Min bedste bog til hængekøjen

Nils Gunder Hansens yndlingsbog gør ham i stand til at forstå underhundens verden

Professor Nils Gunder Hansen på sit arbejdsværelse. Han bruger ofte yndlingsromanen "Slip mig aldrig" i sin undervisning. Foto: Søren Staal

Forholdet til de medmennesker, som ikke ligner en selv, er et centralt tema i litteraturprofessor Nils Gunder Hansens yndlingsværk. Derfor bruger han flittigt romanen i sin undervisning

Hvad sker der, hvis man kloner mennesker? Og hvilken etisk relation skaber det mellem de rigtige mennesker og klonerne?

Det er nogle af de spørgsmål, som litteraturprofessor på Syddansk Universitet Nils Gunder Hansen stillede sig selv, efter at han første gang stiftede bekendtskab med sit yndlingsværk, Kazuo Ishiguros roman ”Slip mig aldrig” fra 2006.

Nils Gunder Hansen fortæller, at den japansk-engelske Kazuo Ishiguro har været en af hans yndlingsforfattere i mange år. Han har skrevet artikler om hans bøger og undervist i dem:

”Så jeg var svært tilfreds, da han fik Nobelprisen sidste år.”

Utraditionel science-fiction

”Slip mig aldrig,” handler om forholdet mellem mennesker, fortæller Nils Gunder Hansen:

”Det er en kostskoleroman – en genre, som englænderne har en tradition for, hvilket J.K. Rowlings Harry Potter-bøger også er et udtryk for. I denne bog ser den engelske kvinde Kathy tilbage på sit liv i forskellige faser, og det handler om venskaber, kærlighed og livets forløb.”

På den måde foregår romanen i en verden, der ligner vores. Men der er en underliggende præmis: Denne verden har udviklet sig i en anden retning. Man er begyndt at klone mennesker i 1950’erne, og derfor er kloning i slutningen af 90’erne, hvor denne roman foregår, en veletableret del af samfundet, forklarer Nils Gunder Hansen:

”Det er en etisk-eksistentiel roman, der har kloning som tema. Og samtidig er det en science fiction-roman. Men den har en særlig stilfærdig og langsom fortælleform, som er ukarakteristisk for science fiction. Etisk brændbare emner er ofte fortalt dramatiske, men i ’Slip mig aldrig’ er handlingen underspillet. Forfatteren har skrællet det meste af, og som læser bliver man langsomt ført ind i et væsentligt univers. Der bliver talt til følelserne.”

Træner empatien

Nils Gunder Hansen fremhæver især Kazuo Ishiguros skrivestil, som er klassisk og afdæmpet, og han bevæger sig ubesværet rundt i forskellige universer. Derfor har Nils Gunder Hansen i flere år brugt Ishiguro i sin undervisning. Han kan nemlig noget særligt, som dette værk er et fremragende eksempel på:

”I ’Slip mig aldrig’ lever læseren sig ind i nogle undertrykte og stigmatiserede menneskers liv, i dette tilfælde klonernes. Man lever sig ind i underhundens position, før man ved, at det er en underhund – og da bliver man ramt af følelsen af, at det ligeså godt kunne have været en selv,” fortæller han og tilføjer:

”Selvom de rigtige mennesker ikke føler, at der er noget særligt ved forholdet mellem mennesker og kloner, så behandler de klonerne anderledes, fordi de har et andet formål. De opfattes med væmmelse for at opretholde en grænse mellem os på den ene side og dem på den anden side. Selv de humanister, der gerne vil behandle klonerne godt, kan næsten heller ikke undertrykke deres afsky.”

Derfor mener Nils Gunder Hansen, at ”Slip mig aldrig” allegorisk set er en roman om racisme. For den handler om den afsky og væmmelse, mennesker føler, når det bliver skræmt af ”de andre,” og det gør den til et vigtigt værk:

”Vi litterater kan godt lide at sige til hinanden, at det at læse bøger træner empatien, så man bedre kan leve sig ind i, hvordan personer, man ikke møder i virkeligheden, lever deres liv. Det kan stor litteratur, og det demonstrerer denne roman. Det er en meget stilfærdig og stemningsbåret bog om de helt store eksistensspørgsmål.”