Nietzsche: Jeg vandrer og fører fantastiske samtaler med mig selv
Nietzsche vandrede for at tænke og for at kurere sig selv for voldsomme smerter. Læs et uddrag af bogen "Gå!" og forstå, hvorfor den plagede filosof var som besat af at betræde naturen
At sidde så lidt som muligt: Ikke stole på nogen tanke, der ikke er blevet frembragt i det fri, under kroppens fri bevægelse – ikke på nogen idé, hvor ikke også musklerne har været med til festen. Enhver fordom kommer fra indvoldene. At ’have bly i røven’ er, gentager jeg, den egentlige synd mod ånden.
Nietzsche - en udholdendevandrer
Brud, skrev Nietzsche, er vanskelige, fordi det bånd, der løsner sig, gør ondt. Men snart indfinder der sig i stedet en vinge. Nietzsches liv kommer til at bestå af løsrivelser, brud, isolation fra verden, samfundet, rejse- eller arbejdskammerater, kvinder, venner, forældre. Men hver gang hans ensomhed graves dybere, bliver hans frihed også dybere: Han skal ikke stå til regnskab for nogen, intet kompromis forhindrer ham i noget, hans udsyn er klart og frit.
Nietzsche skal have været en bemærkelsesværdig, udholdende vandrer. Han nævner det meget tit. At vandre i det fri var ligesom elementet i hans værk, det uforanderlige akkompagnement til hans skrift.
Hans liv omfatter fire store akter.
Først de formative år fra hans fødsel (1844) til hans udnævnelse til professor i klassisk filologi ved universitetet i Basel. Hans far er præst, en retlinet og god mand, som dør ung. Nietzsche forestiller sig gerne, at han er det sidste skud på en adelig polsk slægt (slægten Nietzski). Da hans far dør (han er fire år), venter hans mor, hans bedstemor og hans søster sig alt af ham. Han er genstand for deres allerstørste omsorg. Det højt begavede barn fortsætter sin skolegang på gymnasiet i Pforta, der er velanset og strengt, og hvor han modtager en klassisk dannelse.
Dér underkastes han et jernhårdt regimente, hvis storhed han senere vil anerkende ud fra den græske opfattelse: Man skal kunne adlyde for at kunne befale. Hans mor tror på ham og overvælder ham med sin beundring i håb om, at han vil stille sin strålende begavelse i Guds tjeneste.
Hun drømmer om at se ham som teolog. Han er en frisk knægt med et glimrende helbred og lider blot af en stærk nærsynethed, der sikkert er blevet dårligt korrigeret. Han udmærker sig som filologistuderende på universitetet i Bonn, dernæst i Leipzig. Fireogtyve år gammel udnævnes han til professor i filologi ved universitetet i Basel på anbefaling af videnskabsmanden Ritschl. Det er enestående for hans alder. Nu følger anden akt.
Årene på universitetet
Han underviser i græsk filologi i ti svære og fiaskofyldte år. Arbejdet er enormt: Foruden forelæsningerne på universitetet skal han også undervise på byens store gymnasium (Pedagogium). Men så Nietzsche blot sig selv om filolog? Længe havde han været fristet af musikken, dernæst fascineret af filosofien. Det er den filologiske videnskab, der åbner armene for ham. Han vælger den en smule beklemt, for den er ikke hans endelige kald. Men den giver ham i det mindste mulighed for at læse grækerne: tragikerne (Aischylos, Sofokles), digterne (Homer, Hesiod), vismændene (Heraklit, Anaximander) og historikerne (han betages af Diogenes Laertius, fordi man, som han udtrykker det, hos ham ser menneskene hinsides systemerne).
