Newroz-myten om frihedskæmperen Kawa

Det persiske og kurdiske nytår, Newroz, falder altid den 21. marts ved forårsjævndøgn. Ved fejringen af det nye år fortæller man en gammel myte om en retfærdig smed, Kawa, og en uretfærdig konge, Dahhak. Her kan du læse myten genfortalt af Orhan Dogru

Forårsjævndøgnet er et naturfænomen, der gennem tiderne er blevet fejret i mange forskellige kulturer. Én af disse var det ariske folk, der opholdt sig i Mesopotamien, hvor Kawa og Dahhak tilsyneladende har kæmpet den kamp, der senere skulle danne rammefortælling om Newroz-fejringen.

Myten om frihedskæmperen aktualiseres i Newroz-fejringen
Smeden Kawa er en mytologisk person, men i folkemunde er han blevet gjort til en revolutionær person, der gør oprør mod en tyran. Han er skabt af et folk, der har savnet en sagnskikkelse.

Myten om Kawa er blevet et litterært produkt, der indtager sin helt egen plads i litteraturen. Navnet Kawa er med tiden blevet knyttet til begreber som godhed, skønhed, eksistens og fornyelse, og hermed har historien om Smeden Kawa forvandlet sig til Newroz-myten.

For kurdere har Newroz tilmed fået en dybere mening end blot at være en fest for nytåret, idet kurderne har tillagt nytårsfejringen politisk betydning som symbol på modstand mod undertrykkelse og en stræben efter frihed.

Her går skikkelserne den tyranniske kong Dahhak og frihedskæmperen Smeden Kawa fra myten om Newroz igen i folkemunde i forskellige versioner, der dog hele tiden rummer det samme budskab om frihed fra undertrykkelse. Historien har vist, at Dahhak ikke har været den sidste tyran siden dengang, og derfor er der stadig grund til at genfortælle myten.

Newroz-myten
Genfortalt af Orhan Dogru

Der herskede engang en arabisk konge, som hed Dahhak, i Mesopotamien. Han var arabernes konge og nabo til kurderne og perserne, som også boede i samme område. Dengang i oldtiden var disse folk samlet i et stort rige, som udgjorde det store gamle iranske rige. Kong Dahhaks vej til tronen var det første tegn på, hvor mørk den kommende tid ville blive for folkene i dette frugtbare område rigt på bjerge og floder.

Dahhak havde nemlig ladet sig lokke af Djævlen, der var kommet til ham i skikkelse af en god mand. Dahhak var blevet konge, efter at han havde aftalt med Djævlen, at denne skulle dræbe Dahhaks far; den gavmilde og hjælpsomme kong Mardas. Nok var Dahhak blevet den nye konge, men det var dog Djævlen, der havde bundet hans hænder.

Djævlen var god til at udnytte Dahhaks svagheder og gik i gang med at lægge nye onde planer. Således kom han igen en dag, denne gang i skikkelse af en smukt klædt mand, hvis tale var klog. Han fedtede for Dahhak, roste ham og tilbød at blive hans kok. Da Dahhak syntes godt om denne mand, ansatte han ham som sin kok. Kokken lavede alle mulige dejlige og nye velsmagende retter til Dahhak. Dahhak kom så til at stole blindt på denne mand og syntes om at have ham som kok.

En dag spurgte Dahhak, efter igen at have spist den gode mad og rost kokken, om han havde et ønske på hjerte. ”Mit ønske er at kysse dig på skulderen og berøre den med øje og kind,” sagde kokken smigrende. Uden at fornemme Djævlens hensigt lod Dahhak Djævlen gøre det. Lige så snart Djævlen var færdig med kysset og berøringen, forsvandt Djævlen fra Jorden.

Efter Djævlens kys voksede der en slange med hoved frem i hver af Dahhaks skuldre. Slangerne begyndte med det samme at give konstante smerter, men ingen af Dahhaks læger eller troldmænd kunne stille noget op. Hver gang man skar slangerne væk, voksede de frem igen ligesom grenene på et træ. Uanset hvad man gjorde, så hjalp det ikke på smerterne.

Så kom Djævlen endnu en gang, denne gang i skikkelse af en dygtig læge. Han sagde: ”Desværre ser det ikke så godt ud. Både sygdommen og behandlingen er noget så hjerteskærende grusom. Du skal lade slangerne være i ro og give dem føde. Som føde skal du hver dag lade hovedet hugge af to unge mennesker og give deres hjerner til slangerne. Så vil slangerne være med til at lindre smerterne og give lidt ro og ikke så megen kvalfuld pine. Måske vil slangerne så en dag dø af denne føde”. Med denne onde plan ville Djævlen til syvende og sidst gøre verden mennesketom.

