Natursyn i konfucianismen og daoismen

I serien om natursyn bringer Etik.dk filosofiens og religionernes syn på, hvordan vi kan betragte naturen. Lektor i kinesisk religion Klaus Bo Nielsen deler viden om natursynet i konfucianismen og daoismen

De to store indfødte traditioner i Kina, daoismen og konfucianismen, har udøvet en dybtgående indflydelse på kinesisk kultur. Daoismen dækker både over en filosofi og en religion, skønt der i den kinesiske kontekst næppe skelnes mellem dem.

I Vesten er daoismen fortrinsvis kendt gennem de to indflydelsesrige tekster Daode jing og Zhuangzi, der rækker tilbage til det 4. årh. f.Kr. Først senere i historien antog daoismen form af en organiseret religion med et stort korpus af helligtekster. I dag er daoismen en af de fem tilladte religioner i Kina – de andre er buddhismen, Islam, katolsk- og protestantisk kristendom.

Konfucianismen regnes ikke for en religion i Kina, men betragtes som et læresystem baseret på vismanden og læremesteren Konfucius (551-479 f.Kr.). Det blev dog i lige så høj grad den konfucianske filosof Mencius (3. årh. f.kr.), som kom til at præge konfucianismen. Den senere nykonfucianisme, som tog form i det 10. årh. e.Kr, regnede Mencius for at repræsentere den ortodokse linje i konfucianismen.

Også konfucianismen har sine kanoniske tekster, nedskrevet i den tidligste dynastihistorie. Ingen ideologi eller lære har som konfucianismen præget kineserne. I fortid og nutid har konfucianismen udøvet en gennemgribende indflydelse på det kinesiske folks værdier, særligt med hensyn til uddannelse, familiestruktur, etik og statsstyrelse. En indflydelse der har bredt sig til store dele af Fjernøsten, som eksempelvis Korea, Japan og Vietnam.

Konfucianismen vil hæve mennesket over det naturgivne
Konfucianismen har gennem sit lange historiske forløb fostret forskellige opfattelser af naturen, især hvis man også medtager nykonfucianismen. Alligevel kan der spores visse dominerende og generelle træk i det konfucianske livs- og natursyn.

Konfucianismen og daoismen deler et fælles tankegods, der placerer mennesket i en større verdenssammenhæng eller kosmologi, der pointerer en harmoni mellem menneskets og naturens verden. Der er ingen skabergud, for i den kinesiske naturalisme er universet i videste forstand en organisk helhed, der animeres af en selvskabende vitalitet. Naturen ses som forenet i en gensidig forbundenhed af alle fænomener og processer.

Trods denne relation til kosmos var konfucianismen primært optaget af at kultivere mennesket som familiemenneske og samfundsborger. Konfucianismens etos består i at hæve sig ud over det naturgivne og udvikle de kulturelle normer, der placerer mennesket inden for kulturens domæne. Konfucianismen bevæger sig inden for civilisationens historie. Konfucius mente, at han genopdagede de legendariske sagnkonger fra det Vestlige Zhoudynasti (1046-771 f.Kr.), og tog dem som eksempel på visdom og dyd. De regerede i den gyldne tidsalder, hvor der herskede fred og harmoni.

Himlen angiver i konfucianismen to aspekter. På den ene side er Himlen den iboende orden og kan associeres med den naturlige verden. På den anden side er Himlen den moralske orden, hvor den ortodokse opfattelse er, at Himlens norm er nedfældet i det enkelte menneskes natur. Som det siges i det konfucianske skrift, Zhong Yong (Praktisering af Middelvejen):

”Med betegnelsen ’naturen’ taler vi om det, der er ordineret af Himlen og nedfældet i os; med ’vejen’ (dao) mener vi den sti, som er i overensstemmelse med den indre natur i mennesket og tingene; og med ”moralske instruktioner” refererer vi til kultivering af menneskets rette vej i verden.”

Himlen, skønt den er upersonlig, bærer således præg af menneskelige egenskaber, som vilje og intentioner. Relationen mellem Himlen og mennesket er i konfucianismen primært af moralsk art. Den konfucianske etik er forankret i Himlen.

