Natten har altid været farlig

Nationalmuseet formidler med et nyt børneunivers viden om det mørke, som mennesker altid har været bange for. Ifølge historiker Benno Blæsild er mørket også i kirkelig sammenhæng blevet brugt til at fortolke det onde - versus lyset, som det gode

Natten har altid virket skræmmende på mennesket, som i modsætning til de fleste dyr dårligt kan orientere sig i mørket. Gennem tiderne har nattens mørke derfor også skabt grobund for mange forestillinger om allehånde væsner, som kun var ude på at gøre fortræd.

Den farlige nat
For natten var farlig, så det gjaldt om at passe på og beskytte sig, og her brugte man både sit Fadervor og mere håndfaste metoder som at ståle, hvilket for eksempel kunne være at hænge en kniv over døren. Overtro og tro gik således fint hånd i hånd.

Men også i vores ellers så oplyste nutid er mange – især børn - bange for mørket.
Nationalmuseet har derfor her op til påske åbnet et sanseligt børneunivers "Sov sødt - håber du overlever natten", hvor publikum følger en rundvisning, der varer en lille halv time. Her oplever man natten, som den har været i bondestuen, i den mørke skov og i en by uden ret meget gadelys, men til gengæld med både larm, vægtere og tyveknægte.

På vejen gennem mørket møder den besøgende også både helhesten, gravsoen og Fanden selv, og der er historier om troldenes gemte skatte og om maren, der rider os om natten, deraf ordet mareridt. Man erfarer også, hvorfor datidens mennesker ikke lagde sig fladt ned og sov, for så risikerede man nemlig, at døden tog fejl og tog én med, hvis han kom forbi.

Det var virkeligt mørkt
Fantasien har altså været enorm, men hvor kommer angsten for natten egentlig fra? Blev den skabt i historisk tid – eller er det mere sandsynligt, at den stammer tilbage fra dengang, hvor vi boede i huler og kun det varme bål kunne holde de vilde dyr væk om natten. Altså dengang hvor der reelt var noget at være bange for – set med nutidsøjne.

Historiker og tidligere leder af Den Gamle By i Aarhus Benno Blæsild siger: ”Mig bekendt er der ikke lavet kulturhistorisk eller antropologisk forskning lige netop om, hvornår mennesket blev bange for mørke. Men jeg kan godt sætte mig ind i det, for en måneløs overskyet nat, så har det været virkelig mørkt ude på landet. Det er nok svært for os i dag at sætte os ind i, og specielt de, som lever i urbane miljøer, oplever så godt som aldrig totalt mørke."

"Det er et faktum, at man kan se menneskets udbredelse på kloden ude fra rummet, når man betragter Jordens natside. Så er der lyst alle steder, hvor der bor mennesker. Man burde lave en CO2 beregning på, hvad det globalt set koster at holde mørket fra livet. I hvert fald er det vigtigt, siden vi bruger så mange ressourcer på det.”

Lysets børn og kirken
Men hvad med kirken? Spillede kirken en rolle for at danne – og vedligeholde - dette skræmmebillede af natten? Kirken er meget fraværende i Nationalmuseets udstilling på nær lyden af nogle kirkeklokker, så hvordan ser historikeren på forholdet mellem natten, kirken og videnskaben?

”Jeg synes, at vores tit ret vulgære fortolkning af det mere og mere komplekse naturvidenskabelige verdensbillede ofte sætter universet ind i en underbevidst kristen rammefortælling. Jeg oplever for tiden, at vores desværre temmelig akutte problemer med fordelingen af atmosfæriske gasser bliver iscenesat som en dommedagsfortælling."

"Min datters klasse blev i gymnasiet sat til hver især at skrive et afskedsbrev i lyset af, at klimaforandringerne betød Jordens undergang. Men faktum er jo, at livet på planeten kommer til at gå videre – uden så mange af os, selv om vi skulle få held med at ødelægge den klimahylde, vi som art lever på,” siger Benno Blæsild og fortsætter:

”Jeg er bestemt også selv en del af denne kulturkristne fortolkning af ufattelige og overmenneskelige fakta om universet. Det nyeste eksempel oplevede jeg, da jeg for nylig så billedet af det sorte hul. Jeg blev en lille smule bange, for jeg oplevede det som at se inde i djævelens øje. Sikkert fordi jeg som så mange andre opdeler min verdensforståelse mellem det gode = lyset og det onde = mørket. Så i min personlige kosmologi er det Fanden selv, vi har fotograferet. Godt at han trods alt er så langt væk fra os, der jo kendes som Lysets Børn.”

Hundene og en kniv med blod
Benno Blæsild gør også opmærksom på, at kristendommen er en religion, der sætter lighedstegn mellem det guddommelige og lyset. Det gjorde den egyptiske farao Aknaton også i år 1500 f.Kr., da han ophøjede solen i egenskab af den ultimative lyskilde til en universal gud.

”Så jeg tror altid, at kristne har været bange for mørket – både før Jesus og før reformationen. Når det er rigtigt mørkt, har vi mennesker, der ikke er velsignet med en særlig god lugtesans, nemlig kun vores forestillingsverden til at fortolke alle de lyde, som vores gode hørelse lader os opfatte.

Derfor tror jeg, at vi først for alvor holdt op med af være bange for mørket, da vi danskere med verdens første skolelov i begyndelsen af 1800-tallet tvang også de fattiges børn til at få indsigt i det videnskabelige verdensbillede. Ja, måske der ligger en overset årsagsforklaring til det enestående parløb mellem hunde og mennesker i, at hundene kunne snuse sig til, hvad mørkets lyde egentlig stammede fra,” slutter han.

Hunde møder man også på Nationalmuseets udstilling, hvor de hyler et sted derude i mørket. Men mest skræmmende føler man natten, når man sidder ved bondens langbord i skæret af de ulmende gløder på ildstedet og hører Bodil Jørgensens stemme fortælle om, hvorfor det er godt, at der ikke er blod på den kniv, som er stukket ind i væggen i alkoven, hvor man lige om lidt skal lægge sig ned og sove. For det manglende blod betyder, at så skal man ikke dø i den kommende nat. Men måske den næste – hvem ved?