Det første år forløber strålende. Han arbejder begejstret på sine forelæsninger, får succes hos de studerende, møder nye kolleger, hvoraf én, Franz Overbeck, professor i teologi, bliver en kær ven. Den trofaste ven, ham, man beder om hjælp, som henter ham i Torino efter katastrofen. Det er yderligere i 1869, at Nietzsche foretager en rejse til Luzern for bagefter at begive sig til Tribschen, hvor han aflægger ”Mesteren” (Wagner) et bevæget besøg i hans enorme og monumentale bolig. Dér lader han sig fascinere af Cosima, hende, som han i sine vanvidsbreve vil kalde sin ”prinsesse Ariadne, min elskede – folk har den opfattelse, at jeg skal være menneske, men sandt er det, at jeg længe har færdedes blandt dem” (januar 1889).
Begejstringen, hans ivrige universitetsarbejde, hans strålende helbred varer dog ikke længe. Han får flere og flere anfald og kriser. Kroppen hævner sig på en række slemme fiaskoer.
En faglig fiasko. Den bryder ud med offentliggørelsen i 1871 af Tragediens fødsel, der gør fagfolk lamslåede og rasende. Hvordan kan nogen finde på at skrive et sådant værk? En bog, der bygger på vage, metafysiske fornemmelser frem for seriøs forskning: den evige konflikt mellem kaos og form. Også en fiasko, hvad venskaber angår. Han deltager regelmæssigt i den årlige hyldest af Mesteren i Bayreuth, vender tilbage til Tribschen, bliver Wagners rejsekammerat i Europa, men han forstår stadig bedre, at Wagner med sin fanatiske dogmatisme, sin arrogance, repræsenterer det, han afskyr, og især, at Wagners musik ikke er noget for ham: Den gør ham syg.
Wagners musik, skriver han senere, drukner man i, den er en sumpfeber, man må hele tiden ”svømme”, den overvælder én som en påtrængende, kaotisk flodbølge. Man mister fodfæstet, når man lytter til den. Derimod giver Rossini ham lyst til at danse. For ikke at tale om Bizets Carmen. En fiasko på det følelsesmæssige område: Han får afslag på sine kluntede frierier. Og endelig en fiasko med hensyn til hans sociale liv: Det lykkes ham nemlig hverken at slå rod i Bayreuths mondæne postyr eller i kredsen af professorer og videnskabsmænd.
Svært at stå op imod. Hvert semester bliver det stadig mere hårdt og umuligt. Stadig oftere gribes han af en frygtelig hovedpine, der lænker ham til sengen, hvor han ligger i mørke, mens han jamrer af smerte. Hans øjne gør ondt, han kan dårligt læse, skrive. Et kvarters læsning eller skrivning betales dyrt med timelange migræneanfald. Han beder om at få læst højt, for hans øjne kan ikke tåle at se på det trykte papir.
Nietzsche forsøger et kompromis og beder om fritagelse for en time og endda snart også for al sin gymnasieundervisning. Han får endda et års orlov til at puste ud, komme sig, få nye kræfter.
Men intet hjælper.
Vandring som kur
Men den kur, han på dette tidspunkt ordinerer sig selv, bærer samtidig hans kommende skæbnes mærkesegl: lange vandringer og dyb ensomhed. Det er de to lægemidler mod hans jagende, frygtelige smerter. At undgå ophidselse, belastninger, verdens tummel, der altid betales kontant med mange timers lidelser. Og vandre, vandre længe for at forjage, distrahere, glemme hammerslagene i hans tindinger.
Endnu er han ikke blevet grebet af de høje bjerges hårde mineraler eller duften af tørke på Sydens klippefyldte stier. Han går oftest langs søbredderne (Léman-søen sammen med Gersdorff, seks timers vandring om dagen) eller trænger ind i dunkle skove (fyrreskovene i Steinabad syd for Schwarzwald: ”Jeg vandrer meget gennem skovene og fører fantastiske samtaler med mig selv”).
I august 1877 er han i Rosenlaui og lever som eneboer: ”Hvis blot jeg kunne få et lille hus et eller andet sted; ligesom her ville jeg vandre seks til otte timer om dagen og forme tanker, som jeg bagefter ville få ned på papiret i en fart.”
