Voxpop

Kristendom? Inuit-religion? Tre unge fortæller om troen i Grønland

Fra venstre: Jens-Jakob Lennert-Sandgreen, Niviaq Olsen og Laana Jeremiassen, som alle tre er vokset op med kristendommen. Foto: Privatfotos

Religion.dk har spurgt tre unge, som er opvokset i Grønland, om, hvilken religion de er vokset op med, og om de er troende i dag

Mange mennesker i Grønland definerer sig som kristne, viser flere undersøgelser gennem tiden. Før kristendommen kom til landet for 300 år siden, var det inuit-religionen, som definerede inuits verden. Selvom omkring 95% af den grønlandske befolkning er medlemmer af folkekirken, spiller inuitreligionen stadig ind, hvilket understøttes af den stigende opmærksomhed på kolonitidens indflydelse på det grønlandske samfund.

Laana Jeremiassen, 17 år, opvokset i Nordgrønland

"Jeg føler mig kristen og er vokset op med kristendommen. Jeg er både døbt og konfirmeret, og så længe jeg kan huske, har jeg troet på Jesus og Gud. Selvom jeg ser mig selv som kristen, tror jeg også på inuit-religionen. Som barn blev jeg fortalt om inuit-religionen og de gamler myter, som myten om Havets Moder; Sassuma Arnaa, og Månemanden; Qaammatip Inua. Det er naturligt for mig også at tro på dem, fordi jeg er grønlænder, og mine forfædre troede på inuit-religionen. Men vi har været kristne i så mange år, så jeg føler mig mere kristen."

Niviaq Olsen, 20 år, opvokset i Nuuk

"Jeg er vokset op med kristendommen ligesom mange andre i Grønland. Jeg tror også på Gud i dag, måske fordi jeg godt kan lide tanken om at komme i Himlen, når vi dør. Men det er ikke alt, hvad der står i Bibelen, jeg tror på. Min familie og jeg går i kirke ved forskellige lejligheder, og jeg har også den grønlandske udgave af fadervor hængende på min opslagstavle i mit kollegieværelse, fordi jeg føler, at det beskytter mig fra det onde.

Jeg tror også på dele af den gamle inuit-religion, som at alle dyr, mennesker og naturen har en sjæl og kraft, og at verden også er befolket af ånder. Jeg tror på, at vores ånd stadig lever videre på en eller anden måde, når vi dør. I Grønland er der et ritual, der indebærer, at man giver fornavnet fra en afdød videre til en nyfødt, da det menes, at den afdødes sjæl vil leve videre hos den nyfødte. Mit mellemnavn er Louise efter min bedstemors søster, og folk som har kendt Louise fortæller mig, at de kan se Louise i mig, så på den måde lever hendes sjæl stadig videre. Det er derfor, grønlændere typisk har flere navne end danskere.

Der er også mange sagn og myter fra den gamle inuit-religion, som bliver fortalt videre gennem generationer, og dem nyder jeg at have en tæt forhold til. Der er eksempelvis historien om nordlyset, som spiller bold med folks hoveder, og som er blevet brugt til at opdrage børn til ikke at være ude om aftenen. Den historie gør, at jeg stadig kan blive lidt bange om aftenen.

Der er også stadig ritualer fra dengang, som gælder grønlændere i dag. Eksempelvis har vi en stor respekt for naturen, og alle delene af de dyr, vi fanger, bliver brugt til noget, for vi har lært, at vi ikke skal dræbe dyr for sjov, og at dyret skal dø hurtigt, når det bliver skudt, så det ikke lider. Det er vigtigt at behandle alle mennesker, dyr og naturen med respekt, for hvis sjælen en dag skal videre fra dette liv, skal den ikke gå videre med uro og dermed skabe en ond energi. Det tror jeg stadig på i dag."

Jens-Jakob Lennert-Sandgreen, 32 år, opvokset i Nuuk

"Jeg er vokset op med, at kristendommen var værdsat i mine omgivelser, hvor jeg skulle døbes og konfirmeres, og at disse skulle fejres med åbent hus og kager, men jeg har aldrig personligt værdsat kristendommen. Jeg sagde også helt ufiltreret til præsten forud konfirmationen, at jeg gjorde det for at få en ny mountainbike, hvilket hun tog imod med et stort smil. Jeg føler mig ikke religiøs og praktiserer heller ikke en tro i dag. Afhængigt af nogle hændelser kan jeg føle mig spirituel i form af nogle overraskende momenter med sanserne, som er svære at sætte ord på.

Jeg har respekt for enhver religion og tro. En tro er et valg, og man skal ikke fratage valget fra et individ eller begynde at agere overherren på grund af sin tro, eller føle sig underkastet. Inuit-religionen er jeg først ved at lære mere om disse år, og det er generelt en eventyrlig fortolkning af vores mystiske og livlige naturomgivelser herhjemme. Jeg glæder mig til at lære endnu mere om det, da jeg kan spejle mig selv i mange af omgivelserne og årsagerne. I sidste ende er det ro, vi hver især søger i os selv. Med ro kan vi til enhver tid rumme livets dybe sorg og overvældende glæde. Dét kan jeg forene mig med."

Laana Jeremiassen er opvokset med kristendommen i barndomshjemmet i Nordgrønland. Foto: Privatfoto
Jens-Jakob Lennert-Sandgreen er ikke troende, men er begyndt at lære mere om inuit-tro, som han finder spændende. Foto: Privatfoto
Niviaq Olsen, som er bosat i Sydgrønland, tror både på kristendommen og inuit-troen. Foto: Privatfoto