Hvad udgør menneskets indre natur?
I kinesisk filosofi har man bestandigt været optaget af, hvad et menneske allerede besidder ved fødslen, og hvad der er tilegnet gennem læring og socialisering. I konfucianismen var de herskende ideer, at mennesket har en iboende moral, der enten er latent til stede og skal kultiveres eller også er moralen skjult eller overskygget af selviskhed og begær.

Netop menneskets evne til at føle empati, og at mennesket overhovedet besidder en moral, er det, der ifølge konfucianismen adskiller os fra dyrene. Med konfucianismen følger en humanisme og rationalisme, der sætter mennesket i centrum.

Før Handynastiet (206 f.Kr. – 220 e.Kr.) i den tidlige fase af konfucianismen er der ikke meget opmærksomhed på naturen, der omgiver os, men derimod stor diskussion og bevågenhed over for, hvad der måtte udgøre menneskets indre natur. Alligevel kan det dokumenteres, at den klassiske konfucianisme betragter naturen, som grundlag for menneskets eksistens, fordi jorden og naturen er ressource for menneskets fornødenheder.

Samtidig kan vi se, at mennesket skal kontrollere og dæmpe begæret, så den vilde naturs ressourcer kan udnyttes rationelt uden at overudnytte og forstyrre den naturlige balance. Den konfucianske filosof Xunzi (310-230 f.Kr.) siger om naturen:

”Reager overfor den med fred og orden og den gode skæbne vil herske. Reager overfor den med uorden, og ulykke vil følge. Hvis grundlaget for livet (landbrug og silkeavl) er styrket og økonomisk anvendt, vil naturen ikke bringe armod. Men hvis grundlaget for livet er tilsidesat, så kan naturen ikke gøre landet rigt.”

Det kendetegnende ved konfuciansk økologisk etik er, at der ikke tænkes i menneskets dominans over naturen, men at man heller ikke ofrer menneskets og civilisationens udvikling på den uberørte naturs alter.

Daoismens verden er evig naturlighed
Det kinesiske, og helt centrale ord, dao, betyder ordret vej eller sti. Konfucianerne anvendte termen, som den rette vej eller måde, som mennesker bør opføre sig i forhold til medmennesket og samfundet. Med andre ord er der tale om en etisk og moralsk vej.

Fra et daoistisk synspunkt var den konfucianske opfattelse af dao for begrænset. Daoisterne foretrak at forstå dao som naturens vej - som et dynamisk hele. Dao er roden til al eksistens, det er den kosmiske puls, der er tilstede i alle ting og fænomener, men forbliver ubeskrivelig og kan ikke sættes på formel.

Daoismen ser naturen som det, der er uberørt af mennesket, men som mennesket må søge at integrere sig med. I en tidlig daoistisk tekst, Zhuangzi (4. – 3. årh. f.Kr.) pointeres naturens organiske karakter:

”I verden eksisterer der evig naturlighed. Hvor der er evig naturlighed er tingene ikke optegnet efter en kurve, ikke ligesom ved hjælp af en lodlinje, ikke rund som tegnet af en passer, ikke kantet som et kvadrat, ikke samlet med lim og lak og ikke bundet af reb og snor.”

Den fundamentale idé i daoismen er at gøre opmærksom på, at mennesket kun udgør en lille part af en større proces i naturen. De menneskelige handlinger, der i sidste instans giver mening og er universelt gyldige, er de, der er i overensstemmelse med naturens rytme og udtryk.

Denne sensitivitet i forhold til naturen får daoisterne til at være skeptiske ved alt, der kan anses for unaturligt eller kunstigt. Men det betyder ikke, at daoismen ikke anerkender, at mennesket er et kulturskabende væsen, og hvad der er menneskeskabt også kan anses som ’naturligt.’ Pointen er snarere den, at menneskets handlinger og frembringelser ikke må komme i konflikt med naturen.