Men intet hjælper. Smerterne er for stærke. Migræneanfaldene nagler ham til sengen i dagevis, opkastningerne får ham til at vride sig af smerte hele natten. Han har ondt i øjnene, og hans syn svækkes. I maj 1879 indgiver han sin afskedsbegæring til universitetet.
Nietzsche: En legendarisk vandrer
Nu kommer den tredje store periode i hans liv. Ti år, fra sommeren 1879 til de første dage af 1889. Nu skal han leve af tre små pensioners samlede beløb, som kun vil sætte ham i stand til at leve meget beskedent, indkvartere sig på små kroer, betale for toget, der bringer ham fra bjergene ud til havet, undertiden til Venedig, for at besøge Peter Gast. Da er det, at han bliver den uforlignelige vandringsmand, som får legendarisk status. Nietzsche vandrer, han vandrer, som man arbejder. Han arbejder, mens han vandrer.
Allerede den første sommer opdager han sit bjergområde: det højtbeliggende Engadine, og året efter sin landsby: Sils-Maria. Dér er luften transparent, vinden bidende, lyset skærende. Fordi han afskyr den tunge hede, tilbringer han alle somrene dér, indtil faldet (bortset fra året med Lou). Til sine venner (Overbeck, Köselitz) skriver han, at han har opdaget sin natur, sit element, til sin mor, at han dér finder ”de bedste veje, jeg kan håbe på, som den halvblinde mand, jeg er blevet, og den mest styrkende luft” (juli 1879). Det er hans landskab, han føler sig ligesom blodsbeslægtet med det, ”ja, mere endnu”.
Allerede den første sommer vandrer han, vandrer alene i op til otte timer om dagen, og skriver Den vandrende og hans skygge.
Alt, på nær nogle få linjer, er blevet tænkt undervejs og kradset ned med blyant i seks små hæfter.
Og han tilbringer vinteren i Sydens byer, især i Genova, Rapallobugten, og senere Nice (”Jeg spadserer i gennemsnit en time om morgenen, tre timer om eftermiddagen, med raske fjed – altid den samme vej: Den er smuk nok til at tåle gentagelser”, marts 1888), Menton en enkelt gang (”Jeg har fundet otte spadsereture”, november 1884). Bjergene bliver hans arbejdsbord og havet hans store hvælving (”Havet og den rene himmel! Hvorfor pinte jeg mig selv før i tiden?”, januar 1881).
Mens han vandrer højt hævet over verden og menneskene, komponerer han i fri luft, fantaserer, opdager, jubler, gyser over det, han finder, rystet og grebet, som han bliver af, hvad der uventet kommer til ham under vandringerne.
Intensiteten i mine følelser får mig til at le og skælve på samme tid – jeg har flere gange oplevet, at jeg ikke kunne forlade mit værelse af den latterlige grund, at jeg havde røde øjne – og hvorfor? Fordi jeg dagen før under mine lange vandringer havde grædt for meget, ikke sentimentale tårer, men tårer af lykke, syngende og vaklende, grebet af et nyt blik, der markerer min forrang for nutidens mennesker.
De største bøger bliver skrevet
I løbet af de ti år skriver han sine største bøger, fra Morgenrøde til Moralens genealogi, fra Den muntre videnskab til Hinsides godt og ondt, uden at forglemme Zarathustra. Han bliver eneboer (”igen være eneboer og vandre alene ti timer om dagen”, juli 1880), den ensomme, den rejsende.
Her er vandringen ikke som hos Kant en adspredelse fra arbejdet, denne minimale sundhedskur, der lader kroppen komme til kræfter efter at have siddet foroverbøjet og sammensunket. For Nietzsche er den betingelsen for hans værk. Vandringen er mere end en afspænding fra det, ja, mere end et akkompagnement til det, vandringen er i egentlig forstand selve værkets element.
