogle dage, og en stor flok børn blev besatte.

Ian Hackings teori minder meget, om den måde William James, en af de helt store psykologer og religionsteoretikere, forstod religion på; Som en slags træningsystem, hvor de som træner ender med også at tro. Men det er handlingerne og gentagelsen, der kommer først, ikke troen, mente William James.

Ian Hackings måde at forstå lidelsen hos flygtningebørn i sammenligning med åndebesættelse udelukker ikke almenpsykologiske teorier om traumer, men kobler derimod disse til en bredere social adfærd.

Lars Hedegaard Williams er ph.d.-studerende og forsker i religions antropologi, kulturel psykiatri og psykologi og psykiske lidelse på tværs af kulturer. Han skriver analysen ved religion.dk.