På samme tid var kongen i det store iranske rige, som alle disse områder var underlagt, blevet meget svækket. Hverken almindelige folk eller soldater støttede længere kongen. De førende krigere havde hørt om en konge med slangehoveder. De kom og sluttede sig til Dahhak. Med deres støtte gik han til angreb og gjorde en ende på den iranske konges 700-årige styre. Så blev Dahhak ny konge over hele det iranske rige.

Dahhak havde forladt godhedens og retfærdighedens vej, og blev ikke nogen god konge. Folk havde det ikke godt under ham. Især det, at unge mennesker fik hugget hovedet af, for at deres hjerner kunne gives som føde til slangerne, var en pine for alle rigets borgere. Slangerne i Dahhaks skuldre blev kun beroliget i kort tid. Derefter fortsatte de med hele tiden at give Dahhak uudholdelige smerter.

Medlidenheden med dem, der hver dag blev dræbt, var på alles læber. Nu lagde to godhjertede personer en plan. Det lykkedes på en eller anden måde for dem at komme i tjeneste som kokke i Dahhaks køkken. Synet af de fortvivlede unge mennesker, som de mødte, fik deres hjerter til at bløde hver gang. De tænkte, at hvis de ikke kunne skåne to unge liv på én gang, måtte de i det mindste redde et af dem.

Fra den dag af blandede de hjernen fra et får sammen med hjernen fra et af de unge mennesker. Kokkene foreslog de overlevende unge, at de skulle skjule sig på øde steder og gøre dalene og bjergene til deres hjem. Myten fortæller, at disse unge med tiden dannede deres eget samfund i ødemarken og blev kurdernes stamfædre.

Årene gik, og Dahhak, som havde et hjerte af sten, havde nu siddet på tronen i flere århundreder. Intet havde ændret sig. Mørke skyer havde sænket sig over hele riget. Hver dag gik det værre end dagen før. Slangerne i Dahhaks skuldre blev ved med at pine ham. Undertrykkelsen og uretfærdigheden var nået ud i ethvert hjem og til enhver person, herunder Smeden Kawa.

Smeden Kawa havde allerede måttet ofre 17 sønner til Dahhak, og i går aftes var Dahhaks mænd mødt op på hans værksted igen. Kawa vidste, at en dag ville turen også komme til hans sidste søn. Men det gjorde alligevel hjerteskærende ondt på ham. Kawa havde aftalt med Dahhaks mænd, at han næste morgen selv ville aflevere sin sidste søn, og på udfordrende vis meddelt, at han også havde et par ord at sige til Dahhak.

Hele den nat havde Kawa ikke lukket et øje. Han havde kigget ud ad vinduet på det bælgravende mørke udenfor og tænkt: ”Før daggry er alt lige nu allermørkest, men det er dette tusmørke, der afføder solen og lyset om lidt. Det er også mørkest for os alle her i Dahhaks rige. Dette mørke, som nu er allerdybest, må være tiden før den lyse tid”.

Med dette håb og lys i hjertet så Kawa, at solen var stået op. Næste morgen var Kawa helt ude af sig selv. Tanken om at skulle ofre sin sidste søn var ubærlig for selv en stærk og kraftigt bygget mand. I den tilstand styrtede han råbende ind i Dahhaks tronsal.

I Dahhaks mægtige palads så der ud til at være styr på det hele. Men tingene var ikke, som de så ud til at være. Rundt omkring i riget var folk utilfredse med Dahhak. De mente, at kong havde forladt godhedens og retfærdighedens vej.

Som en reaktion på modstanden havde Dahhak fået sine generaler til at skrive under på et dekret. De bevidnede i dekretet, at Dahhak gjorde alt, hvad han kunne, for at tjene sit folk. Dahhak ville også have underskrifter fra almindelige folk på sit dekret for at styrke hans troværdighed. Kawa fik derfor tilbudt at få sit barns liv og sit eget liv skånet, hvis han skrev under på dekretet.