Vi hører ikke til dem, der kun kan tænke blandt bøger, og hvor ideen venter på bogsidernes stimuli for at komme til verden; vores etos er at tænke i frisk luft, mens vi vandrer, springer, klatrer, danser, især på ensomme bjergtoppe eller på havets bredder, dér hvor selv veje bliver mediterende.
Så mange andre har skrevet deres bøger udelukkende på baggrund af læsning af andre bøger, så mange bøger lugter af bibliotekernes indelukkede hørm. Hvad kan man bedømme en bog på? På dens lugt (og især dens rytme, som vi vil se). På dens lugt: Alt for mange bøger lugter af læseværelsernes eller kontorernes beklumrede atmosfære. Mørke rum, der aldrig luftes ud. Luften cirkulerer dårligt mellem boghylderne og sørger for fugtpletter, papirets langsomme opløsning, de kemiske forandringer i blækket. Luften er tung af uddunstninger.
Andre bøger udsondrer en skarp luft: den skarpe luft udefra, blæsten fra de høje bjerge eller det isnende pust fra højderne, der udmatter kroppen, eller den friske morgenluft fra stierne i Syden, der er kantet med pinjer og gennemtrængt af dufte. Sådanne bøger ånder. De er ikke overlæssede, ikke mættede af død, ligegyldig lærdom.
Åh, vi forstår meget hurtigt, om forfatteren har fundet sin idé ved at sidde over for sit blækhus med fremskudt mave og hovedet nede i sine papirer. Hvor læser man hans bog hurtigt! Man fornemmer de sammenpressede indvolde lige så hurtigt som den iltfattige luft, det lave loft, det trange rum.
Men der er også udforskningen af et andet lys. Bibliotekerne er altid for mørke. Den endeløse opstabling og sidestilling af bøgerne, bogreolernes højde, alt er en sammensværgelse sig mod at lade dagslyset trænge ind.
Andre bøger genspejler bjergenes skærende lys eller havet, som glitrer i solen. Og først og fremmest farverne. Biblioteker er grå, og grå er de bøger, som skrives der: Alt er overlæsset med citater, henvisninger, fodnoter, forklarende klogskab, endeløse gendrivelser.
Endelig bør man omtale de skrivendes kroppe: deres hænder, fødder, skuldre og ben. Bogen som et fysiologisk udtryk. I alt for mange bøger mærker man, at kroppen er skrumpet, knækket sammen, siddende, foroverbøjet. Kroppen, som vandrer, er udfoldet og spændt som en bue: åben mod de store vidder som blomsten mod solen. Rank overkrop, spændte ben, svingende arme.
For at vurdere en bog, en mand eller et stykke musik er vores første refleks at spørge os selv: Kan han vandre?
Bøger af de forfattere, der er fanget bag deres mure, og som er groet fast til deres stole, er ufordøjelige og tunge. De opstår ved at blive stykket sammen af de andre bøger på bordet. De ligner gæs under opfedning: proppet med citater, spækket med henvisninger, tynget af noter. De er tunge, fede og læses langsomt med kedsomhed og besvær. De udgør en bog sammen med andre bøger ved at sammenligne dens linjer med andre linjer og gentage, hvad andre har sagt om det, som atter andre måske har fortalt. Man verificerer, man præciserer, man korrigerer: En sætning bliver et afsnit, et kapitel. En bog bliver en kommentar til hundrede bøger på en sætning fra en anden bog.
