Debat

Nonne: Når jeg gribes af frygt, stoler jeg på Gud

"Her gik vi og troede, at den tekniske udvikling var uovervindelig. Vi kan rejse til månen, men få bugt med en virus fra Kina, som har spredt sig ud over hele verden, kan vi ikke! Men midt i alt dette, hvor det synes som om, folk kun tænker på sig selv, er der også så meget positivt," skriver Anna-Maria Kjellegaard, der er katolsk nonne Foto: Inge Haandsbæk Vestergaard

I disse dage hersker der mange steder en stemning af utryghed, frygt og usikkerhed over den tid, der venter os. Derfor sætter religion.dk fokus på lysere tider og fællesskabets kraft i en række debatindlæg om håb og sammenhold

Da statsministeren onsdag den 11. marts lukkede Danmark ned på grund af coronavirus, tænkte jeg: ”Nu bliver det næsten som en kollektiv retræte.” Retræte betyder tilbagetrækning og alle danskere er nu tvunget til at ”trække sig tilbage” og på den ene eller anden måde få deres hverdag forandret. I kristen sammenhæng betyder retræte også at trække sig tilbage, ikke af angst for smittefare men for at få tid og ro til at lytte mere til Gud.

Nu er denne situation kommet, mens vi kristne er i fastetiden – tiden som forberedelse til påsken, årets vigtigste fejring. Askeonsdag, som i den katolske kirke markerer begyndelsen af fastetiden, fik vi ved uddelingen af askekorset på panden disse ord med på vejen:

”Menneske, husk, du er støv, og til støv skal du vende tilbage.”

”Memento mori” - husk, du skal dø – lyder et andet ord.

Det er en alvorlig tid, og vi har mistet kontrollen, en ukendt fjende flyver rundt i luften, og det fremkalder angst og usikkerhed. Her gik vi og troede, at den tekniske udvikling var uovervindelig. Vi kan rejse til månen, men få bugt med en virus fra Kina, som har spredt sig ud over hele verden, kan vi ikke!

Da jeg hørte om, hvordan folk hamstrede, måtte jeg tænke på min ordensgrundlægger Benedikt af Nuricias (480-547) ord: ”Aldrig tvivle på Guds barmhjertighed” (Benedikts Regel kap. 4,74). På latin hedder det: ”De dei misericordia numquam desperare.”

”Desperare” – desperat – gå i panik – fik folk til at hamstre. Men ordet kan også deles i ”de-sperare”, hvor håbet kommer til syne, for ”sperare” er at håbe. Derfor lyder den ny oversættelse af dette vers således: ”Aldrig opgive håbet om Guds barmhjertighed”. Det vil sige, at man altid skal håbe.

Midt i alt dette, hvor det synes som om, folk kun tænker på sig selv, er der også så meget positivt. Og her giver teknikken og moderne medier også håb. Via de sociale medier er folk rykket sammen og har tilbudt hjælp på alle mulige måder. Det er virkelig positivt i denne svære tid. Og nu hvor kirkegangen også er lukket ned, kommer teknikken også der til hjælp, for via streaming kan jeg komme til messe, selvom jeg er hjemme.

Ikke kun kan vi hjælpe hinanden rent fysisk og via teknikken men også på det åndelige plan. Ved at bede for alle de syge, for dem, der passer dem, for dem, der passer deres arbejde for at holde samfundet nogenlunde i gang, for dem, der kommer i økonomiske vanskeligheder, og for dem, der har mistet håbet, kan vi vise sammenhold.

Om Abraham, troens fader, siges der: ”Med håb imod håb troede han” (Romerbrevet 4,18).

Jeg vil slutte dette indlæg af med: ”Når jeg gribes af frygt, håber (stoler) jeg på dig (Gud).” (Salme 56,4).