Dermed bliver der i daoismen også skabt en etik, der rækker ud over det sociale og samfundsmæssige, men også inddrager en etik, der forholder sig til naturen. Daoismen indeholder en naturalistisk og antikonventionel livsfilosofi, hvor mennesket ikke har nogen privilegeret status i forhold til andre levende væsener. Der eksisterer heller ikke nogen højere magter eller guder, der har et særligt bånd til menneskeheden.

Naturen er kaotisk og spontan
Ud fra refleksioner over den naturlige verden søger man i daoismen at indlæse etiske handlingsforskrifter for mennesket ud fra observationer af naturens ytringer. Det er ikke fastlagte naturlove, som daoisterne leder efter. I menneskets verden etableres orden, struktur og regler, men daoisterne ser med et æstetisk blik grundlæggende naturen som kaotisk, ustruktureret og spontan.

I daoismen kan man iagttage en afvisning af antropocentrisme, nemlig det syn at mennesket regnes for den mest betydningsfulde skabning i universet, og opfatter naturen som en ressource for menneskets formål. En lille anekdote fra det daoistiske værk Liezi (300 e.Kr.) anfægter dette synspunkt:

En rigmand afholdte en stor fest. Efter at anden, fisken og grisen var serveret, udbrød rigmanden: ”Er det ikke herligt at Himlen er så venlig over for menneskeheden at forsyne os med fisk, fugle og dyr til vores nydelse og brug.” Men en lille dreng som var gæst, overraskede dem alle ved at sige: ”Nej, i tager fejl. Selvfølgelig tager vi ting og spiser dem, men det var ikke derfor de oprindelig blev skabt. Når alt kommer til alt bider myg, lus og tigre vores krop – betyder det at Himlen oprindeligt skabte os for at være føde for myg, lus og tigre?”

Historisk er der eksempler i daoismen på, at der i denne tradition blev udarbejdet etiske forskrifter om at værne om naturen. En senere tekst med tilhørsforhold til den første organiserede religiøse daoisme, der opstod under Handynastiet (206-220 e.Kr.) med titlen Herren Lao´s 180 Forskrifter har klare referencer til miljøbeskyttelse. Her er der 20 forbud, der direkte omhandler naturbeskyttelse, herunder forbud om at forurene søer og vandløb og unødig fældning af skove.

Det daoistiske natursyn afspejler sig ligeledes i kunsten. Tydeligst i det traditionelle kinesiske landskabsmaleri, hvor naturen kommer til udtryk i en majestætisk harmoni med bjerge, dale, vand og tågeagtige skyer, hvis elementer symboliserer yin og yang i balance. Ofte ses mennesket i landskabsbillederne, som små uanseelige figurer integreret i den store natur.

Det daoistiske natursyn bærer lighedstræk med et moderne begreb benævnt som økocentrisme, hvilket viser hen til det natursyn, der er naturcentreret i modsætning til menneskecentreret. Økocentrismen ser økosfæren som bestående af alle jordens økosystemer, atmosfæren, i vandet og på landjorden, som den matrix der giver liv og understøtter det. Det er et verdenssyn der anerkender at økosystemer i sig selv har iboende værdi, inklusive de biologiske og fysiske elementer, som omfattes heraf.

Grøn nutidig daoisme
Det Nationale Daoistforbund i Kina har engageret sig dybt i den miljømæssige og klimatiske krise. Daoistiske munke og nonner forsøger i disse år at ændre folks attituder i forhold til beskyttelse af miljøet. Ledende daoister står frem som rollemodeller for et grønnere miljø.

I 2006 skabte daoisterne et projekt kaldet Det Grønne Tempelnetværk, der indtil videre tæller 120 ”økologiske” templer. De daoistiske templer anvender energikilder som solceller og biobrændsel, samtidig med der satses på vandreservoirer, genbrug og træplantning. De daoistiske templer skal fungere som informationscentre, der belærer og oplyser om økologi, biodiversitet og naturbevarelse.