Han, som komponerer, mens han vandrer, er tværtimod fri for bindinger, hans tanke er ikke en slave af andre bøger, ikke tynget af verificeringer eller andres tanker. Han skal ikke stå til regnskab for nogen. Blot tænke, bedømme, beslutte. Det er en tanke, der fødes i en pludselig bevægelse, i et spring. Man mærker kroppens elasticitet, dansens bevægelse i den. Den tilbageholder, den udtrykker energien, kroppens hop og spring. Her tænkes selve tingen uden forstyrrende tågeslør og blokeringer, den told, man betaler til kulturen og traditionen. Det bliver ikke lange kæder af bevisførelse, men lette og dybe tanker. Deri består udfordringen: Jo lettere en tanke er, desto højere hæver den sig og bliver dyb, fordi den står svimlende vertikalt på den træge sump af overbevisninger, den almindelige mening, fastslået viden. Mens de bøger, der er undfanget i biblioteker, tværtimod er overfladiske og tunge. De forbliver på det niveau, hvor bøger er kopier af kopier.
At tænke mens man vandrer, at vandre mens man tænker, og så bliver skriften kun en lille pause, ligesom kroppen under vandringen hviler sig for at betragte de store vidder.
Man skriver kun godt med sine fødder
Hvilket afslutningsvis hos Nietzsche i sidste ende bliver en hyldest til foden. Man skriver ikke blot med sin hånd. Man skriver kun godt ”med sine fødder”.Foden er et glimrende vidne, måske det mest pålidelige. Mens man læser, må man vide, om foden ”spidser ører” – for hos Nietzsche lytter foden, som man kan læse i Zarathustras anden ”dansesang”: ”Mine tæer rejser sig for at lytte, for danseren bærer sine ører på tæerne” – hvis den skælver af glæde ved læsningen, fordi den er inviteret med til dansen, til afrejsen, til at være udenfor. For at vurdere et stykke musiks kvalitet må man stole på foden. Hvis man, mens man lytter, får lyst til at slå takt med foden, tage afsæt for at hoppe, er det et godt tegn. Al musik er en opfordring til lethed. Wagners musik gør således foden deprimeret: Den får den til at gå i panik, den ved ikke længere, hvor den skal sætte sig. Værre endnu, den mister kræfter, slæber sig af sted, drejer i alle retninger og irriteres.
Som han skriver i sine sidste tekster, er det umuligt at føle lyst til at danse, når man hører Wagner, for man trækkes ned i dybet af hvirvlende musikslyngningers malstrøm, plumrede elve, ubestemmelig higen.
Så snart denne musik indvirker på mig, får jeg øjeblikkelig svært ved at trække vejret: Min fod irriteres og gør oprør; det er, fordi den gerne ville kunne slå takten, danse, marchere – det er, fordi den af musikken især kræver den berusende march.
Som sagt vandrede Nietzsche hver dag, mens han hist og her nedkradsede, hvad denne vandrende krop, som tørnede sammen med himlen, havet, gletsjerne, inspirerede hans tanker til med denne udfordring. Det er den opadstigende bevægelse, jeg altid vil mindes fra disse vandringer. Jeg er, siger Zarathustra, ”ham, der rejser, der bestiger bjerge; sletterne bryder jeg mig ikke om, jeg kan ikke sidde roligt ned i længere tid ad gangen; og hvad end min skæbne vil blive, og hvad jeg ellers vil opleve, kræver det en vandring, der fører opad; for det er altid sig selv, man gør erfaringer med.” At vandre vil for Nietzsche sige at løfte sig, klatre, stige opad.
Allerede i Sorrento i 1876 valgte han bjergstierne bag byen til sine daglige spadsereture. I Nice holdt han af at klatre op ad den sti, der gik stejlt op til den lille landsby Èze, hvorfra man befandt sig næsten lodret over havet. Fra Sils-Maria tog han de veje, der førte op til de højtliggende dale. I Rapallo besteg han Monte Allegro (”egnens højeste bjergtop”).
Hos Nerval opfordrer skovstierne – flade labyrinter – og de jævne sletter den vandrende krop til blid sagtmodighed, til længsel. Minderne stiger op som en pludselig tågebanke. Luften er mere gennemtrængende kølig hos Nietzsche, og især tør, transparent. Tanken er skarp, kroppen er vågen, skælvende. Da kan det ikke være minder, der stiger frem, men domme, der falder: diagnoser, fund, indsnit, domme.
