Interview

Naveed Baig: Med maden viser vi respekt overfor andre mennesker

"Det er svært at være uvenner, når man spiser sammen. Når man deler bord, så er der en etikette og en tone, men når man så har bygget en relation op, så kan man også sige de svære ting til hinanden," siger hospitalsimam Naveed Baig om interreligiøs spisning. Foto: Claus Bech /Ritzau Scanpix

En onsdag i marts mødtes seks religioner til en tværreligiøs højtidsmiddag. Ved bordet sad blandt andet Naveed Baig, der er hospitalsimam på Rigshospitalet. Her fortæller han om fastens betydning, det taknemmelige ved en bordbøn og om mad som en måde at vise anerkendelse og omsorg overfor andre mennesker på

Hvad spiser du til religiøse højtider indenfor islam?
For mit vedkommende betyder fasten rigtig meget. Der får maden, eller mangel på samme, en helt anden betydning. Der bryder jeg fasten med dadler og med vand. Det er det simple, men også det er også det basale. Kroppen har brug for væske og den har også brug for sukker, når man har fastet hele dagen. Så det vil typisk være det, som jeg forbinder med en religiøs højtid.

Det giver nogen nye perspektiver på madens betydning, når man ikke får mad nok. Og på, hvad maden gør ved ens psyke, ens sjæl og ens krop. I og med at vi tager maden for givet, at det bare er noget vi indtager ved tre måltider om dagen plus det løse, så giver det en ny betydning, når man ikke kan og frivilligt afstår fra at spise.

Det med at bryde vaner og det med at tænke over madens betydning, det er noget, der bliver iværksat blandt andet under ramadanen. Fordi man frivilligt afstår fra noget, som er så naturligt. Det hele bliver vendt om, ens madrytme, søvnrytme, arbejdsrytme. Alt bliver på en måde forvandlet til noget andet, så der er også en forvandling-og forædlingsproces i det at faste.

Det er noget, man tænker på året rundt, nu når ramadan er på vej, så begynder man allerede at tænke på det og så prøver man at indstille sig på det. Nogen prøver også at faste inden for lige at vende kroppen til det og gøre sig klar mentalt til de 29 eller 30 dage, som fasten varer. Men det er klart, at man hele året prøver at tage budskabet fra fasten med om, at man skal spise moderat og sundt hele året.

Har maden en religiøs symbolik?
Alt mad er velsignet på den måde, at det er noget, som er foreskrevet af Gud til ethvert menneske. Gud sørger for vores daglige brød, ligesom han tager sig af fuglene når de vågner op sultne og starter dagen. Vi plejer at sige, at vi respekterer maden så meget, at vi aldrig lader den ligge på jorden. Vi samler det op fra jorden, fordi det ikke er madens plads.

Så det har en stor religiøs, nærmest hellig betydning, at maden skal respekteres. Madspild er ikke noget, man bryder sig om på grund af tanken om rizq’s betydning. Ordet Rizq er et koranisk begreb, som bl.a. betyder føde, proviant og næring.

Vi har også en fortælling med Abraham, hvor han får besøg af en fremmed. Og Abraham reagerer på den fremmede ved, at han byder ham ind og får sin familie til at lave mad til ham, selvom han er fremmed. Det siger noget om, at maden er en måde, hvormed man respekterer sine gæster. At selv de fremmede byder man på mad og sørger for, at de har det godt.

Der ligger rigtig meget i, at når man har besøg af nogen, så er det første, man gør, at tilbyde dem kaffe eller te. På den måde for maden får en betydning af, at det er med til at skabe relationer, men det viser også, at man yder respekt for et andet menneske. Man plejer også at sige, at ens gæster er nådegaver sendt fra Gud, så man skal respektere dem.

Er der ritualer forbundet med måltidet?
Man starter inden måltiden med at vaske sine hænder og gøre klar til at indtage måltidet, og fordi man indtager måltidet med hænderne, så skal de være rene. Der er et eller andet med at spise med hænderne, som er særligt sanseligt, idet man mærker maden og dens konsistens. Det med at spise med hænderne er en profetisk sædvane.