I dag er der i Kina økologiske daoistiske hoteller, hospitaler og endda hele økologiske byer. Det må tilføjes, at den kinesiske regering og de lokale myndigheder har en finger med i spillet. Den nuværende alliance mellem daoisme og økologi må samtidig forstås ud fra det kinesiske perspektiv, der handler om Kinas engagement i modernitet, videnskab og teknologi.

Økologi i kinesisk forstand er ikke en romantisk vestlig forestilling om daoismen som ”naturens vej. ” Snarere er det en demonstration af et foretagende, der ikke er traditionel kultur, men i høj grad er videnskabelig og moderne. Ligeledes er det et økonomisk anliggende, der med regeringen i spidsen har til hensigt at udvikle de smukke daoistiske tempellokaliteter til økoturisme. Den daoistiske opfattelse af naturen har noget at byde på angående miljøetik og i en diskussion om religion og økologi, men den praktiske implementering er fanget i et net af komplekse politiske, ideologiske og økonomiske problemstillinger.

Systemer, ideologier og samfundsmodeller har skabt klimaforandringerne
Da Bill McKippon skrev bogen The End of Nature i 1989, var der ikke mange der tog ham alvorligt. Han var blandt de første der offentligt malede et billede af planetens krise, hvor menneskeskabt CO2 udledning udgjorde en afgørende del af et større klimatisk problem.

I dag er det gået op for offentligheden, at vi nu står over for en miljø- og klimakrise af enorme proportioner. I den forbindelse er det nødvendigt med en reel forståelse af den europæiske oplysningsmentalitet, hvilket også kræver en ærlig diskussion af de mørke sider af det moderne Vesten.

I den europæiske oplysningsperiode i det 18. århundrede mente man, at naturen var at betragte som en maskine, der var styret af love. Naturen blev anset som passiv, og det var menneskets opgave at agere på naturen og bruge den og dens ressourcer. Det der egentlig begyndte med oplysningstiden, blev efterfølgende betragtet som et spektakulært udtryk for menneskelig opfindsomhed og bedrifter i den tidlige fase af den industrielle revolution.

Men spørgsmålet er, om der ikke er tale om en løbsk ideologi, der viser sig i trangen til at udnytte, undertvinge, besejre og udforske den natur, der er baggrundsforsyning for det liv, vi fører. Med sig har det ført til en forbrugerisme, der spiller sammen med en kapitalistisk markedsøkonomi og et neoliberalistiske økonomisk styringssystem, der bestandig har økonomisk vækst for øje.

I Vesten er det den herskende ideologi, og tag ikke fejl af at denne ideologi nu er fuldt omfavnet, som det uomgængelige rationale, der driver udviklingen i Østasien.

Den nødvendige udvidelse af oplysningsprojektet
Uanset hvor meget positivt, der også kan siges om oplysningsperioden og de ideologier der fulgte, ser vi nu konsekvenserne af denne mentalitet. Klimaet er ikke vores eneste bekymring, også millioner af dyre- og plantearter er truet af udryddelse på grund af menneskets ødelæggelse af naturen. En tragedie som allerede er indtrådt med de utallige skabninger, der nu er uddøde fra planetens økosystemer.

Muligheden for en radikal anderledes etik eller et nyt værdisystem adskilt og uafhængig af oplysningsmentaliteten er hverken realistisk eller autentisk. Vi må i stedet udvide oplysningsprojektet, med en dyb moralsk sensitivitet og et ansvar over for miljøet og naturen. Ikke alene fordi det etisk er det rigtige, men simpelthen af nødvendighed for menneskeheden og dens efterkommere.

Mentalitetsændringer kan være længe undervejs. Derfor gælder det i denne akutte globale miljø- og klimakrise om at skride til handling. At slutte op om det fælles globale projekt at reducere CO2 udledningen med en tilstrækkelig ambitiøs klimaplan, samt at sikre økosystemer er sunde og ikke yderligere lider overlast. Det er desværre her, at det samtidig bliver kompliceret, og den virkelige udfordring finder sted. Årsagen til klimaforandringerne skal dybest set ses i lyset af de systemer, ideologier og samfundsmodeller der hersker.