Kroppen, der bevæger sig opad, anstrenger sig, den er hele tiden anspændt. Den hjælper tanken på vej med dens inspektion: blot lidt længere endnu, lidt højere op. Man må ikke blive svag, man må samle energi for at komme videre, få et sikkert fodfæste og langsomt hale kroppen op, derpå genoprette ligevægten. Sådan er tanken: en idé, hvormed man hæver sig op til noget endnu mere utroligt, uhørt, noget nyt.
Og så handler det ellers om at komme op i højden. Der findes tanker, som ikke kan indfinde sig, hvis man ikke befinder sig seks tusind fod over triste sletter og strandbredder.
”Seks tusind fod over mennesket og tiden.” Den dag vandrede jeg gennem skoven, langs Silvaplanasøen: jeg standsede i nærheden af Surlei ved siden af en enorm klippeblok, der knejsede som en pyramide. Da var det, at denne tanke kom til mig.
At have verdens tummel for sine fødder. Suave turba magna … Hvor skønt er det ikke, oppe fra de gennemsigtige gletsjere, at se den ubevægelige hob forsumpe på stedet, langt nede? Alligevel ikke, Nietzsches aristokratiske tilbøjeligheder går ikke så vidt som til at hengive sig til denne arrogante foragt.
Nej, der er snarere tale om, at man for at kunne tænke må have et frit udsyn, være hævet over, råde over en gennemsigtig luft. Man må være tvangfri for at kunne tænke langsigtet. Og hvad betyder så detaljerne, hvad betyder det at være præcis og nøjagtig? Det er jo selve strukturen i menneskenes skæbne, man skal se omridset af. Højt oppefra ser man landskabernes bevægelse, ser man højdedragene aftegne sig. På samme måde med historien: antikken, kristendommen, den moderne tid. Hvilke typer, personer, essenser frembringer den? Så snart man har næsen nede i datoer og fakta, skrumper alting ind til at blive noget særegent. Når det i virkeligheden gælder om at konstruere fiktioner, fortællinger, myter, generelle skæbner.
Vi har stadig et godt stykke vej tilbage at klatre, langsomt, men hele tiden højere op, for at nå et punkt, hvorfra vi uhildet kan stirre ned på vores gamle civilisation. Et eller andet klart som grundridset af en vej. Ikke den dumme foragt for de bofaste, snarere eller nærmere den medfølelse, hvorom Nietzsche siger, at den altid har været hans problem (”siden jeg var barn, har jeg hele tiden igen og igen måttet konstatere, at ’medynk er min største fare’,” september 1884), medfølelsen over at se menneskene løbe travle omkring, gå til messe eller spille kort, tigge om deres ligemænds anerkendelse, køre fast i bedrøvelige billeder, fordi de er fattige i sig selv. Mens man deroppefra forstår, hvad der gør mennesket sygt, nemlig de bofaste moralopfattelsers gift.
Og så er der hele tiden under disse meget lange vandreture passagen gennem bjergpassene, hvor et andet landskab pludselig kommer til syne. Først anstrengelsen, opstigningen, og så vender kroppen sig om og ser det endeløse landskab ligge ved sine fødder eller ved en krumning af vejen; det er en forvandling: en bjergkæde, en pragt, som lå og ventede.
Mange aforismer bliver til under disse perspektivomvæltninger, disse afsluttende udbrud, hvor noget andet kommer frem, en hemmelig opdagelse ligesom et nyt landskab og den jubel, der ledsager den.