Nu bruger vi jo kniv og gaffel i disse dage, men mange stadig i verden foretrækker man stadigvæk at spise med hænderne, og det gælder også mange muslimer herhjemme. Efter afvaskningen siger man så ”i guds navn, den barmhjertige og den nådige”. Det siger vi altid. Derudover er der en speciel bøn, som er meget kort, som kan oversættes som: ”I guds navn, må der være velsignelse i maden”.

Den bøn siger vi inden ethvert måltid. Og hver gang vi slutter med at spise, siger vi også noget, hvor vi takker Gud og den, der har givet en maden. Hvis det er en familie, man har på besøg, så takker man dem. Det er ret fint, at man på samme tid som man takker Gud også takker dem, der har serveret måltidet for en.

Det betyder meget, lige inden man skal spise, og maden ligger der serveret, at tage en tænkepause over, at nu er jeg ved at indtage noget ind i min krop. Det synes jeg er ret smukt, at der kommer lidt ro over madbordet. Så kan man lige trække vejret dybt og sige en bøn, og så kan man starte, i stedet for at man bare kaster sig over bordet. Så i bordbønnen ligger der noget disciplin og en respekt overfor maden, men også en taknemmelighed overfor Gud.

Hvorfor faste i Mekka og Medina?
Når man er på pilgrimsfærd, så kan der være noget særligt ved at tage til Mekka eller Medina, som er profetens by, hvor han er begravet. Det særlige er det sociale i, at man tilbyder andre mennesker mad; både dem man kender og dem man ikke kender, både fattige og rige. Der ligger noget socialt i det, at man inviterer hinanden ind og spiser sammen.

De etniske og kulturelle forskelle bliver løsrevet, når det handler om samværet og det sociale. Når man deler ord med hinanden, og man deler brød med hinanden, så kan der opstå dybe samtaler om eksistens, tro, politik og hverdagsting. Her lærer man hinanden at kende og bliver forbundet med hinanden.

Kan mad være en anledning til et religionsmøde?
Ja. Det er både en anledning til det, men det er også en måde at anerkende hinanden, og anerkende venskaberne og relationerne ved at spise sammen. Det er et middel, men det kan også være et mål at spise sammen for at opnå større forståelse for hinanden. Man finder jo ud af ting, som man ikke vidste på forhånd.

Det gik op for mig, at der var mange ting der var ens i forhold til asatroen og buddhismen. Nogen af de samme ord og traditioner, og ofringen gik igen. Jeg havde troet, at det mest fra jødedom, kristendom og islam, der havde ting til fælles, men lige pludselig var der fælles anekdoter og fortællinger, som blev mere universelle, som man kunne relatere til.

Det er det, maden kan gøre, altså åbne op for nye forståelser. I og med at man lærer hinanden at kende i takt med, at kroppen bliver mæt, så kan hjertet og hjernen også blive mæt ved at tale med hinanden og blive inspireret og udfordret.

Det er svært at være uvenner, når man spiser sammen. Når man deler bord, så er der en etikette og en tone, men når man så har bygget en relation op, så kan man også sige de svære ting til hinanden. Så det er svært at være uvenner, når man har nydt en dejlig aften sammen. Der er det med at spise sammen og drikke kaffe sammen meget vigtigt for religionsdialogen.

Det er ikke samtalen i sig selv, der er formålet, men det relationerne kan bidrage til i samfundet. Vi har selvfølgelig religionen med, men det handler også ligeså meget om, hvordan vi interagerer med samfundet. Hvis vi er gode ved hinanden, kan vi være gode forbilleder for andre og sprede ringe i vandet ved at vise, at vi kan spise og tale sammen på en respektfuld måde.

Til en højtidsmiddag med seks religioner repræsenteret fik Naveed Baig daal turka med raita og frisk koriander. Foto: Leif Tuxen