Efter at have læst dekretet sagde Kawa: ”Jeg er kommet her for at bede om retfærdighed og godhed. Hvis jeg sætter min underskrift, vil det betyde, at jeg støtter dit uretfærdige og tyranniske styre. Jeg er kommet her på vegne af folk i min situation. Du har taget 17 af mine sønner og givet dem som føde til dine forbandede slanger. Den forbandelse, der hviler over dig, har taget form af slangerne i dine skuldre. De giver dig ikke fred og ro, ligesom du ikke giver os, folket, fred og ro,” sagde han og fortsatte:

”Intet er uendeligt. En dag skal også du forlade denne jord. Hvis du som det allersidste vil gøre en god gerning, så skån mit barn og andre unges liv og styr dit kongerige på retfærdig vis”. Med de ord fór Kawa med sønnen ved sin side ud af paladset med samme hast, som da han kom styrtende ind.

Folkene omkring Dahhak, som med åbne munde og forundrede blikke havde set, hvad Kawa havde gjort, sagde nu til kongen: ”Høje Konge, De er en alle tiders konge her på Jorden. Hvordan kan det være, at en simpel, tarvelig klædt smed, som ikke engang kan tale ordentligt, tør sige disse ting til Dem og kan forlade paladset med livet i behold?” Dahhak svarede dem vredt: “Jeg er lige så rystet, som I er. Men i hans vrede og had genkendte jeg folkets vrede og had. Vi må derfor fra nu af sende spioner ud allevegne for at genoprette folkets tillid til mig”.

Dahhaks sidste ordre var ikke nået nogen steder hen endnu. Efter at folk havde set Smeden Kawa styrte råbende ind i Dahhaks palads, havde de samlet sig udenfor for at vise deres støtte til Kawa. Dahhak kunne med sine egne ører høre den ophidsede folkemængde udenfor. Kawa blev opmuntret, da han så den mængde mennesker, der havde samlet sig for at tage imod ham.

Nu tog Kawa sin smedekittel af tyrelæder af, satte dem op på et spyd og opfordrede folk til at samle sig under dette banner. Til folket sagde Kawa: ”Fra nu af skal vi kæmpe mod Dahhaks tyranni. Vi kæmper for godhed, retfærdighed og ikke mindst frihed for vores folk!”.

Efter at Kawa havde udtalt disse ord, tændte man bål af tykke grene rundt om paladset. På de tændte bål blev man ved med at kaste flere grene fra skovens træer for at få dem til at blusse endnu mere op og således give et tegn til de unge i bjergene, som på flugt fra Dahhaks styre havde skjult sig der.

Hver gang folk så et bål ude i det fjerne, tændte de selv et nyt bål. På denne måde nåede signalet til oprør ud til alle afkroge af riget. De unge fra bjergene og folk fra alle rigets egne kom og sluttede sig til Kawa og den menneskemængde, der allerede var forsamlet.

Således forstærket gik folk i alle aldre – børn, unge, gamle, mænd og kvinder – med Kawa i spidsen til angreb på Dahhaks mægtige palads, som rummede en hel hær, der kunne forsvare et stort land. Efter hårde kampe lykkedes det for folket at besejre Dahhaks hær.

Under de heftige kampe kom Smeden Kawa et kort øjeblik til at stå ansigt til ansigt med Dahhak. Han tøvede ikke, men knuste straks Dahhaks hoved ved ét slag med smedehammeren. Dermed fik verden en tyran mindre, og folkene i Mesopotamien blev befriet fra Dahhaks grusomme tyranni, som havde varet ved i næsten 1000 år.

Smeden Kawas ånd lever videre
Omkring forårsjævndøgn var folket blevet befriet fra Dahhaks mørke styre i Mesopotamien, hvor man før hans styre gennem årtusinder havde fejret naturens genopvågning som Newroz for at markere, at mørket må vige for lyset og naturen vågner til live igen allevegne og springer i blomst.

Newroz betyder ”ny dag” og festen, hvor folk dansede rundtom de tændte bål, kom efter befrielsen fra Dahhaks tyranni til at fremstå som en fejring af både nytåret og befrielsen. Dansen omkring Newroz-bålet blev over hele Mesopotamien fulgt op med festligheder præget af en stemning, som ingen nogensinde havde set magen til i hele oldtidens Iran.

Således slog folk fejringen af de to begivenheder sammen ved at danse kædedansen govenda omkring de tændte bål. Siden har Newroz-fejringen været et symbol på godhed, retfærdighed og ikke mindst frihed, idet man generindrer myten om Smeden Kawa og hans heltegerninger.