Til sidst vil jeg sige noget om, hvad ”den evige genkomst” skylder Nietzsches erfaringer fra vandrelivet. Vel vidende, at hans lange udflugter foregik ad velkendte veje, afmærkede ruter, som han elskede at gentage. Landskabet vibrerer altid for den, der har vandret længe for at nå frem til en eftertragtet udsigt ved et vejsving, som han vil beskue. Den gentages i vandringsmandens krop. Samklangen mellem de to former for tilstedeværelse, ligesom mellem to strenge med samme lyd, vibrerer og nærer gensidigt hinanden, det er ligesom en endeløs gentagelse.
”Den evige genkomst” vil sige, at man i en lukket cirkel udfolder gentagelsen i disse to hævdelser, forvandler de nærværende tings vibrationer til en cirkel. Vandringsmandens ubevægelighed over for landskabets er selve intensiteten i dette med-nærvær, der lader en endeløs cirkelbevægelse af udvekslinger opstå: Jeg har altid været hér, i morgen, i færd med at beskue dette landskab.
Men allerede i midten af 1880’erne klager Nietzsche undertiden over, at han ikke længere kan vandre lige så godt, som han gjorde før. Han lider af rygsmerter og ser sig nødsaget til at tilbringe lange stunder i en liggestol. Alligevel bliver han ved, men hans vandreture bliver kortere. Indimellem har han oven i købet ledsagere med. ”Eneboeren fra Sils”, som han blev kaldt, tager nu ofte på tur med kvindelige beskyttere og beundrere: Helen Zimmern, der har oversat hans Schopenhauer som opdrager, Meta von Salis, den unge aristokrat, der giver ham den lokale adels enorme opbakning, studenten Resa von Schirnhofer, Helene Druscowitz, der er vakt for filosofien.
Vandringerne er ikke længere de samme, mindre ensomme. Nietzsche spiller i stigende grad rollen som galant gentleman, omgivet af kultiverede kvinder. Han lader dem besøge den klippe, hvor han modtog sin åbenbaring om ”den evige genkomst”, kommer med smertelige betroelser om sit venskab med Wagner.
Sygdommen kommer snigende
Og langsomt indhenter sygdommen ham: Fra 1886 klager han igen over frygtelig lange migræneanfald. Han begynder også at kaste op igen. Hver gang han har været ude at rejse, har han brug for flere dage til at komme sig. Undertiden gør en længere spadseretur ham træt i flere dage.
Han bryder sig mindre og mindre om byer: Han synes, de er snavsede, dyre. Under sine vinterophold i Nice har han ikke råd til sydvendte værelser og lider under kulden. Om sommeren i Sils synes han tit, at vejret er for dårligt. Han synes, at Venedig er skrækkeligt deprimerende. Hans tilstand forværres.
Den allersidste metamorfose. Det er sidste akt i hans liv, der begynder som en forårssang, en ode til glæden. Han opdager Torino, første gang i april 1888. Det er en åbenbaring: Byen er fuldstændig klassisk ”for fødder såvel som for øjne – og sikke en brolægning!”. Han fortrylles af de store promenader langs Pofloden.
Efter en sidste og mere end trist sommer i Sils (”konstant hovedpine, konstant opkast”), vender han tilbage til Torino i september. På ny er der glæde, det samme mirakel.
Det er en tilstand af pludselig lykke, vidunderlig sundhed. Som ved et trylleslag er alle smerter hørt op. Han mærker ikke længere sin krop undtagen som lethed, styrke. Han arbejder hurtigt, godt. Han har ikke længere øjensmerter. Hans mave tåler alt. På få måneder skriver han flere bøger, som en løbeild. Han vandrer med lidenskab og samler om aftenen noter til sit store værk om Omvurdering af alle værdier.
I begyndelsen af januar 1889 modtager kunst- og kulturhistorikeren Jacob Burckhardt et brev fra Nietzsche dateret den 6. Han bliver forskrækket: Det er et brev fra en galning, en vanvittig (”Til syvende og sidst ville jeg hellere have været professor i Basel end Gud; men jeg har tøvet med at drive min egoisme så vidt, at jeg afstår fra verdens skabelse”).
Andre breve fra denne første uge i januar vidner om den samme tilstand. Nietzsche underskriver sig Dionysos eller Den Korsfæstede (”da du først havde opdaget mig, var det let for dig at finde mig; vanskeligheden vil fra nu af bestå i at miste mig”). Burckhardt underretter straks Overbeck, som haster til Torino. Han kommer, finder med stort besvær Nietzsche i hans lille lejede værelse hos Fino.
En gal Nietzsche
Hans værter aner ikke længere, hvad de skal stille op: Nietzsche er blevet ukontrollerbar. Det siges, at han grædende har klamret sig længe til en hest, som var blevet pisket af sin kusk. Han vandrer rundt og fabulerer, holder taler til mængden, følger med i begravelsestog og siger, at det er ham, der er den afdøde.
Overbeck går ind og finder Nietzsche sammenkrøbet i en lænestol med et forstyrret blik, mens han forfærdet kigger på korrekturarkene til sit sidste lille værk. Overraskelsen giver Nietzsche et chok, han rejser sig op og kaster sig om halsen på ham: Han har genkendt ham. Og han græder. Han hager sig fast og græder. Som om, skriver Overbeck, han så afgrunden åbne sig under ham.
Så sætter han sig atter ned og kryber sammen.
Nu holder Nietzsche store taler: Han er fyrste, og man skylder ham absolut ærbødighed. Man fører ham til toget: Han synger af fuld hals og råber op. Han er gal. Det lykkes at få ham med til Basel ved at fortælle ham, at man dér venter på Hans Højhed for at give Ham en modtagelse, som er Ham værdig.
Nietzsche er gal. Han modtages på klinikken i Basel. Han sendes fra Basel til Jena uden synlige fremskridt. Til sidst tager hans mor ham hjem til sig i Naumburg. Hun passer ham, til hun selv dør, med hengivenhed, tålmodighed, kærlighed. Hun vasker ham, plejer ham, trøster ham, går tur med ham, våger over ham. I syv år.
Nietzsche murer sig mere og mere inde i tavshed eller holder usammenhængende taler. Hans sætninger er stumper, spor. Han tænker ikke længere. Undertiden improviserer han stadig ved klaveret. Han får aldrig mere hovedpine, hans øjne gør ikke længere ondt.
Hans mor forstår, at kun lange spadsereture gør ham godt.
Men let er det ikke: På gaden angriber han de forbipasserende, brøler. Snart indskrænker hun turene, fordi hun skammer sig, skammer sig over sin store søn på fireogfyrre år, der brøler som en bjørn eller skælder ud på vinden. Eller også går hun ud sidst på eftermiddagen, når folk er væk, når det mørkner og han kan skrige uden at genere nogen.
Men snart er det kroppen selv, der er hindringen: Hans ryg gribes af en fremadskridende lammelse. Nietzsche sidder atter i lænestol: Man skubber ham, man flytter rundt med ham. Han kigger på sine hænder i timevis, først den ene, så den anden, eller holder bøgerne på hovedet, mens han brokker sig. Han sidder sammensunket i en lænestol, mens man har travlt omkring ham. Han er atter blevet et barn. Hans mor kører ham i rullestol på verandaen. Fra efteråret 1894 kan han ikke genkende andre end sine nærmeste (sin mor og sin søster), ligger kraftesløs hen. Som oftest ubevægelig, sammensunket i en lænestol, mens han kigger på sine hænder. Meget få sætninger: ”Kort sagt, død”, ”Jeg sår ikke heste”, ”Mere lys”.
Sammenbruddet er langsomt, uafvendeligt. Hans øjne synker ind i hovedet, hans blik bliver svimlende tilbagetrukket.
Han dør den 25. august 1900 i Weimar.
Det er sandsynligt, at jeg for en kommende tids mennesker bliver en skæbne, skæbnen – det er derfor absolut muligt, at jeg en dag bliver stum, af kærlighed til menneskene!!!